Teatrenes InteresseOrganisation (TIO) har afholdt generalforsamling i Svendborg 15.-16. september, hvor det lokale medlem og egnsteater, BaggårdTeatret, sørgede for underholdning – dansekompagniet sART's forestilling 'Spis brød til' – og rundvisning, mens selve generalforsamlingen blev afviklet på Hotel Svendborg.
Teateravisen.dk havde ikke adgang, men fra et par af deltagerne lyder det, at såvel stemning som diskussionslyst var i top – ikke mindst formidlingstilskud og -ordning blev der snakket en del om, efter at formanden for Projektstøtteudvalget for Scenekunst på det nys overståede kulturmøde på Mors lancerede ideen om at bruge formidlingsordningens millioner til andet end billettilskud – hvilket kunne risikere at ramme de stationære børneteatre og deres publikum hårdt.
I det hele taget faldt der tilsyneladende en del opknubbede ord om Projektstøtteudvalget, der snart barsler med deres første hovedtildeling og hvor de små teatre ikke synes ganske trygge ved udvalgets hidtidige ageren.
På det rent organisatoriske plan oplevede TIO ved denne generalforsamling for en gangs skyld kampvalg til bestyrelsen, hvor slutresultatet blev, at Thorkild Andreasen fra Carte Blanche og Dorte Skøtt Bébe fra Team Teatret afløste Jørgen Carlslund (ZeBU) og Lisbeth Klixbüll (Aaben Dans). Formand Gitta Malling blev genvalgt.
Jørgen Carlslund havde forlods meddelte, at han ikke genopstillede til bestyrelsen, hvor han har været næstformand i tre år, efter tidligere at have været formand for BørneTeaterSammenslutningen (BTS) og en af drivkræfterne bag fusionen mellem BTS og Foreningen Af Små Teatre (FAST) til det nuværende TIO.
På generalforsamlingen blev det i øvrigt vedtaget at styrke organisationens faglige og politiske arbejde ved bl.a. at tilføre ekstra midler til stillinger som kommunikativ og juridisk medarbejder på sekretariatet. Som i øvrigt flytter fra kontorfællesskabet hos/med Teatercentrum i Farvergade til egne lokaler i Vartov-bygningen lige på den anden side af samme gade.
TIO er interesseorganisation for p.t. knapt 70 af landets små teatre, herunder egnsteatre og børneteatre.
Se mere om organisationen på www.tio.dk
(caj)