7. maj 2020

Udviklingsplatformen får ny kunstnerisk udviklingschef

Rikke Juellund er den nye Kunstneriske Udviklingschef for Udviklingsplatformen for Scenekunst og tiltrådte stillingen 1. maj.

'Jeg glæder mig til at være en del af Udviklingsplatformen og i dialog med de frie scenekunstnere være med til at etablere nye forbedrede rammer for den frie, eksperimenterende scenekunst. Med nye lokaler og prøvesale til kunstneriske udviklingsforløb, og samarbejder på tværs, kommer Udviklingsplatformens kommende work space til at blive et vigtigt samlingspunkt for hele scenekunstbranchen', lyder det fra Rikke Juellund i en pressemeddelelse om udnævnelsen.

Rikke Juellund (f. 1968) er uddannet scenograf fra Statens Teaterskole 1995 og har en bred og mangeårig erfaring inden for scenekunstens mange genrer og produktionsformer – også som producent. Hun har arbejdet for en lang række teatre – fra Det Kgl. Teater over landsdelsscenerne til diverse børneteatre.

Både som scenograf og som meddirektør i produktionsselskabet Vision3 / firmaet Vision4 har hun arbejdet internationalt med eksperimenterende scenekunst. 

Fra 2011-2013 var Rikke Juellund formand for Statens Kunstråds Projektstøtteudvalg for Scenekunst (PUS) og det tværæstetiske udvalg. Fra Den Danske Scenekunstskole har hun 10 års erfaring med uddannelse og ledelse som hovedlærer og fagreferent i scenografi. 

Som den nye kunstneriske udviklingschef skal Rikke Juellund bygge videre på Udviklingsplatformens indsatsområder og, i tæt dialog med scenekunstbranchen og Udviklingsplatformens team etablere og skabe rammerne for det nye kunstneriske workspace samt designe det kunstneriske udviklingsprogram. Hun skal desuden lede Udviklingsplatformens arbejde med at knytte den frie scenekunst tættere sammen med de etablerede scenekunstinstitutioner for at styrke sammenhængskraften i dansk scenekunst. 

Man kan allerede møde Rikke Juellund til Udviklingsplatformens kommende dialogmøde om det nye kunstneriske workspace d. 19. maj ml. kl. 15 og 17 i København. 

(Billedet:  Rikke Juellund, erfaren scenograf, producent og organisationsmenneske, bliver nu kunstnerisk udviklingschef. Foto: Martin Mydtskov)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne