Teater Møn inviterer nu for fjerde gang – med Tilde Knudsen og Peter Kirk som tilsyneladende utrættelige iværksættere – til den internationale festival og samling kaldet TO THE MØØN. Hvor det noget fremmedartede Ø lige bliver ekstra fremhævet for de mange fremmede gæster i form af kunstnere og opkøbere, der sammen med de lokale og danske tilrejsende bliver inviteret til forestillinger med dans, cirkus, performance, teater, musik, som bliver vist i Teater Møns egne sale på Klintholm Havnevej og på Sukkerfabrikken i Stege.
Festivalen afvikles 5.-6. oktober og arrangørerne fremhæver, at alle forestillinger bliver programsat, så det er muligt at se det hele, og at det er muligt for både kunstnere og gæster at se, spise og bo sammen. Med begrænsede pladser kræver det forudbestilling – man kan købe en halv dag, en hel dag, eller hele pakken, med eller uden overnatning.
Programmet indeholder 13 events fra Asterions Hus, Ana Jordao & Vincent Kollar, Benjamin Richter, Chameleon, Elelei, Palle Granhøj, Roman Skadra, Ulrich Hirzel, HURyCAN, Bari Kim & Henriette Groth og Marta & Kim.
Se programmet med beskrivelser af de enkelte forestillinger, spillesteder og -tider, billetinfo m.v. på https://www.teatermon.dk/oplevelser