Af: Randi K. Pedersen

19. september 2016

Tommelise i normalstørrelse

'Tommelise' i Ishøj er et underholdende moderne eventyr om at overkomme modgang. Men man savner lidenhedens magi.

Forenkling og beskæring er nødvendig for at gøre H.C. Andersens litteratur til teater, og Ishøj Teater lykkes med at få en underholdende og overskuelig forestilling ud af ''Tommelise'. Iscenesættelsen er klar og usentimental i sigtet, mens det spektakulære er overladt til scenografiens store funktionelle sætstykker og herlige masker. Musikkens mange instrumenter gør også et godt stykke arbejde som både mild og vild stemningsskaber. 

Men uden  eventyrdigterens ord og vildtvoksende poetiske fantasiverden bliver resultatet mere prosaisk og også mindre mangfoldigt. Hovedpersonen Tommelise er en figur, der svæver lovlig frit i luften. Hun kommer ingen steder fra og slutter samme sted uden nogen indlysende grund.

Borte er historien om en skabning, der kommer til verden som et resultat af en kvindes ønske om et barn, og som til slut møder en dejlig prins og ender som blomsternes dronning.

Digterens magiske og poetiske præmis – at Tommelise er lillebitte – bliver aldrig til en sanselig del af oplevelsen, fordi alt er i stor størrelse i forestillingens flotte tegneseriestil. Til gengæld er historien om Tommelise blevet et moderne eventyr om en sart, men modig pige, der overkommer modgang og åbenlys mobning med snilde og en god portion held.

Det er til at forstå, men nok mest for børn over fire år.

Sprællevende spillestil

Bolette Engstrøm Bjerres Tommelise er nuttet i sin babydoll-kjole med glimmer-ærmer. Men i en opsætning uden talte replikker er det en utaknemmelig opgave at gøre hende vedkommende som person. Hun sød, men forbliver for farveløs i selskab med de to skønne og skægge medspillere, der gør fyldest både som praktiske hjælpere og de skiftende dyr, som Tommelise møder på sin vej.

Det er dem, som giver historien dramatisk kraft og indholdsmæssig mening gennem deres kun alt for menneskeligt genkendelige adfærd.

Tommelises delikate, glitrende lillepigeverden får gedigent modspil af dyrenes sortklædte noget mere hårdtslående virkelighed og ikke særligt sympatiske personligheder. Kraftfuldt og smidigt skaber Mette Alvang og Vika Dahlberg-Hansen en sprællevende, robust og sine steder næsten akrobatisk spillestil, der giver fart over feltet og er stærkt underholdende. Ikke mindst, når de giver komikken en ekstra tand som flotte grønne oldenborrer med daskende følehorn eller med herligt fabulerende musesprog.

I rollerne som fæle tudser med tungen langt ud af munden får de to de små tilskuere til at sige de sjoveste lyde. Men det bliver direkte rørende, når spillere og børn i fællesskab giver hjertelyd til Tommelises kærlige genoplivning af kæmpefuglen nede i den selvbevidst brovtende muldvarps dystre gang.

Svalen er heldigvis bevaret i historien, så den kan flyve Tommelise tilbage til lyset og til åkanden i den skønne grønne natur. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder