Nørrebro i København er med sine over 75.000 indbyggere fordelt på kun ca. 4 km² hovedstadens tættest befolkede kvarter. Næsten 30 pct. af beboerne her er indvandrere eller efterkommere af indvandrere. Dermed er Nørrebro blandt de bydele med størst andel af indvandrere i hele landet.
Og derfor virkede det også helt naturligt, at kvarterets lille, eksperimenterende teater i november lagde lokaler til en forestilling, som stillede de helt store eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i ligheder og forskelle mellem jødedom, islam og kristendom.
Selve forestillingen er allerede anmeldt her på portalen.
Skriftsøjle i forhallen
Bevæbnet med kamera, notesblok og en god portion nysgerrighed i forhold til emnet ’tro og tvivl’ møder denne signatur op i på teatret en helt almindelig tirsdag aften og må praktisk talt skære sig vej frem til billetudleveringen gennem en lobby propfyldt med teaterpublikum i den helt rigtige aldersgruppe – konfirmationsmodne drenge og piger med lange lemmer og overgangsstemmer. Der er helt udsolgt. Godt jeg har sikret mig en billet i forvejen.
Midt i det hele står en mange-kilo tung skriftsøjle af træ og kobber skabt af kunstneren Jens Galschiøt. I søjlen sidder seks tv-skærme, som uafladeligt viser 600 citater fra de tre moniteistiske religioner: 'Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø', 'Spis ikke af noget, som Guds navn ikke er udtalt over', 'Du må ikke følge mængden i at øve ondt', 'Gud elsker dem, der handler godt', og så videre…
Jo, sansebombardementet er intenst allerede inden, vi kommer ind i teatersalen.
Alias Teaterproduktions nyeste forestilling handler især om de valg, som unge i konfirmationsalderen står overfor – både i forhold til deres forældre, deres videre kurs i livet, og ikke mindst deres forhold til religionen, tro og tvivl. En stor mundfuld for et ungt publikum – hvordan mon dét skal gå?
Når uro afløses af kuldegysninger
Når unge går i teatret, kan det ofte være en prøvelse for spillerne på scenen at holde publikums interesse fangen. Der er da også lidt uro på rækkerne denne mørke novemberaften, mens skuespillerne Lotte Bergstrøm, Jacob Teglgaard og Carl Martin Norén står på scenen. Der rasles med slikpapir og fnises, og på rækken bag mig knitrer én med et tomt plastickrus.
Men da 'farmor’ pludselig ligger død på scenen, bliver der helt stille i salen. Al uro ophører. Øjeblikket fryses. Der går mærkbare kuldegysninger gennem mine to sidemænd, der begge er i konfirmationsalderen.
Det er sådanne øjeblikke af koncentreret teater-magi, jeg altid jager. Og her er helt sikkert ét. Pludselig er døden meget tæt på – og hvad skal vi så tro på? På os selv? På at mormor bare bliver til støv og jord? Eller på noget større? På stjernestøv? Eller… på Gud?
Nogle kvalificerede bud på, hvorledes man kan arbejde med denne tvivl, får vi denne aften lige efter forestillingen, som – efter det lange, intense bifald at dømme – har ramt noget hos de unge kommende konfirmander.
Netværket Din tro min tro
Tre gæstelærere fra 'Din tro min tro'-netværket indtager nu scenografien og svarer på spørgsmål ud fra deres respektive ståsteder – henholdsvis som jøde, muslim og kristen.
’Din tro min tro’ er et frivilligt netværk af gæstelærere, som tilbyder besøg på skoler i København, Aarhus, Aalborg og Roskilde. Gæstelærerne opererer i små grupper bestående af en jøde, en kristen og en muslim, der fortæller om det, de tror på; det, de er fælles om; og det, der adskiller dem.
Det er jo emner, der er skrevet tykke bøger om, og det ligger da også helt uden for denne lille reportages rammer at give et udtømmende svar på sådanne store eksistentielle spørgsmål. Men interessante refleksioner er der nok af denne mørke november aften.
Ligheder og forskelle
Det er et yderst interessant koncept at bringe tre trosretninger sammen, og spørgelysten i salen er da også ganske stor. I de varme stole på scenen sidder hhv. en jøde, der under alles bevågenhed ifører sig sin traditionelle kalot og efterfølgende erklærer sig klar til at besvare spørgsmål; en muslim, der er konverteret fra kristendom til islam som voksen; og en kristen, som er aktiv præst.
I starten samler interessen sig især om det spørgsmål, som de fleste måske spørger sig selv om: Tror vi på den samme gud? Uanset om man bekender sig til enten den kristne tro, til jødiske tro eller til islam? Uanset om vi adresserer Skaberen med et 'Jahve', et 'Gud' eller et 'Allah'.
Det blev samstemmende slået fast med et 'Vi tror på, at vi tror på den samme Gud'.
Samlet bøn er bedre end ensom bøn
Et andet tema, som udspringer direkte af en sekvens i teaterforestillingen, hvor de unge diskuterer det at bede til Gud, er bønnen. Hvad skal dén til for? Hvem præcis beder man til, og hvad beder man om?
Her er det interessant at se, hvorledes jøden helst vil bede sammen med andre (f.eks. i synagogen), fordi det har en større effekt, mens den kristne og til dels også muslimen mere ser på det at bede som en meget privat sag, selvom den sagtens kan foregå sammen med andre. Så hvor jøden i bønnen måske kan siges at finde et fællesskab, finder den kristne og muslimen en indre ro og samhørighed – bl.a. i forhold til Gud.
Selve bønnen rettes i alle tilfælde mod Gud, men den kan indeholde mange ting – et råb om hjælp i en bestemt sag, en undskyldning for noget eller til nogen eller noget helt tredje, som slet ikke behøver at være noget ophøjet eller mystisk, men måske blot et råd til løsningen af et ganske almindeligt hverdagsproblem.
At tro, at tvivle og ikke at tro
For paneldeltagerne handler 'Traditionen TRO' i virkeligheden mere om tvivl end om tro. For tro er i grunden noget, man skal erfare – og det kræver nok i de fleste tilfælde mere end blot et ’ja’ i kirken på konfirmationsdagen. Men diskussionen om at tro og tvivle leder hurtigt frem til det for denne signatur ganske interessante spørgsmål: Hvad siger I til dem, der siger til jer, at de ikke tror på noget?
Men her virker det måske som om, at spørgsmålet er stillet i det forkerte forum – eftersom én, der tvivler, i de troendes øjne, synes at være lig med en person, der ikke tror endnu, hvorimod det måske også kunne være personer, der har valgt ikke at tro – f.eks. ateisterne.
Retfærdigvis skal det dog i denne sammenhæng tilføjes, at ingen af de fremmødte paneldeltagere fra 'Din tro min tro'-netværket vil pådutte nogen deres tro: 'Vi missionerer ikke’. Og præsten i forsamlingen understreger flere gange, at det for ham at se er meget vigtigt, at vi holder fast i, at vi har religionsfrihed her i landet. Det levner jo også plads til folk, som har valgt ikke at tro på en gud.
Men som en paneldeltager lakonisk bemærker under den afsluttende del af denne aftens after talk:
– Jeg har sjældent mødt folk, der ikke troede – men jeg beder for dem.
Forestilling til festival
Gud, Allah, Jahve, bøn, tro og tvivl – store emner og store spørgsmål, som denne aften fik en sagkyndig behandling af et kompetent panel overfor et spørgelystent publikum. Mange gode svar blev det også til – om de hjalp de tilstedeværende videre i deres egen søgen – eller måske selvvalgte fravær af søgen – må stå hen i det uvisse.
Sikkert og vist er det dog, at 'Traditionen TRO' kan opleves på Aprilfestival – teater for små & store i Frederikssund og Halsnæs kommuner i dagene 19.-26. april 2015. Derefter er det planen, at forestillingen skal turnere.
