15. januar 2011

Tilbud til skolebørn: Kør gratis til Nordkraft

Det er ikke nogen hemmelighed hos de stationære teatre med børneteater på programmet, at skoler og institutioner har stadigt sværere ved at finde økonomi til at bringe børnene til teatrene og de kulturelle oplevelser. Udover teaterbilletterne skal skolerne også finde penge til dyr transport.

Og problemerne med at finde midler til det hele på skolerne kan mærkes på teatrenes økonomi og belægningsprocent.

Nu forsøger Aalborg Kommune og fusionsteatret Nordkraft sig så med en gratis transport-model: Som en forsøgsordning i første halvdel af 2011 tilbyder Aalborg Kommune at dække skolernes transportomkostninger, så også de skoler, der ligger længere væk fra Aalborg Midtby, kan komme i teatret. I praksis betyder det, at skolerne kan rekvirere NT-klippekort hos Skoleafdelingen, så snart de har booket billetter på teatret.

Teater Nordkraft giver også sit bidrag, idet man oveni transportordningen tilbyder en form for rabat, således at hver femte billet er gratis.

Som teaterleder Jakob Højgård Jørgensen siger i en pressemeddelelse:

»Teater Nordkraft ser det som en meget vigtig opgave at tilbyde skoleforestillinger, gerne flere forskellige i løbet af sæsonen, så der er noget for alle aldre og i forskellige genre. Men vi er også bevidste om skolernes knappe økonomi og derfor har vi i samarbejde med Aalborg Kommune lavet en plan, der kan give skolerne større økonomisk råderum til at komme i teatret. Oveni transportordningen tilbyder teatret nu skolerne en ekstra rabatordning, der betyder at hver 5. billet er gratis. Da billetpriserne hos os i forvejen er ret lave (30 kr. pr. elev), håber vi på skolernes opbakning til initiativet.«

Forsøgsaftalen mellem kommune og teater gælder frem til sommeren 2011 og for fem børne- og ungdomsforestillinger. Og er givetvis en model, som stationære teatre i andre kommuner ville sætte pris på.

Læs mere om Nordkraft på www.teaternordkraft.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne