31. august 2009

Teaterdage i Pressen

Dagbladet Politiken har taget initiativ til en slags teatermesse 11.-13. september, der foregår i rustikke rammer i form af bladhusets gamle trykkeri i kælderen på Politikens Hus på Rådhuspladsen.

Over tre dage vises der smagsprøver fra teaterforestillinger, musicals, opera og ballet i den kommende sæson. Desuden vil flere teatre have en stand på messen, ligesom det vil være muligt at møde teaterfolk og købe billetter til forestillingerne, når disse vises på ‘rette sted’.

Der skal løses billet til hver af dagene (70 kr.), der er delt op i ‘musikdramatisk dag’ (fredag), ‘teaterdag’ (lørdag) og ‘børneteater/familieteaterdag’ (søndag) – og arrangørerne forventer op mod 2.000 teaterinteresserede over de tre dage.

Af gamle kendinge fra børneteaterområdet kan man møde Holbæk Teaters store rockteaterkoncert, ’69’ (fredag), inden det for alvor går løs søndag, hvor der er udpluk fra bl.a. Jytte Abildstrøm Teaters ‘Takt og tone’, Vestvoldens ‘Fuglen fra Afrika’, Grethe Mogensens Familieteaters ‘Cirkus Mikkelikski’, Bellevue Teatrets ‘Folk og røvere i Kardemomme By’, Teater Hunds ‘Tab & Vind’, Comedievognens ‘Alfons Åberg’, Teatret Bag Kroens ‘Kejserens Nye Klæder’, Corona La Balances ‘100 historier og 1 til’ samt et par uddrag fra Det Kgl. Teaters ‘Nøddeknækkeren’.

Programmet opdateres løbende, og man kan læse mere om tid, indhold m.v. på dette link
.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne