Forsøgsstationen, der i december modtog Initiativprisen fra Danske Teaterjournalister for sit eksperimenterende virke som værksted for professionelle scenekunstnere – herunder et aktivt værested for en række børneteatre og børneteaterfolk (se artiklen) – fortsætter ufortrødent med arrangementer og workshops i det nyt år.
I februar kommer der således fornemt besøg hos Forsøgstationen på Vesterbro, når en af veteranerne fra det berømte franske Le Théâtre du Soleil, Duccio Bellugi, står for en workshop fra 18.-23. februar.
’The Art of Mask Work’ henvender sig – modsat en række af de åbne arrangementer på Forsøgsstationen – udelukkende til professionelle scenekunstnere, og med udgangspunkt i Théâtre du Soleils arbejdsmetoder og principper i spillet med Topeng- og Commedia dell'arte-masker handler workshoppen om at udvikle skuespillerens fantasi.
Kurset er struktureret i to hoveddele: Kropsarbejde, rytmisk- og musikalsk bevidsthed & improvisationsarbejde, undersøgelse af fysisk transformation.
Duccio Bellugi (skuespiller, instruktør og scenograf) er uddannet på Marcel Marceau Skole, og har studeret på skolen ved Pina Bausch, Jacques Lecoq, Étienne Decroux, og Annie Fratellini. Fra 1987 har Duccio Bellugi arbejdet på Théâtre du Soleil – der blev stiftet i 1960´erne af Ariane Mnouchkine som en reaktion mod de traditionelle teaterinstitutioner i Frankrig – og han har i perioden deltaget i alle teatrets forestillinger og film.
Man kan få mere at vide om workshoppen og adgangsbetingelser m.v. på www.forsoegsstationen.dk
(caj)