12. december 2022

Tre priser og mange gode ord

Folketeatret sørgede atter gavmildt for gode rammer, da Foreningen Danske Teaterjournalister mandag eftermiddag og aften uddelte Teaterpokalen, Teaterkatten og Initiativprisen for 2022. 

Forperson Rie Hammer, chefredaktør på Iscene.dk, bød velkommen og satte straks de fremmødte teater- og mediefolk m.fl. i gang med at synge med på en lille sang til scenekunstens fremme her i ventetiden på en ny regering og en forhåbentlig handlekraftig kulturminister.

Og i anledning af, at det næste år er 90 år siden, at en gruppe københavnske teaterjournalister i 1933 besluttede sig for at præmiere sæsonens flotteste skuespillerpræstation og således startede både forening og Danmark formentlig ældste teaterpris, diverterede Jakob Steen Olsen, teaterredaktør på Berlingske, mellem dagens priser med muntre og faktisk også ret grove klip fra datidens avisers behandling af såvel pris som modtagere.

Der startes med den yngste pris, Initiativprisen, der gives til en organisation, institution eller person, som har taget et eller flere initiativer til gavn for scenekunsten lokalt eller nationalt. Prisen ledsages af 15.000 kr. og en teatertegning af Erik Werner og tilfaldt foreningen Bæredygtigt teater NU, der arbejder målrettet på at inspirere den danske scenekunstbranche til at arbejde mere bæredygtigt og bl.a. har lanceret en C02-aftryksberegner.

Foreningen er stiftet og ledet af Jacob Teglgaard og Christian Gade Bjerrum, der fik mange gode, prismotiverende ord med på vejen af Rie Hammer – og selv bidrog med velvalgte ord om nødvendigheden af en grøn omstilling af scenekunstneriske projekter.

Næste pris var Teaterkatten, der gives til iscenesættere og honoreres med 25.000 kr. og en lagkagekniv i sølv fra Manuel Sjødahl. Årets prismodtager var koreograf og kunstnerisk leder af Uppercut Danseteater, Stephanie Thomasen, for ’Plejer er død – Kalinka’ – sidste del af en trilogi og en forestilling, der er blevet rost uforbeholdent og unisont i anmeldelserne – som Berlingskes anmelder Vibeke Wern også citerede flittigt fra i sin pristale.

Stephanie Thomasen, der i slutningen af oktober også fik Wilhelm Hansens store Hæderspris for sit kunstneriske virke, lod både pris og inspirerende takkeord flyde videre til de dansere, der havde medvirket og som repræsenterede de urbane danseformer, som hun har gjort til et af sine varemærker i forestillingerne.

Sluttelig blev det tid til den ældste pris, Teaterpokalen (50.000 kr. og en sølvskål, designet af Manuel Sjødahl), der gives for en enestående, scenisk præstation i den forløbne sæson. Og tilfaldt skuespiller Marie Knudsen Fogh for hendes præstation i ’Hvem er bange for Virginia Wolf?’ på Aalborg Teater.  

I sin tale til dagens prismodtager fremhævede anmelder på Jyllands-Posten og Iscene, Trine Wøldiche, bl.a. Marie Knudsen Foghs fantastiske nærvær på scenen, hvor hun mestrer alle tænkelige, menneskelige følelser og sindsstemninger på én gang.

Også Marie Knudsen Fogh holdt en fin takketale – og fulgte således trop på en dag, hvor samtlige pris- og takketaler var indholdsrige og reflekterende.

I tilknytning til Teaterpokalen skal nævnes de fem øvrige nominerede og bestemt også prisværdige kandidater:   

Skuespiller Nanna Bøttcher for ’Omstigning til Paradis’ og ’Leonora Christina – sandhedens dronning’, Aarhus Teater;  Skuespiller Silas Holst for ’Kinky Boots’, Det Ny Teater; Danser Mark Philip for ’Plejer er død – Kalinka’, Uppercut Danseteater; Danser Tobias Praetorius for ’En skærsommernatsdrøm’, Det Kongelige Teater & Skuespiller Mads Rømer Brolin-Tani, for ’Matilda – the musical’ og ’Ugens Rapport’, Det Kongelige Teater 

Med dagens tre priser uddelt var det tid til at mingle og snakke teater på dette årlige træf, hvor kunstnere og kritikere mødes i total venskabelighed og fælles kærlighed til teatret. 

Se mere om pris- og takketaler på Danske Teaterjournalisters Facebookside: https://www.facebook.com/teaterjournalister

/(Billedet: Prismodtagerne i en munter selfie, fanget af Teateravisens fotograf: Fra venstre Marie Knudsen Fogh (Teaterpokalen), Christian Gade Bjerrum (Initiativprisen), Stephanie Thomasen (Teaterkatten) og Jacob Teglgaard (Initiativprisen). Foto: Søren K. Kløft) 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne