Det Kongelige Teater er navnet på tre teatre, der ligger ovre i København. Disse tre teatres fælles bestyrelse har nu fået den idé, at Det Kongelige Teater skal være et public service-teater, ja måske skal det omdøbes til Public Service Teatret eller PS Teatret. Man er ikke helt enige i bestyrelsen om navnet endnu. Men det er omdefineringen af de tre teatre til en public service-anstalt, der gør, at man har ansat en mellemleder fra Danmarks Radio som ny teaterchef. Danmarks Radio plejer man jo sammen med TV 2 at betegne som et public service-medie. Når man derfor henter en leder derfra, må han formodes at vide, hvad public service er.
Det er vokset frem gennem et stykke tid, at man vil betragte Det Kongelige Teater som en public service-anstalt. Men det er først gennem stillingsopslaget efter ny teaterchef, at det er blevet helt offentligt, at det er sådan, bestyrelsen anskuer nationalscenen. Man vil altså fremover have Det Kongelige Teater til at ligne Danmarks Radio og TV 2. De er vores public service-medier.
Politikener navnet på en avis, der ligger ovre i København. Da man dér – et par måneder efter at Det Kongelige Teaters bestyrelse havde luftet sine planer i stillingsopslaget til den nye teaterchef – fik fat i de nye ideer (bedre sent end aldrig!), satte man fuld trumf på og skrue til. Både TV-redaktøren og lederskribenten skrev samme dag (12.2) vidt og bredt om det rigtig fremragende, der var undervejs. De mente vistnok, at public service var noget med så høj kvalitet som muligt til så stort et publikum som muligt. Og ikke på teatrets små scener, men saftsuseme på de store. Og så mente de, at det var noget med at placere sig midt i samfundsdebatten, fx at skabe debat om national identitet.
Og som det tredje ben i den inder-københavnske kulturelle Bermuda-trekant er forlaget Gyldendal (et forlag som bor ovre i København) også med på noderne. Det forlyder i lupholderens hørerør, at forlaget i næste uge vil udgive en antologi, 'Mere public service i kunsten – særlig på Det Kongelige Teater', redigeret af PR-guruen Chr. Have, som er bestyrelsesmedlem på Det Kongelige Teater, og med bidrag fra de andre bestyrelsesmedlemmer. Her vil Have bl.a. introducere et nyt Kunstbegreb 4.0 og erstatte forestillingen om formidling med tanker om servicering, public servicering.
Jo, jo, kan lupholderen høre sin trofaste læserinde sige, – nu behøver ironien ikke gøres tykkere. Den er feset ind – omendskønt det ikke er normalt, at hun bruger sådan nogen små-latrinære udtryk. Videre!
Altså: Kan man med nogen rimelighed forstå teatret, her Det Kongelige Teater, som public service? Det er det, sagen drejer sig om.
Begrebet om public service stammer fra mellemkrigstiden, hvor det blev anvendt om radio, senere også tv. Medieforskeren Henrik Søndergaard er én af dem, der har analyseret dette begreb, specielt med henblik på dets brug i dag. Det korte af det lange er, at det er et mangetydigt begreb, men det er klart noget, der er med til at give de licensfinansierede medier legitimitet. De forventes at stå i hele samfundets tjeneste. Og det gør de som omnibusmedier, altså lidt af hvert. Og der skal satses på bredde, kvalitet og popularitet. Mangfoldighed og alsidighed er kernebegreber. Og ikke mindst afbalancerethed, altså at disse medier, specielt da deres nyhedstjeneste, forventes at være upartisk, afbalanceret og vel også objektiv.
Når dette begreb overføres til et af teatrene i teaterverdenen, så kan man betragte det som en erstatning for alsidigheds-begrebet. Men samtidig også som en stramning og en drejning.
Det forekommer i udgangspunktet lupholderen at være udtryk for et underligt kunstsyn at kræve, at en kunstproducerende institution skal være alsidig. Den skal dælme være ensidig, hvis der skal komme stor kunst ud af det. Men når så dertil lægges public service-begrebets krav om afbalancerethed og upartiskhed, går det da rent galt. Nu skal Det Kongelige Teater til at producere afbalanceret kunst, måske også objektiv kunst, i hvert fald på-den-ene-side og på-den-anden-side kunst.
Hvad er det for noget uigennemtænkt vrøvl? Det kan kun være udtænkt i en hjerne, der 1) ikke tænker sig om, og 2) ikke ved, hvad kunst er, men som søger at lægge sig i slipstrømmen af de elektroniske medier. Det er en forkvaklet måde at forsøge at være på højde med tiden på at kapre de elektroniske mediers kernefunktion. Det er ydermere politisk dumt, fordi det åbner for alskens populisters krav om, at kunsten og teatret ikke er afbalanceret eller upartisk nok. Tænk bare, at en fremtidig Erhard Jakobsen vil kunne flænse løs på Det Kongelige Teater med public service-begrebet i hånden, som den historiske figur gjorde det på Danmarks Radio.
Basta!
*
Men lupholderen – der jo dyrker mistanken i forhold til alskens magthavere – siger så: Lur mig, om ikke omdannelsen af Det Kongelige Teater til en public service-institution skal legitimere, at man igen, igen spiller musicals. Svarende til, at de elektroniske public service-medier hævder, at det er en del af public service-forpligtelsen at udsende den samme type udsendelser som de rent kommercielle medier sender, altså programmer, der sigter på platfodet dilettantisme.
Og Det Kongelige Teater vil igen til næste forår sætte en musical op, denne gang er det den udmærkede 'Cabaret'. Men det gør man til trods for, at scenekunstloven siger, at Det Kongelige Teater skal producere ballet, opera og skuespil. Teatret skal ikke bare producere teater, men gøre det inden for nogle ganske bestemte genrer. Hvis Folketinget havde ment noget andet, kunne man jo bare have justeret det ved én af de talrige lovrevisioner.
Når Det Kongelige Teater skal arbejde med de nævnte genrer, så har det sin forklaring, og den er historisk. I gamle dage var der hverken noget, der hed teaterlov eller scenekunstlov, men der var en lov om Det Kongelige Teater. I den første af slagsen – fra 1903 – hed det bare, at teatrets opgave var "uden Ensidighed at opføre de bedste dramatiske Arbejder". Men da Det Kongelige Teater blev indlemmet i teaterloven i 1990 var "de bedste dramatiske Arbejder" blevet til "ballet, opera og skuespil". Hvordan kunne det gå til?
Jo, i 1935 blev loven om Det Kongelige Teater ændret i Folketinget. Først havde man tænkt sig at gentage opgavebeskrivelsen fra 1903, men under behandlingen i Folketinget blev "de bedste dramatiske Arbejder" ændret til "de bedste dramatiske Arbejder inden for de 3 Kunstarter: Skuespil, Opera og Ballet". Og det er altså den formulering, der gik ind i teaterloven i 1990, og som er fortsat frem gennem en styrtflod af teaterlovrevisioner.
Når repertoireforpligtelsen blev specificeret i 1935 hang det sammen med, at teatret netop i de dage, hvor Folketinget behandlede lovforslaget, spillede en operette, og ministeren var nødt til at stå og forsvare det med, at komponisten da senere blev en rigtig operakomponist! Diskussionen i samtiden gik i øvrigt på, at Det Kongelige Teater ikke måtte begive sig ind på privatteatrenes repertoire, men skulle forblive et seriøst teater. Det var ikke et teater som de andre, og skulle heller ikke være det.
Det Kongelige Teater blev bestemt som et sted for dannelse – ikke som public service.
*
Det Kongelige Teaters nye chef, der kommer fra Danmarks Radio, har selvfølgelig umiddelbart grebet fat om public service-begrebet, som han jo kendte, midt i alt det ukendte teaterhalløj. Stillingsopslaget bad om public service, så hvad skulle han gøre andet?
Det interessante i forbindelse med den nye chef er, at han i 2004 var medstifter af Cepos, superliberalismens reklamekontor, hvis ledende figurer sværmer for at nedskære den offentlige kulturstøtte drastisk, ja de drømmer også om at fjerne støtten til Det Kongelige Teater på godt en halv milliard kr. årligt og i stedet give de rige skattelettelser, så de selv kan betale for deres teaterbilletter af egen pung.
Så det er da virkelig interessant, hvis det er den slags tankegods, der nu indtager chefkontoret på nationalscenen.
Det var Jens Engberg, der i sit værk om Det Kongelige Teaters historie bemærkede, at man ved at se på, hvem der var chef for Det Kongelige Teater, kunne se, hvem der havde magten i samfundet. Og det er så nu: De højredrejede mediefolk.
