En af de danske forestillinger på dette års udgave af den internationale dukketeaterfestival Festival of Wonder i Silkeborg 9.-12. november (se reportagen 'En doven hund og en livlig festival') var 'Ræven går derude'. Det er en samproduktion mellem Det Olske Orkester og Teatret Værk, men samtidig også et konkret resultat af et flerårigt forsøg, som Øyvind Kirchhoff har haft i gang på Forsøgsstationen i København under overskriften 'Skuespilleren og Übermarionetten' – og med udgangspunkt i, at såvel dukketeatret som skuespillerens teater er under forandring.
Og i 'Ræven går derude' leger forestillingen så med at placere dukker som masker på skuespillerens egen krop og blande teatrets forskellige genrer.
Nyt scenisk udtryk
Øyvind Kirchhoff fortæller, at næsten hele holdet bag 'Ræven går derude' har været deltagere i forsøget 'Skuespilleren og Übermarionetten'.
»Skuespillere som dukkespillere har undersøgt sammen. Vi er gået på opdagelse i hinandens metoder. Vi har delt kunstneriske ideer og tanker. stærkt inspireret af teaterteoretiker Edward Gordon Craigs tanker og ideer om 'Übermarionetten' – en slags supermarionet og den ideelle skuespiller med en spillestil fri fra psykologi og realisme.
Vi har ønsket gennem undersøgelsen af skuespillerens og dukketeatrets sceniske udtryk at tage det bedste fra begge verdener og blande udtrykkene til nyt scenisk udtryk. Det handler altså ikke blot om, at skuespilleren nu også har lært at føre dukker, og dukkespilleren er blevet skuespiller,« siger han.
Dukker på skuespillerens krop
»I 'Ræven går derude' har vi gennem konkrete fysiske benspænd og obstruktioner set, hvordan begrænsninger kan frisætte og åbne nye muligheder for skuespilleren og for dukkespillerens sceniske udtryk.
Vi har forsøgt at forandre skuespillerens og dukkespillerens tyngde, holdning og balance gennem scenografens kostumer eller objekter og dukker fastspændt på skuespillerens krop som en anden hud, krop og maske,« fortæller han og kommer ind på nogle af de dyrefigurer, der befolker forestillingen, hvor dukker og masker er kreeret af Rolf Søborg Hansen, der også selv deltog som dukkespiller i forsøget 'Dødens æstetik'.
Søborg Hansen har også sammen med instruktør Rolf Heim været forgangsmænd for en række meget roste voksen-dukketeaterforestillinger på Bådteatret, som Øyvind Kirchhoff betegner som et modigt forsøg på at forny dukketeatret.
»Karakteren Løven i forestillingen er en kæmpe maske af et løvehoved, som dækker hele kroppen og ikke kun ansigtet. Ulvens trædukkehoved holdes op foran dukkespillerens eget ansigt og dukkespillerens krop bliver ulvens bevægelser. Katten er en dukke og en boa og hud om dukkespillerens krop, og Ræven i forestillinger tager maske på og af og har sågar en rævedukke i spil i hånden.
I den kreative proces leger vi med en næsten iscenesat ukontrollerbar situation, der åbner for det uventede,« fortæller Øyvind Kirchhoff.
Den blinde vinkel
»For alle karakterer i forestillingen gælder det, at ansigtsmimikken synes begrænset – at sammenspillet kan synes begrænset, for man kan ofte ikke se til siden eller vende sig. Orienteringer på scenen er også begrænset, for publikum sidder på alle fire sider som i et cirkus.
Og netop på grund af disse obstruktioner af bevægelsesmuligheder udvikles en anderledes kropslig, sanselig og sårbar kommunikation og spil i rummet med publikum. Vi undersøger vores egen blinde vinkel og begynder at se os selv og andre i nye perspektiver,« fortæller Øyvind Kirchhoff, der i den forbindelse bl.a. nævner den polske instruktør Tadeusz Kantor som inspirationskilde for den netop afsluttede tredje forsøgsfase på Forsøgsstationen med skuespillere og dukkespillere.
»Han brugte dukker i sine forestillinger sammen med skuespillere. Dukkerne på scenen virkede mange gange mere levende og livagtige end skuespillerne, der bevægede sig som zombier uden liv og kraft. Dette møde hvor dødt og levende materiale taler sammen og inspirerer hinanden; det væsen eller den tilstedeværelse, som opstår her, interesserer mig meget.«
Publikum skal udfordres
Og der er meget på spil i det forsøgsunivers, som Øyvind Kirchhoff har haft gang i på Forsøgsstationen i disse år.
»Dukketeatret og skuespillerens teater er i forandring. Marionetten og skuespillerens rolle er i forandring. Skuespilleren er i dag ikke kun fortolker i det klassiske dramatiske teater, men kan være skabende og mere visuel end psykologisk. Han blander genrer og behøver ikke at være bundet af en tekst og kan arbejde fragmentarisk.
Marionetten behøver ikke længere at repræsentere hele rollen. Dukkespilleren er ikke mere skjult, men blevet synlig og kan have en slags skuespillerfunktion, hvor dukkespilleren har egen mimik og er kommenterende. Marionetten og skuespillerens dramatiske karakter, som vi kender, smuldrer og er ikke den samme som før. Rollen er mere mystisk og hemmelighedsfuldt – og tak for det,« lyder det fra Øyvind Kirchhoff.
»Men som jeg skriver i min rapport ('Dødens Æstetik, red.) er naturalismen og den psykologiske realisme inden for skuespillerens teater alligevel den mest normdannende i det 20. århundrede og bruges i dag på tv og film og i teatret i arbejdet med rollefag og karakterarbejde. Lad os håbe, at vi med dukke- og skuespillerens teater tør udfordre publikum mere i fremtiden. At vi tør ryste dem, provokere og forvirre dem og få dem til at erfare noget gådefuldt, som fører dem væk fra dem selv, ind i en fremmed verden de ikke har været i før. – Ind i ukendt verden af nye indtryk. Er det ikke kunsten signatur og teatrets funktion som kunstart?«
Når dukketeater er bedst
Det kan måske lyde som om Øyvind Kirchhoff er ved at afskibe det traditionelle dukketeater til fordel for den genreblanding af objekt- og skuespilteater, som han bl.a. har forsøgt at overføre til 'Ræven går derude', men der er vi slet ikke.
»Selvom jeg i forbindelse med forsøget 'Skuespilleren og Übermarionetten' har kastet mig over dukketeatret, er min viden om dukketeatre i Danmark og udlandet begrænset. Mit udgangspunkt for forsøget har først og fremmest været skuespilleren,« siger han, men giver dog på opfordring sin karakteristik af det traditionelle dukketeater, som man kan finde i dansk børneteater – hvor der dog også eksperimenteres med objekter, former og fremføring mange steder:
»Almindeligt dukketeater er jo ofte et dukketeater, der er stedfortrædende for skuespillerens teater, et slags miniature-teater, hvor vi græder og griner med karaktererne, fordi vi let genkender os selv i dem og i deres følelsesliv,« siger han.
»Jeg synes, at dukketeatret skal kunne det, det er bedst til. Det behøver ikke at have ritual eller magisk formål, men dukketeatret skal leve på sin hel egen måde med kunstige skabninger i et helt anderledes drømmende univers og ikke imitere eller affotografere den 'virkelige verden.
For hvad nu hvis dukketeatret ikke nødvendigvis havde noget med mig og mit følelsesliv at gøre?. Hvad nu hvis jeg turde lade mig bringe et andet sted hen jeg ikke har været før? Hvor karaktererne ikke er genkendelige. Et sted, hvor der er mystik og usikkerhed, hvor der er fare og hvor jeg møder noget jeg ikke kender i forvejen. Og er det ikke netop det, som beriger mit liv og bygger nyt til min æstetiske erfaringsverden? Det kan dukketeatret, når det er bedst, og den teatermagi savner jeg ofte selv i skuespillerens teater.«
