En statslig kulturpulje har netop uddelt i alt 970.000 kr. til 13 projekter, der med afsæt i forskellige kunst- og kulturformer, målgrupper og metoder arbejder med kulturudveksling mellem Danmark og Grønland. Der er bl.a. givet støtte til flere teaterrelaterede projekter for børn og unge:
* ’Oqallisigeqqusaanngitsut’ / ’Det vi ikke taler om’ – grønlandsk ungdomsforestilling, som skal lette samtalen og etablere en mere åben snak omkring sex og følelser. Forestillingen bliver en kombination af både tekststykker, musik og dans, og forestillingen vil turnere i både Grønland på grønlandsk og i Danmark på dansk. Bag projektet, der støttes med 96.137 kr., står Foreningen Teater freezeProduction, som i nogen tid har turneret i Danmark med ungdomsforestillingen ’Din historie er også min / Oqaluttuaatigut’ – en samproduktion med Naleraq Lights om generationernes møde.
* C:NTACT-fonden har fået 118.000 kr. til ’Grønlandske Stemmer’. Projektet vil i et samarbejde med det Grønlandske Hus i København danne en kunstnerisk platform for grønlandske stemmer. Projektet målrettes folkeskolens udskolingselever og afvikles på Sjælland, Fyn og i Jylland og indbefatter performative fortællinger, peer-to-peer formidling, faciliteret dialog og undervisningsmateriale.
* AVIAJA har fået 100.000 til en danseforestilling, ’Whiteout’, der belyser det tabubelagte samfundsproblem selvmord. Forestillingen co-produceres af Dansehallerne og opsættes i foråret 2025 i København, Nuuk og Torshavn. Som en vigtig del af projektet præsenteres en række forestillinger specifikt for elever i udskoling og gymnasier.
* Det Olske Orkester har fået 100.000 kr. til ’Det vandrende menneske – mellem Grønland og Danmark’. Projektet vil i et samarbejde mellem grønlandske og danske kunstnere, akademikere og kulturarrangører åbne et fælles undersøgende og kritisk rum for de dybere og mere komplekse fortællinger om Danmarks koloniale og postkoloniale rolle i Grønland. Det gøres kunstnerisk gennem forestillinger, udveksling med gymnasier/folkeskoler, workshops i fysisk teater og maskedans, research og residency, debataftener og artist talks.
* Emil Skjervedal har fået 60.000 kr. til ’Tupilak – Inuuna og ånderne’, der vil udvikle et spil, som integrerer grønlandsk tradition med moderne fortællinger. Spillet er målrettet 4-8-årige og sigter mod at udbrede kendskabet til og forståelsen for grønlandsk kultur og livsstil, samt spejle grønlandske børns hverdag.
Man kan læse mere om alle de støttede projekter på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside.
Sidste år var en af puljens støttemodtagere Teatergrad, som fik 100.000 kr. til projekt ’HOTspot – RIGSFÆLLESSKABET’, der havde premiere 29. april og skal spille i Danmark, Grønland og Færøerne og turnere i 2024 og 2025. ’HOTspot’, der har en aldersgrænse fra 15 år, præsenteres som en hybrid teater-udstilling, hvor der stilles skarpt på forholdet mellem Danmark, Grønland i et publikumsinvolverende udstillingsformat. Det sker med kunstudstilling, dramatik, musik, lyrik, journalistik og billedkunst. Se mere på https://www.teatergrad.dk