Det var kulturminister Brian Mikkelsen (K), der besluttede sig for at nedsætte et teaterudvalg, men det blev kulturminister Carina Christensen (K), der udpegede udvalget i slutningen af 2008 – og nu bliver det så kulturminister Per Stig Møller (K), der modtager rapporten fra udvalget.
Først var det meningen, at rapporten skulle ligge klar i slutningen af 2009, siden er den blevet skudt et par gange – og nu forlyder det, at minister Møller lige vil kigge den færdige rapport igennem, inden den rammer offentligheden. Hvilket så skulle ske lige efter påske…
Så det er altså ikke de hurtige bevægelser, der kendetegner processen. Udvalget, der har Lars Seeberg som formand og teatermanden Staffan Valdemar Holm og teaterskribent Monna Dithmer fra Politiken som medlemmer, skal ifølge kommissoriet ikke levere egentligt ’lovforberedende’ arbejde, men snarere pege på udfordringer og løsningsmodeller for scenekunsten i Danmark.
Mens udvalget har arbejdet og kulturministre er kommet og gået, har teaterlivet måtte døje med mange udskudte beslutninger, men nu skulle der så snart være noget at snakke om.
Men altså ikke på det ellers stort anlagte møde for teaterfolket, som afholdes på Taastrup Teater 27. marts i anledning af den internationale Verdensteaterdag. I stedet for at snakke teaterudvalgsrapport har man derfor nu valgt et netværksmøde med scenekunstens globalisering som tema.
Verdensdagen markeres dog stadig ved, at Pia Rosenbaum læser det årlige The World Theatre Message, der i år er skrevet af den engelske skuespiller Judi Dench.
Siden går det slag i slag med indlæg fra bl.a. Scenekunstudvalgets formand, Mikkel Harder Munck-Hansen, kommunikationsekspert Christian Have m.fl. Inkl. Teatercentrums sekretariatsleder, Henrik Køhler, der skal fortælle om børneteatrenes internationale succes.
Mens vi venter på teaterrapporten…