17. november 2021

Teatrene er nu inviteret til Aprilfestival 2022

Når Aprilfestival 2022 rammer Esbjerg fra 27. marts til 3. april, er det tredje gang, at den vestjyske kommune er vært for verdens største festival med teater for børn og unge.

Esbjerg var således vært i 1983 (55 teatre, 100 forestillinger, 240 opførelser) og i 2010 (108 teatre, 165 forestillinger og 640 opførelser) – og næste års festival forventes at blive en anelse større end 2010-udgaven.

Nu er det i hvert fald ved at være tid for landets mange turnerende teatre med forestillinger for børn og unge at beslutte sig. Forleden fik teatrene nemlig invitation fra Teatercentrum til at deltage i 'Aprilfestival – teater for små & store 2022' – hvor adgangskravet er, at der skal være tale om forestillinger for børn og unge mellem 0-16 år, som er refusionsberettigede i sæson 2022/23.

Sidste frist for tilmelding er mandag den 20. december!

Teatrene har i invitationen fået udførlig information om proceduren. Det sker via Tereba ((TEaterREgisterBAsen), hvorefter forestillingerne overføres til Finbas (FestivalINformationsBAsen), der er modtagelig for ændringer frem til 10. januar 2022.

Men lige inden jul er der altså nogenlunde ædruelig info om den forventede størrelse på den kommende festival, hvor der spilles lukkede forestillinger på skoler og institutioner i hverdagene og offentlige forestillinger hverdags-eftermiddage på udvalgte spillesteder i kommunen, mens den afsluttende weekend byder på alle festivalens forestillinger på spillesteder i Esbjerg By. Alle offentlige forestillinger er som vanligt med gratis adgang.

Netop denne unikke ting er noget, som udlandet møder med forundring og misundelse. Festivalen besøges nemlig under normale omstændigheder af op mod 120 internationale gæster fra 20-30 forskellige nationer i form af opkøbere/formidlere, festivalarrangører, skuespillere og instruktører, hvis primære interesser som hovedregel er at se forestillinger og udvide deres internationale netværk. 

Også de mange formidlere i form af teaterkontaktlærere, pædagoger, bibliotekarer og kulturkonsulenter, der kommer for at se forestillinger inden de køber til deres institutioner, forventes tilbage i normalt antal til festivalen i Esbjerg.

Forberedelserne til Aprilfestival 2022 har været i gang længe og intensiveres nu op mod afviklingen. Man kan følge med i udviklingen via festivalens hjemmeside www.aprilfestival.dk og på de sociale medier.

(Billedet: Plakaten, der skal promovere Aprilfestival i Esbjerg 27. marts-3. april 20202, er lavet af Lærke Cecilie Overgaard Hansen) 

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne