Et par uger før forestillingen er teater og tilskuere i fuld gang med at kommunikere om det kommende arrangement via Twitter, Facebook m.v.
Under forestillingen fotograferer tilskuerne på livet løs via smartphones, så oplevelsen øjeblikkelig kan deles med omverdenen, ligesom der twittes og sms'es til skuespillere, andre tilskuere og vennerne andetsteds om det, de oplever her og nu – og måske kommer der ligefrem gode råd om, hvordan forestillingen/handlingen bør udvikle sig.
Efter forestillingen holder teater og tilskuere kontakten – tilskuerne laver måske små anmeldelser og forbedringsforslag, som teater og skuespillere m.v. kan reagere på.
Selve forestillingen har måske slet ikke været teater i gammeldags forstand, men en form for installation, hvor spillere og tilskuere alle har været en del af handlingen, som drives frem ud fra en indledende ide og/eller spontane indskydelser.
Sådan kunne en teaterforestilling sagtens afvikles allerede nu, måske ikke mindst hvis der er tale om unge med flittige tastaturfingre, styr på de sociale medier – og behov for at være tilstede på en anden måde.
Den digitale virkelighed
Det er i hvert fald et indtryk, som blev tilbage efter en såkaldt inspirationsdag hos it-firmaet Mico, der ikke mindst lever af at servicere de små teatres digitale platforme, og som en kold januardag havde indbudt til både gode ord og gratis frokost.
Temaet var 'scenekunstens særlige muligheder i den digitale virkelighed', og første oplægsholder var Mia Bendix, der er lektor med en ph.d i digitalisering af kunst og kultur og med eksempler fra Storbritannien ivrede for, at dansk scenekunst ikke forpasser muligheden for via internet og sociale medier at udvikle både teaterkunst og tiltrække flere og nye publikummer.
Hun mere end antydede det særdeles aktuelle paradigmeskift, der vil have publikum som kreative medskabere og nettet som eksponeringsrampe for teatrets kunstneriske udtryksformer, mens selve digitaliseringen som dialogskaber både kan bruges til at fastholde og udvide teaterkunstens muligheder.
Næste oplægsholder var Lene Struck-Madsen, der er kommunikations- og udviklingsmedarbejder på BaggårdTeatret og har fingrene dybt begravet i projekt Den Digitale Baggård, som er støttet af Statens Kunstråd og sigter på at fremme dialogen med publikum.
Helt konkret sker det p.t. ved, at der er reserveret to (gratis) pladser i salen til hver forestilling til publikummer, der er aktive på den sociale platform Twitter og med åbne mobiltelefoner deler deres oplevelse af forestillingen med deres følgere på de sociale medier, mens den spiller. Tanken er, at tweets-ene bliver en slags live-teateranmeldelse, som kan kommenteres og leve videre på nettet helt uden for teatrets kontrol.
Tredje og sidste oplægsholder var Helen Steensbæk Schrøder, der bl.a. rådgiver Mico's kunder om strategisk digital kommunikation og udvikling af kunderelationer – altså hvordan man kan og bør markedsføre kunsten.
Hun satte ganske bastant en række begreber i spil for det, der åbenbart allerede er den post-digitale æra, men som stadig åbner en række perspektiver for scenekunsten – herunder de sociale medier som kundeserviceorgan til afløsning for billetkontorer, info-foldere, hjemmesider m.v.
Markedsført totalstyring
Disse tre ultrakorte indholdspluk yder naturligvis ikke de tre oplægsholdere retfærdighed, men som det måske kan anes, var digitaliseringens veje og væsen i (teater)kunstens tjeneste altså indledningsvis lagt i hænderne på de markedsføringsmæssige håndlangere fremfor de ædle udøvere og fastholdere af samme kunst.
Man kunne derfor godt som tilhører og tilhørende det mere it-reserverede segment undre sig lidt over, om eneste fremtid for teatret indebærer en totalstyring, der gør det svært at se, hvornår markedsføringen slutter og kunsten begynder.
I forvejen har digitaliseringen jo allerede – og ofte med stor succes og overraskende resultater – overtaget en del af teaterkunsten i form af lys, lyd, videoklip m.v., ligesom selve teateroplevelsen for længst har fundet vej til de digitale medier som tv og computer og kommercielle foretagender som Seeatre.com.
Og hele set-up'et omkring information, billetbestilling, publikumsservicering m.v. har også længe været en del af de teknologiske landvindinger.
Tilbage står så måske spørgsmålet om teatrets egentlige sjæl, muligheden for fordybelse og fastholdelse af den kontrakt mellem scene og publikum, der adskiller udøveren fra beskueren…
Inklusion
Men her var vi/de mere besindige teaterinteresserede tilsyneladende allerede efterladt i 'sandkassen', som en af tilhørerne udtrykte det. Teatrets fremtid hænger uløseligt sammen med digitaliseringens muligheder – herunder ikke mindst publikumsinddragelse på alle niveauer og platforme.
Og det ses da også ganske tydeligt i disse år, hvor frembringelser inden for børne- og ungdomsteatret kører næsten non-stop på interaktivitet og inklusion. I mange år har man brugt udvalgte skoleklasser som inspirations- og udviklingsforum, men nu følger børn og unge med helt ind i selve forestillingen.
Et aktuelt bud er Det Menneskelige Teaters 'Findes der gribbe i Grønland', hvor samtlige tilskuere skal være en aktiv del af forestillingen – eller forlade den. Et andet koreografen Tali Razgas danseforestilling 'Hjertebanken' for et par år siden, hvor de unge måtte tale i mobiltelefon og hente drinks i baren – men dog skulle sørge for ikke at genere danserne og ikke være ubehagelige…
Begge er eksempler på et oprør mod teatrets konventioner og eksklusivitet, som også 'digitaliseringen' af teateroplevelsen peger hen imod.
Og hvor det måske forekommer ganske naturlig i børne- og ungdomsteatret, fordi denne målgruppe dels ikke længere er til passiv konsumering, dels er et produkt af nutidens fokus på teknologi og den ofte indbyggede selvfokusering, kan det måske blive lidt sværere for andre publikumssegmenter at forholde sig til, at teatret ikke længere skal være et fristed for bimlende mobiler, knitrende sms'er og konstant fotografering.
Måske også for kunstnerne selv, hvor nogle vil kunne føler sig intimideret af manglende koncentration eller interesse fra tilskuerne.
Spændende bliver det i hvert fald at følge teatrets tvungne dans med det digitale samfunds kunstbehov.
