For at spare på administrationsomkostninger og være tættere på andre aktører i scenekunstbranchen flytter Udviklingsplatformen for Scenekunst sit sekretariat fra Otto Busses Vej og ind på Vartov. Det sker pr. 1. november og dermed bliver man en del af det kreative miljø med konferencer og mødelokaler i bygningen, der ligger i Farvergade og har Københavns Rådhus som nærmeste nabo.
'Vi glæder os til at rykke ind på Vartov, hvor vi kommer til at have kontor i samme opgang som Dansk Teater og CPH STAGE. Det bliver lige nu vores administrative base, og vi glæder os over at være kommet fysisk tættere på nogle af vores gode samarbejdspartnere. Vi arbejder pt. på højtryk for at finde egnede lokaler til et kunstnerisk workspace for den frie scenekunst, og håber på snart at kunne melde nyt ud', lyder det fra siger Mikkel Harder, der er nyslået daglig leder af Udviklingsplatformen – en post han tiltrådte 15. oktober (se note).
Udviklingsplatformen har til formål at bidrage til udviklingen af den frie scenekunst, projektstøttede teatre og mindre etablerede teatre. Fra basen i Vartov søger man lokaler med prøvefaciliteter og programmer, der har til formål at stimulere og løfte kunstnerisk udvikling i scenekunstneriske produktioner og kan fungere som et fagligt mødested for scenekunstbranchens aktører.
I Vartov bliver Udviklingsplatformen i øvrigt også naboer til Danmarks Teaterforeninger – mens kompetencecentret Teatercentrum netop har forladt residensen i genbobygningen i Farvergade 10 (se note).
Udviklingsplatformen for Scenekunst har eksisteret siden 2016, og er netop gået ind i sin anden bevillingsperiode 2020-24 med midler fra Statens Kunstfond og Bikubenfonden, som er opdragsgivere til Udviklingsplatformen.
Udviklingsplatformen for Scenekunsts nye adresse er: Vartov, Farvergade 27, opgang D, 3 sal 1463 København
(Billedet: Vartov er en prægtig flere århundreder gammel bygning i Farvergade i det indre København, der er ejes af Grundvigsk Forum, som har udlejet store dele til bl.a. Københavns Kommune. Foto: Grundvigsk Forum)
(caj)