(28.3.2011) Tidligere hed forestillingerne ’familieteater’. Altså de forestillinger, som de store teatre producerede i håbet om at sælge billetter til ’hele familien’. De forestillinger, som havde en happy end – og de forestillinger, som ikke bød på mere gys og vold og sex, end at de også godt kunne præsenteres for de 6-14 årige.
Nuvel, disse familieteaterforestillinger varede typisk to en halv time – inklusiv pause til sodavand og slik – og det var lovlig længe for de mindste, der så troligt sad og sov. Samtidig følte teenagerne sig ofte helt udenfor, fordi forestillingerne virkede barnlige. Måske var forestillingerne egentlig mest for skolestarterne og bedsteforældrene…
Nu hedder de mest populære familieforestillinger på landsdelsscenerne ’teaterkoncerter’. De mere traditionelle familiemusicals er blevet afløst af teaterkoncerter. Teatrene har droppet deres familiesamlende funktion hen over generationerne. Nu er det de unge, som er i fokus – og de unge, der lefles for. Altså de 14-18 årige, som ellers er så svære at få i teatret, hvis de skal lokkes af sted på egen hånd, helt uafhængigt af skole og forældre.
Jovist, forældrene må gerne komme med. Men det bliver på de unges præmisser, for teaterkoncerternes idealer er teenagekulturens tempo og lyd – og den unge æstetik i det hele taget.
Spejderudflugt er hot
Denne sæson bugner med eksempler på vellykkede teaterkoncerter. Her dundrer både den energi og den fandenivoldskhed, som tydeligvis tiltaler de unge.
Seneste premiere har været ’Hvid magi’, altså Anne Linnet Teaterkoncerten på Edisonscenen under Betty Nansen Teatret. Her har den nyuddannede instruktør Elisa Kragerup iscenesat Anne Linnets sange som en grotesk spejderudflugt for frustrerede kvinder i knæstrømper og løbemascara. Her er kvindekamp og kvindeudmattelse og kvindedrømme om kærlighed og sex – og det er tydeligvis et teaterbillede, der får både teenagerne og deres mødre frem på stolen.
På Gasværket sker det samme. Her er ’Bob Dylan Teaterkoncerten’ kommet fra Aarhus Teater med en hoben storsyngende Frelsens Hær-performere indespærret i en religiøst dekadent verden, hvor alt er overproportioneret – fra de hyperbrede døre til den alt for enorme Bibel.
Jylland er med på dillen. I Holstebro indledte det nystartede teater Black Box sit repertoire i november med teaterkoncerten ’Stupid Man’ over Thomas Helmigs sangunivers – peppet op med football-benskinnemænd og vægklatrende trekkere på vej mod et vestjysk Himalaya. Bryan Rice trak teenagepigerne til – og fyrene kunne studere nycirkusfænomenet Anders Astrup i frygtløse stunts oppe under loftsbjælkerne.
Og i Aalborg fik Teater Nordkraft sin egentlige ilddåb med forestillingen ’Nordkraft’. Her fik teenagepublikummet billedet af social undergang kastet lige i ansigtet gennem Jakob Ejersbos historie om junkier og pushere og naive piger. Skuespillerne hamrede selv i et ambitiøst trommesæt og flåede i nogle strenge på et spillegulv lige uden for scenens centrale menneskeakvarium. For musik skulle der til. Heavy, altså.
Musicals er not
Satsningen er forståelig. De traditionelle musicals tiltrækker umiddelbart et ældre publikum. Okay, ’My Fair Lady’ har måske klaret skærene og vokalerne på grund af hotte Cecilie Stenspil og Charlotte Munck. Og ’Mamma Mia’ i Tivoli og ’Wicked’ på Det Ny Teater har fanget teenagerne ind, fordi disse musicals ikke bare er skabt for teenagerne, men som også handler om dem selv.
Derimod har ’Sweeney Todd’, der gik på Odense Teater sidste år, og som kommer op på Aarhus Teater om lidt, tydeligvis en helt anden appeal end teaterkoncerterne…
Musical virker gammeldags, fordi dialogen bærer forestillingen – og fordi sangen underordner sig handlingen. I teaterkoncerten er det omvendt: Her er det sangene, der bærer scenerne og figurerne. Og det tænder tydeligvis de unge.
Teaterkoncerten er blevet et nyt bud på en scenisk fusion, der kan ramme følelsen af koncert, men stadig være teater.
Og det er vel her, at nøglen til teaterkoncerternes succes med teenagepublikummet ligger og glimter: De unge skal helst ikke kunne mærke, at de er i teatret. De må faktisk gerne lokkes til at tro, at de nærmest bare er til koncert. Så dukker de måske endda også op i teatret en anden gang…
