28. september 2011

Udvidede kulturelle horisonter

Opgang 2 Turneteater har høstet mange roser for sine multietniske aktiviteter, hvori er indgået flere ungdomsforestillinger – som ‘KNUS’ og ‘Krigskonfekt’ og ‘I kærlighedens navn’, der alle er blevet anmeldt her på portalen.

Opgang 2 TurneTeater er endvidere aktuel med en ny ungdomsforestilling, 'Gidslet', der senere bliver anmeldt i børneteateravisen.dk

I tilknytning til flere af forestillingerne har teatret endvidere med succes udviklet interaktive læringsspil.

Dertil kommer andre kulturelle aktiviteter fra Opgang 2,der bl.a. har afholdt de såkaldte JALLA-festivaler siden maj 2010, hvor der både indgår teater- og andre kulturelle oplevelser.

Disse festivaler har primært været afholdt i den multietniske bydel Gellerup, men i maj 2011 rykkede arrangementet ind i Aarhus midtby og Musikhuset, hvor JALLA:3 blev afviklet.

Og når JALLA:5 skydes i gang 8. juni 2012, bliver det på Aarhus Teater og med den store landsdelsscene som ny samarbejdspartner.

Teaterchef Stefan Larsson fra Aarhus Teater håber således bl.a. på, at samarbejdet vil bringe teatret i kontakt med flere multietniske unge, der som bekendt ikke er specielt flittige gæster i de danske teatre.

For Opgang 2 Turneteater betyder samarbejdet modsat, at man nu kan invitere sit publikum ind i et stort og traditionsrigt teater og give dem en anderledes oplevelse.

Læs mere om Opgang2 Turneteaters aktiviteter på www.opgang2.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne