Teaterforeningen HiLS DiN MOR, som har taget sit navn fra Anne Linnets kendte sang om lesbiskhed, har som erklæret formål at arbejde for forståelse for og accept af homoseksuelle.
Deres første forestilling, 'Hate Crime' – siden er også fulgt 'Old School – New School' -omhandlede forholdet mellem to drenge. Denne gang, hvor de har samarbejdet med Teater Vestvolden, er det et lesbisk forhold, som står i fokus, og forlægget har de hentet i svenske Lukas Moodysons filmsucces 'Fucking Åmål' fra 1998.
Klogt fokus
Selvfølgelig vil noget uvægerlig gå tabt på vejen fra kameraets og det hvide lærreds realisme til teatrets faste kulisse og begrænsede persongalleri.
Filmen svigter ingenlunde sin hovedhistorie om de to teenage-piger, men man får også et utal af sidehistorier, der til sammen tegner et mangfoldigt billede af en bunke teenagere i den lille flække Åmål der er ved at gå til af kedsomhed, trivialiteter, famlende forældre, hjælpeløse lærere og en perspektivløs fremtid.
Dramatiker Julie Maj Jakobsen, instruktøren Mia Lipschitz og de tre skuespillere har valgt at fokusere på historien om Agnes og Elin, og dette fokus holdes klart og skarpt hele vejen gennem forestillingen. Et klogt valg.
For historien om Agnes som i al hemmelighed er forelsket i Elin – skolens smukkeste og mest populære pige – er en god historie, fuld af indre kamp, af resignation og afståelse, af modstand og trods, af skuffelse og pludselig glæde.
Og Elins historie, vejen fra drengenes popularitet og begær, vejen fra skolegårdens seje dronning, til det gryende venskab med Agnes og erkendelsen af – og den endelige accept af – sin egen seksualitet, det er også en god historie.
Fra det første hastige kys til den afgørende konfrontation med virkeligheden, med verden omkring, og den ultimative udfordring til hinanden lige så vel som til omgivelserne, er Agnes’ og Elins historie fortalt med forståelse og sympati uden at blive sentimental eller klam på nogen måde.
Christine Sønderris som Agnes bevarer en indre uforstyrrelighed på trods af mobning og spot, en slags stolthed og trods, der gør hendes figur til et anker gennem forestillingen. Og Mia Lerdam som Elin er netop så rast- og rodløs, at jeg griber mig selv i at tænke: 'Hvad skal der blive af hende?', inden hun oplever sig selv blive set af en anden – for alvor. Hun har mange nuancer, hvem er hun lige nu? Egentligst?
Og René Benjamin Hansen optræder i mange roller, som den klasseveninde i kørestol der dukker op i Agnes fødselsdag med sine egne problemer; som den forstående men ubehjælpelige fader; som Elins storesøster Jessica; som diverse drenge med et begrænset antal aktive hjerneceller.
Det er en rejse, de to piger foretager. En rejse med masser af bumps og huller i vejen. En rejse de hele tiden må overbevise sig selv om er den rigtige, på trods af alle bumps og huller. En rejse mod identitet, mod egentlighed, mod selvværd.
Film og teater
Teatret er sin fulde ret til at trække dét ud af en film, som man har brug for, at finde dén detalje, dén åre, dén historie, man gerne vil fortælle.
Men lige som med dramatisering af romaner vil man altid savne enkelte elementer, der gjorde indtryk, da man læste bogen.
I tilfældet 'Fucking Åmål' må jeg indrømme, at jeg savner filmens totalbillede. Historien om Agnes og Elin er det vigtigste, ingen tvivl om det, men den er ikke kun en løsrevet historie om to piger, der finder sammen, men også en historie som springer ud af omstændigheder og omgivelser, hele det miljø som Åmål er. Hvor flere end Agnes og Elin har kampe og problemer. Det kommer ikke godt nok frem i teaterversionen.
Selvfølgelig ikke. Hvordan skulle de det, med tre medvirkende og en stående dekoration? En dekoration som i øvrigt – i næsten uhyggelig grad – er lige så almindelig og klichéfyldt som resten af Åmål og derfor fungerer udmærket.
Men hovedhistorien, den om Agnes og Elin, som ligger indenfor HiLS DiN MORs raison d’etre, – den har de godt greb om.
