Theatret Thalias Tjenere har besluttet, at sæson 2021-2022 skal være deres sidste. Det meddeler det århusianske masketeater i en vemodig pressemeddelelse.
Theatret Thalias Tjenere blev stiftet i 1993 af en lille flok nyuddannede skuespillere fra Dell’Arte International School of Physical Theatre i Californien – herunder amerikanske Stephan Vernier og danske Linda Vernier – og fik base i Aarhus.
I 1996 lavede teatret deres første masker og har siden lagt et stort og målrettet virke i udviklingen af et moderne dansk masketeater. Man har turneret med en lang række repertoireholdbare forestillinger for alle aldre – men dog med fokus på børne- og ungdomsteatret.
’Vi kan med varme og stolthed se tilbage på 29 år, som har været rige og diverse, fyldt med gode oplevelser, udfordringer og inspirationer, rejser til nære og fjerne lande, samt – og nok det mest væsentlige – ufattelig mange møder med det mest fantastiske publikum, man kunne ønske sig. Man oplever lidt af hvert på landevejen, og det er blevet til en skattekiste af sjove, kraftfulde, pudsige og livlige minder’, lyder det i pressemeddelelsen.
Her kommer man også ind på det store pres, der ligger i at producere forestillinger og drive et teater på økonomisk usikre vilkår med lejlighedsvis offentlig støtte:
’Det altomfattende projekt at drive et uafhængigt, nyskabende turnerende teater kræver meget af alle de involverede. Den kunstneriske barre har altid været sat højt, og vi har altid bestræbt at afsøge nye veje. Det har ikke efterladt plads til meget andet. Projektet har været drevet af hjertet, og derfor er det naturligvis næsten umuligt svært at stoppe. Når vi alligevel vælger at gøre det nu, er det et udtryk for, at vi gerne vil kunne slutte dette kapitel med ynde og taknemmelighed. For netop at skabe plads til nye kreative konstellationer, nye medier, og nye samarbejder'.
Men man har ikke set det sidste til det kunstneriske virke, som har været teatrets signatur, lover man:
'Vi elsker stadig teater, elsker stadig masker, og elsker stadig at være kreative og skabende, og tiden er nu inde til at tage hul på næste kapitel, hvor vi fortsat ønsker at bidrage til verden med nye og gamle historier – og gerne med gode grin’.
(Billedet: Thalias Tjenere har været kunstnerisk frontkæmper for dansk masketeater i årtier – nu lukker teatret ned. Foto: Thalias Tjenere)
(caj)