Titlen er lige så enkel, som den er sand: ‘Teater i Danmark’!
ITI Årbog 2007-2008 er som altid en prisværdig samling af en hel teatersæson, smukt illustreret og med det store indeks-afsnit, som gør det nemt og overskueligt at finde frem til sæsonens forestillinger, dramatikere, instruktører, scenografer, koreografer og medvirkende, hvis man ikke er rykket direkte ind i den teater-alfabetiserede hovedtekst.
Takket være medarbejdere ude på teatrene, der frivilligt og samarbejdsvilligt har tastet ind i databasen, er langt de fleste teatre og forestillinger med, men Teaterårbogen kan fortsat ikke kaldes den ultimative opgørelse over sæson 2007-08, fordi en del teatre ikke har ønsket eller orket at lade sig registrere. Herunder desværre mange af de små og ikke så produktive børneteatre. Også en del projekter mangler, mens andre findes under de gæstespilsscener, hvor de har opført deres forestillinger – bl.a. Dansescenen, Entrescenen, Kaleidoskop, CafeTeatret etc.
Årbogen indledes vanen tro med oversigtsartikler for voksenteatret (Kunst og forretning: Lars Wredstrøm. magister i teatervidenskab og teateranmelder på dagbladet Børsen), børneteatret (Et teaterlandskab i evig forandring:
Carsten Jensen, redaktør af Børneteateravisen), dansen (Da dansen satte verden på hovedet: Anne Middelboe Christensen, anmelder fra Information/Børneteateravisen) og operaen (Guantanamo og Wagner i Esbjerg: Thomas Michelsen, musikredaktør og anmelder ved Dagbladet Politiken) – og disse artikler har man for andet år i træk også fundet ressourcer til at oversætte til engelsk.
Nedenfor bringes årbogens tekst om børneteatersæsonen 2007-08:
BØRNETEATERSÆSONEN 2007-08: Et teaterlandskab i evig forandring
Trods utålelige støtte- og produktionsvilkår vrimler det fortsat med spændende, skæve, rørende, nyskabende og dybt professionelle udspil fra de danske børne- og ungdomsteatre.
Ganske som de store teatres sæsonplaner er også børneteatrenes cyklus på mange måder identisk fra år til år: De stationære teatre leverer to-tre egenproduktioner, inklusive eller måske plus en juleforestilling – og så er der ellers dømt gæstespil i større eller mindre omfang fra deres turnerende kolleger – som normalt starter bilerne i august/september og kører landevejene tynde frem til maj. Kun afbrudt af ny opsætninger, første store festival i september og den helt store messe i april, hvor de fleste teatre bedyrer, at omsætningen for den kommende sæson skal skabes.
I visse år brydes de to store festivaler så af biennale tildragelser som dukketeaterfestivalen i Silkeborg i november og Caravanen i august/september samt en masse mindre og/eller lokale festivaler (Næstved, Hjørring, Vanløse m.fl. Samt for mange teatres vedkommende behagelige opbrud i form af turneer i udlandet.
Men også i teatrenes helt interne kunstkalender skabes der enkelte nybrud, når man tager livtag med nye genrer eller lader en helt udefrakommende instruktør bemægtige sig produktionsapparatet.
I sæson 2007-08 skete det med absolut størst held i Teatret Møllens formidable ‘Oskar’ – hvor den engelske instruktør Alex Byrne fra den multinationale teatergruppe New International Encounter atter berigede et dansk børneteater (som det tidligere er sket i Fair Play og Odsherreds co-produktion, ‘Woyzeck’ ) med sin særlige teateroptik.
I centrum er den ni-årige Oskar, der forsøger at overleve sorgen over at have mistet sin far i terrorangrebet 11. september i New York. Ole Sørensen, der spiller Oskar med såvel overskæg (!) som stor indføling, demonstrerer endnu engang, at han er en af Danmarks bedste skuespillere (og ikke kun for børn) – men han får eminent opbakning af ensemblet Connie Tronbjerg, Klaus Andersen, Margit Szlavik og Kurt Bremerstent.
Det er humoristisk, rørende og begavet teater, som enhver, der stadig tror, at børneteater er noget med søde dukker, pussenussede fortællinger eller banal hverdagsrealisme – burde tvangsindlægges til at overvære.
Også Batida forsøgte sig med en helt ny instruktør (Vibeke Wrede) i ‘Fargo & Søn’, der lagde nye og velkomne fortællemæssige dimensioner til det ellers så musik’infiltrede’ gruppeteater.
Men at også et teaters ‘faste’ instruktør kan finde guld, var Fair Plays ‘Milkwood et fremragende eksempel på. Her leverede Robert Parr i Michael Ramløses fine oversættelse en fabulerende bearbejdning af klassikeren ‘Under Milkwood’ – walisiske Dylan Thomas’ mesterværk fra 1950’erne, der egentlig var skabt som en slags radioteater. Fair Play lavede det til en fængslende collage af menneskeskæbner i en særpræget lyssætning. Med masser af eftertanke, men desværre indtil videre med alt for lidt respons fra formidlerledet i form af salg – i en tid, hvor ungdomsforestillinger præges vel rigeligt af virkelighedsteater.
Og ellers ikke et ondt om netop det – for det var sådan en størrelse, der løb med Reumert-prisen for Årets Bedste Børneteaterforestilling. Holbæk Teaters ‘Gidsel’ var dog med en vis originalitet hensat til en bus, der kører rundt med publikum, mens et Romeo og Julie-agtigt drama om kærlighed og tvangsægteskaber i indvandrermiljøet udspilles i det snævre ‘scenerum’.
Manden bag ordene var Jesper B. Karlsen, der dermed scorede endnu en Reumert-pris for sin evne til at skrue en god historie sammen. Første gang var i 2004 med ‘Nikio og den store samurai’ hos Zangenbergs Teater, men samme Karlsen er i øvrigt storleverandør til dansk børneteater og et yderst vellykket produkt af BørneTeaterSammenslutningens Dramatikervæksthus-projekt.
Ovennævnte forestillinger kunne i øvrigt alle opleves på den store børneteaterfestival i april 2008 i Næstved (101 teatre, 164 forestillinger og et samlet antal opførelser på 559) – hvor kommunens nyslåede egnsteater, Det Lille Turneteater, bl.a. viste flaget med en barbershop-inspireret perle, ‘Sigurd og Brynhilde’. Anmelderne – herunder Børneteateravisens Anne Middelboe Christensen – var i hvert fald ikke i tvivl: »Ikke noget med at være bange for Wagner. Ikke noget med at frygte indviklede heltesagn. Bare to smækre sild og to machomænd med en mikrofon i hånden. (…) Det lille Turnéteaters nye forestilling har en forførende energi over sig. (…)Karsten Johansens tekst er lige så ligetil, som hans sangreplikker er skæve og mystiske. Alt kommer til at rime på den mest mundrette facon. Vildt sprogligt opfindsomt og meget tættere på rappens univers end på operaens. Og meget sjovere. De fire performere har tilsvarende overrumplende sangstemmer, tilsyneladende lige så naturligt begavede og garvede inden for barbershop som inden for kelterballader og rock og salmesang«.
Så gik det mere fredsommeligt for sig med en anden af festivalens og sæsonens store oplevelser, Teatret Trekantens ‘Englen & Den Blå Hest’. En mimisk, uhøjtidelig, poetisk fortælling om den rare – og meget barnlige – Gud, spillet af Bo Stendell Larsen med charme, høstakkehår og hang til modellervoks, som hele tiden vil lege med Englen, Tom Rosendal, der må agere den fornuftige af de to kære væsener. Men det hele handler jo om kærlighed – og især det at blive holdt af…
DEN følelse havde Vejle Kommunes kulturudvalg tydeligvis ikke over for Trekanten, for kort før sæsonafslutningen blev det bekendtgjort, at man stopper tilskuddet til det lille, velspillede egnsteater (to Reumert-nomineringer til Årets Børneteaterforestilling i 2004 og 2006), så det nu lukker med udgangen af marts 2009. Man vil hellere købe lidt turnerende børneteater og så bruge penge til Det Ny Musicalteater, der består af en telefonsvarer med en lejlighedsvis Peter Aude i den anden ende…
Skammeligt og skræmmende – når nu dansk børneteater har så meget at vise frem. For som det fremgår af ovenstående, laves der trods manglende tilskud, manglende salg, manglende opmærksomhed (bortset fra a-kasse-tyranniet, der sender de freelance-baserede børneteaterfolk i jobtræning næsten inden de har forladt scenen efter seneste engagement) stor og nødvendig kunst for de små mennesker.
Andre fine eksempler fra sæsonen på, at dansk børne- og ungdomsteater kan byde på nyskabende overraskelser blev bl.a. leveret af Teaterværkstedet Madam Bach, der med sin ‘Regn’ demonstrerede, at det KAN lade sig gøre at spille for de nul-årige (!) og op. Gertrud Exner og Claus Carlsen tuller rundt i en dryppende og farverig scenografi, hvori også tilskuerne er anbragt, og frembringer fornemmelser og lyde, så ikke en ble er tør…
I den modsatte ende af aldersspekret (15 år og op) fandt man AbstraXteater med ‘Verbale Pupiller’, der består af 26 unikke forestillinger, hvor bl.a. usammenhængende tekststykker læses op af Bo Stendell Larsen og kumpaner til publikums desorienterede fornøjelse. Men skal man altid forstå teater? For Larsen er det et forsøg på at bryde ud af en krampagtigt vedtaget dramaturgi og udfordre teatrets rammer.
En noget mere trist udfordring ramte statsensemblet for børneteater, Corona La Balance, der trods et væld af fine forestillinger og mange initiativer sæsonen igennem alligevel fik dødsstødet leveret i form af en nedsat driftsbevilling for 2008-09 og derefter lukkes statsensemblet ned – mens fusionsteatret agter dog at fortsætte som almindelig producerende teater.
På den baggrund var det måske ikke urimeligt, at der gik lort i teatrets effektfulde dramatisering af Alfred Jarrys klassiker, ‘Kong Ubu’ – som blev fornemt ommøbleret til de 8-12-årige, der bl.a. kunne fornøje sig med en gennemført latrinær scenografi med mobile wc-kummer, flyvende toiletruller – og fornemt spil af Jan Overgaard Mogensen og Øjvind Kirchhof i Lotte Faarups instruktion.
Ellers har statsensemblet vist flaget i et af de forskellige samarbejdsprojekter, der er en mulighed for at udfordre den økonomiske og dermed medfølgende kunstneriske. Både med andre små teatre og med de store teatre.
Som det bl.a. blev demonstreret af Corona La Balance og Århus Teater i ‘Forestillingen om Kejserens Nye Klæder’ – et interaktivt multiteaterstykke, der fandt sted i Århus i efteråret 2007. Og i ‘Fucking Aalborg’ hvor byens to mindre teatre, Jomfru Ane og Jako-Bole, gik sammen med Aalborg Teater om en ungdomsforestilling.
Et turnerende brag af en co-produceret ungdomsthriller blev dog leveret af BaggårdTeatret og Mungo Park, der med ‘Opsang’ giver syv teenage-typer med grovfilen i en hamrende musikalsk og politisk ukorrekt gennemgang af de syv dødssynder. Heinrich Christensen står for både manuskript og instruktion, mens trioen Nils P. Munk, Rikke Bilde og Jonas Munck Hansen afliver den ene snotdumme karakter efter den anden.
Andre gode og spændende udspil i sæsonen fra børne- og ungdomsteatrene kunne med fordel være omtalt. Til gengæld undlades her bevidst alt det ligegyldige og endog uacceptable, der også er en del af området, når 130 refusionsberettigede børne- og ungdomsteatre er på banen. Om end under halvdelen er i stand til at eksistere som fuldtidsforetagender.
Et af de kun lejlighedsvist støttede teatre fik dog lidt tiltrængt opmuntring, da Erik Viinberg, teaterleder på Teater NEO, det tidligere Mariehønen, i forbindelse med Horsens Børneteaterfestival fik overrakt Horsens Kommunes Børneteaterpris for de ærlige og kraftfulde forestillinger, som teatret har stået for i alle de 20 år, som Viinberg har været med. Senest har teatret bl.a. brilleret med danske udgaver af rungende sorte ungdomsforestillinger fra australske Zeal Theatre, ‘Boomerang’ og ‘Et stenkast herfra’
Og mens vi er ved hædersbevisningerne, så fik Nørregaards Teater Danmarks Teaterforeningers pris for Årets Børneteaterforestilling med småbørnsforestillingen ‘To uhyrer’ – et fornøjeligt antikrigsstykke for de 3-9-årige med gummifjæset Finn Rye og finurlige Klaus Andersen i de to roller som skaldede uhyrer med meget lidt mellem ørerne..
Gitte Kath fra Møllen fik ved samme lejlighed Danmarks Teaterforeningers Hæderspris for sit innovative arbejde for teatret som instruktør og scenograf gennem årtier. »Det kan beskrives som en slags fusion mellem den visuelle billedkunst-inspirerede scenografi og det poetisk underfundige sprog«, lød det bl.a. fra motivator og DT-formand Henrik Flygare.
Også internationalt løber danske børneteatre og børneteaterfolk lejlighedsvis med priser, og det er ingen hemmelighed, at danske børneteatre ofte føler sig betydeligt mere værdsatte og feterede i udlandet.
Med Assitej Danmark som samlende organisation for de fleste af de rejselystne børneteatre viste statistikken for 2007 – man har valgt at opgøre rejseriet på kalenderår og ikke sæson – at 32 teatre var på til sammen 81 turneer med 54 forskellige produktioner, hvilket beløb sig til i alt 576 opførelser. Det skete i Østrig, Irland, Cypern, Slovenien, Serbien, Frankrig, Israel, Canada, Tyskland, Kina, Kroatien, Hviderusland, Tyrkiet, Sverige, USA, Skotland, Polen, Holland, Spanien, Rusland, Burkina Faso, England, Indien, Norge, Tasmanien/Australien, Grønland, Belgien, Færøerne, Estland, Japan, Luxembourg, Tjekkiet, Italien og Litauen…
Dertil kommer, at det internationale samarbejde, som ASSITEJ står for, i sæson 2007-08 blev omkranset af hele to ‘fremstød’ i Kina. Nemlig i maj 2007 med tre danske børneteatre og i juni 2008, hvor syv danske børneteatre drog til Shanghai med troen på, at dialog er vigtig. Shanghais fornemste teater, Shanghai Dramatic Arts Centre, havde dem til at skabe en festival, ‘New Tales’, for børn og unge. Det var første gang, at teatret overhovedet åbnede sine døre for børneteater – hvilket kan ses som endnu en tilkendegivelse af det danske børneteaters internationale format.
Med International ASSITEJ’s beslutning i maj om at tildele Danmark og Sverige (dvs. København og Malmø) værtskabet for den næste verdenskongres i 2011 får også de organisatoriske kræfter i børneteatret lejlighed til at vise formatet…
Arrangørerne håber, at verdenskongressen kan give megen omtale og medvirke til at synliggøre børneteateruniversitet.
Her forsøgte Hans Nørregaard sig dog på helt egen hånd, da han i november 2007 udgav sin venlige beretning om 30 år med børneteater (‘Nogle ting er altid de samme og nogle ting forandrer sig’) – og biografier fra området har det bestemt skortet på.
Børneteatret VAR også at finde i den stort anlagte videnssamling, ‘Gyldendals Teaterleksikon’ kaldet, som Alette Scavenius var bagkvinde for – men det var i mindre bidder. Og i øvrigt ramt af den mangel på aktuel opdatering, som slige værker hurtigt kommer til at lide af.
Og det er måske en lidet begavet genvej til at nævne en af flere grunde til, at BørneTeaterAvisen afsluttede sæsonen ved at udkomme for sidste gang – som papiravis altså. Efter sommerferien åbnede i stedet netportalen www.boerneteateravisen.dk i et forsøg på at aktualisere og intensivere formidlingen af børneteater i offentligheden.
Samtidig med at børneteatrene selv heldigvis fortsætter med at producere beviser for deres eksistensberettigelse