Som led i en større dansk teaterkaravane på Cuba, arrangeret af ASSITEJ Danmark, turnerer Dansk Rakkerpak, Teater Baglandet og Sofie Krog Teater i disse dage rundt på den store og smukke ø – og har fået helt aktuel lokal dramatik med i købet efter meddelelsen om 90-årige Fidel Castros død.
Dansk Rakkerpak er i Cuba med forestillingen 'Psycho – Street Cut' (se anmeldelse) – der indtil videre har været opført både i skolegårde og på rigtige teatre.
'Psycho – Street Cut' bliver i øvrigt åbningsforestilling 13. januar i Næstved, når Dansk Rakkerpak officielt tager hul på tilværelsen som egnsteater i det sydsjællandske. Og den aktuelle turne i det milde klima i Cuba må siges at være en behagelig form for opvarmning…
I Cuba spilles forestillingen, der er komisk gadeteaterversion af Alfred Hitchcocks filmgyser fra 1960, på engelsk, men historien og spillet gik rent ind hos både børn og voksne ifølge skuespiller Niels Peter Kløft.
'I Cuba er teater ikke forbeholdt de få eller en kulturelite. Her koster en teaterbillet faktisk blot det samme som en god is henne fra kiosken på hjørnet', lyder det i en pressemeddelelse helt fra den caribiske tropeø fra Niels Peter Kløft, der er én af de i alt tre kunstneriske ledere af det nye egnsteater i Næstved.
Dansk Rakkerpak blev valgt til nyt egnsteater blandt syv ansøgere og har kontrakt med Næstved i perioden 2017-20. Læs artiklen 'Dansk Rakkerpak bliver nyt egnsteater i Næstved' og personalianoten 'Nyt egnsteater med lokale kræfter'.
(Billedet: Niels Peter Kløft møder en ung fan efter en forestilling på Teater Raquel Revuelta i Havana. Forestillingsplakaten skal selvfølgelig med hjem med autografer på. Foto: Søren K. Kløft)
(caj)