17. august 2009

Teater til kamp mod mobning

I forbindelse med at Teatret Fair Play er blevet egnsteater i Holbæk, intensiverer teatret sine lokale aktiviteter. Udover at indbyde lokale borgere og andre interesserede til rundvisning og snak i teaterhuset på Borchsvej i Holbæk – hvilket sker ved et åbent hus-arrangement 28. august kl. 14-16) – går Fair Play aktivt i samarbejde med Det koordinerende Børneteater-udvalg om udbredelsen af børneteater på skolerne i Holbæk.

Dette betyder bl.a., at teatret vil lave særarrangementer og inspirationsdage for skolernes teaterkontaktlærere – med fokus på ‘teaterkvaliteter og opkvalificering af lærernes teaterkompetencer’, som det hedder i en pressemeddelelse fra teatret.

Første udspil er et led i skolernes kamp mod mobning, hvor Fair Play torsdag d. 20. august kl. 13-16 afholder et særarrangement for alle interesserede skoler i Holbæk Kommune. Det sker med udgangspunkt i teatrets meget roste forestilling (læs anmeldelse
) ‘Vores forestilling om Sara’, der har mobning som tema. På dagen vil alle kommunens teaterkontaktlærere kunne se en opførelse med efterfølgende diskussion af, hvordan forestillingen kan bruges i skolernes kamp mod mobning.

Samtidig bliver der mulighed for at diskutere den nye børneteaterordning i Holbæk Kommune, der betyder, at hvert skolebarn skal sikres tre professionelle teaterforestillinger i løbet af sin skoletid.

Teatret Fair Play har eksisteret siden 1971 og modtager p.t. tilskud fra Kulturministeriet samt tilskud fra Kunstrådets Scenekunstudvalg. Fra 1. januar 2010 modtager teatret tilskud som egnsteater i Holbæk Kommune.

Læs mere om teatret på www.fairplay.dk

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne