14. december 2015

Teaterøen kalder!

Teaterøen er i fuld gang med at definere og udvikle rammerne for et virke som produktionshus, spillested, kompetencecenter, publikumsmagnet, værested for kunstnerisk mangfoldighed m.v.  på den yderste spids af Refshaleøen, der for de mere geografisk ukyndige er en del af Amager.

Derfor inviterer man i løbet af vinteren til en en række visions- og drømmemøder, hvor folk og fæ kan møde op og give deres besyv med. Det første blev afholdt 10. november med fokus på 'Teaterøen som produktionshus' – og 14. januar følger det næste, der vil koncentrere sig om 'Teaterøen som kompetencecenter for den publikumsinddragende scenekunst' – selvom man gerne vil finde et andet og bedre ord for denne interaktive genre, som stadigt flere – også og ikke mindst børneteatre – kaster sig over i disse år.

Visionsmødet er 14. januar fra kl. 15-20 i  Teaterøens Café, William Wains Gade 11, Refshaleøen, 1432 København K.

Programmet offentliggøres løbende, men vil bl.a. bestå af tre-fire oplægsholdere og dialog – og afsluttede mad for interesserede. Arrangementet er gratis, men medspisning koster 75 kr. (tilmelding til helle@teateroen.dk)  

Se mere om stedet på www.teaterøen.dk – og læs om Teaterøen i artiklen 'En ø fuld af muligheder og mangfoldighed'.

***

Udover at få besøg af folk med gode ideer og tanker til visionsmøder m.v., søger Teaterøen i øvrigt også helt konkret frivillige til foråret, hvor der skal afvikles festivaler, forestillinger, workshops m.v.

De frivillige skal primært give en hånd med i teaterprojektets hovedhus, der er en gammel marinekaserne og bl.a. her har cafe og teatersal.

Til gengæld for indsatsen tilbyder Teaterøen gratis adgang til forestillinger og sociale arrangementer m.v. – og muligheden for at sætte præg på et teatersted i udvikling.

Interesserede kan sende en mail til carlos@teateroen.dk

(Billedet: Frivillige har køkkentjans på Teaterøen ved en tidligere lejlighed. Foto: Teaterøen)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne