Om føje tid vil en skuespiller ikke længere hedde en "skuespiller", men måske en "Bachelor of Acting" (ungkarl i aktion), eller måske en "cand. hist." (som ikke har noget med historie at gøre, men er en kandidat i skuespilleri; histrio er latinsk for skuespiller).
Og hun vil ikke være uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole eller fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia, men fra Danmarks Teaterakademi, en ny altomfattende institution, der dækker det hele. Nå ja, det hele og det hele: Uddannelserne i ballet og opera på Det Kgl. Teater er ikke omfattet.
– Hov, hov – bi en kende, kan lupholderen høre sin velvillige læser(inde) sige. – Hvad er nu det for noget? fortsætter hun med fireogtyve rynker i panden.
Jo, Kulturministeriet har haft nedsat et udvalg, som har bestået af nogle rektorer for teateruddannelserne og nogle brancherepræsentanter, til at kikke på teateruddannelserne, men det måtte ikke koste en krone mere. Tanken var at gøre uddannelserne mere fleksible, tværfaglige og tilpassede andre erhverv end teater. Desuden mere end lå det i luften, at udvalget skulle tilpasse teateruddannelserne til den model, vi kender fra universiteterne, med et tre-årigt bachelorniveau efterfulgt af en to-årig kandidatuddannelse og (evt.) med mulighed for en tre-årig ph.d.-uddannelse som afrunding på forløbet.
Udvalgets opgave var at se på uddannelserne på de her institutioner, men det måtte ikke koste en krone mere:
Statens Scenekunstskole,
Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole,
Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater,
Skuespillerskolen ved Aarhus Teater,
Det Danske Musicalakademi i Fredericia,
Odsherred Teaterskole.
Desuden skulle udvalget inddrage overvejelser om bl.a. performance og nycirkus, men det måtte ikke koste en krone mere.
Udvalget har her i efteråret udsendt sin Udredning om de videregående uddannelser på scenekunstområdet (findes på https://kum.dk/servicemenu/publikationer/publikationer-2013/udredning-om-de-videregaende-uddannelser-pa-scenekunstomradet/). Og det er altså heri der lægges op til en ændret struktur for teateruddannelserne og for uddannelsesinstitutionerne.
Hvor man må sige, at teateruddannelser i Arilds tid startede som rendyrket mesterlære, dvs. kopiering af forgængeren i det rollefag, man satsede på, så har udviklingen med oprettelsen af elevskoler ført til en øget systematisering og pædagogisering af specielt skuespilleruddannelsen.
I 1965 forslog et udvalg at oprette et teaterakademi og samle al teateruddannelse dér, dvs. lukke diverse elevskoler. Desuden skulle der oprettes uddannelser for instruktører, dramatikere, scenografer m.v. Det kom der ikke noget teaterakademi ud af, men dog en Statens Teaterskole i 1968 med samt uddannelser for instruktører, scenografer m.v. Samtidig blev et par af de dengang eksisterende elevskoler lukket. Altså ikke et teaterakademi med tilknyttet forskning, men en teaterskole. Men man kan aflæse det oprindelige forslag fra 1965 som en forsøg på at akademisere og forskningstilknytte teateruddannelserne.
Her i 2013 foreslår uddannelsesudvalget så, at uddannelsesstrukturen kommer til at ligne universiteternes. Der er kravene fra Bologna-processen, altså den proces, der udover Europa søger at harmonisere uddannelsesstrukturen og -opbygningen for at give større fleksibilitet og udvekslingsbarhed, der nu også sætter sig igennem på teateruddannelserne. En skuespilleruddannelse vil altså fremover bestå af en tre-årig bacheloruddannelse med en efterfølgende to-årig kandidatuddannelse. Skuespilleruddannelsen bliver altså med et snuptag til en fem-årig uddannelse. Men det må ikke koste en krone mere.
Hvad angår institutionsstrukturen, vil udvalget bevare alle de nuværende uddannelsessteder, altså ikke noget med – i denne omgang i hvert fald – at samle hele skidtet i Københavnstrup. Men parallelt til universiteternes megalomani i de her år vil man samle alle teateruddannelserne i én institution: Danmarks Scenekunstskole. Denne institution skal ledes af en rektor, som under sig har institutledere i København, Aarhus, Odense, Fredericia og Odsherred. Tanken hermed er, at der lettere skal kunne udveksles erfaringer, personale og elever.
Hvad anbelanger nycirkus, foreslår udvalget, at man afventer forsøgsuddannelsen, der opfordres til at lave et eller andet fællesnordisk. Og hvad angår performance foreslår udvalgets flertal, at man ikke etablerer en selvstændig uddannelse på bachelorniveau, men at man igangsætter yderligere udvalgsarbejde, der skal munde ud i forslag til en overbygningsuddannelse på et eller to år, hvortil adgangen vil være en bacheloruddannelse. Man tænker altså, at performance er en specialisering ovenpå det eksisterende teater og ikke noget andet. Og bag det ligger selvfølgelig, at de nuværende rektorer ikke vil afgive uddannelsespladser – når det nu ikke må koste en krone mere – fra de eksisterende (skuespiller)uddannelser til en helt ny uddannelse. Og det selvom udvalget selv anfører, at særlig skuespilleruddannelserne og uddannelsen i moderne dans har en arbejdsløshedsprocent på omkring de 20.
Lupholderen – der jo dyrker mistænksomheden som analyseprincip – er fuldstændig sikker på, at udvalget samlet ville have foreslået en bacheloruddannelse i nyere fysiske former (nycirkus og performance), hvis det havde måttet koste en krone mere.
*
Samlet set prøver udredningen at få det bedste ud af de givne kort. Der er da heller ikke noget galt i at ville styrke vidensgrundlaget og en kommende kunstnerisk forskning for at bringe de danske teateruddannelser på højde med uddannelser andre steder i Europa. Og der er slet ikke noget galt i at få uddannet mere tænkende og reflekterende teaterfolk. Om det skal tage fem år og kunne modulopbygges, er måske mere tvivlsomt. Og det er en rigtig god idé at arbejde hen imod, at de eksisterende skuespilleruddannelser tydeligere profilerer sig i forhold til hinanden. Det er også rigtig godt, at Odsherred Teaterskole efter års dygtig indsats både med udvikling af efter- og videreuddannelser og med lobbyarbejde ser ud til at få en fast og ligeværdig plads i det samlede teateruddannelsesbillede.
Alligevel kan man ikke undgå at mærke, hvad man kunne kalde tilpasnings-træthed, bag udvalgets overvejelser. Altså man lægger sig tæt op ad universiteternes tilpasning til den europæiske Bologna-proces og til kravene om evaluering og akkreditering (spørg ikke lupholderen om, hvad det sidstnævnte er). Men man tager ikke skridtet fuldt ud. Man kan da spørge: Hvorfor foreslår man ikke, at Danmarks Scenekunstskole bliver et institut under Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet? På samme måde som Biblioteksskolen er blevet et institut, Det Informationsvidenskabelige Akademi (fint skal det lyde), på Københavns Universitets Humanistiske Fakultet. Hermed ville man få forskningstilknytning, tværfaglighed og fleksibilitet i en helt anden målestok, når nu uddannelsesfilosofien i de her år er: Stort er godt, meget stort er endnu bedre.
