25. april 2021

Teater til alle kommunens børn

'Nørregaards Teater gør teater tilgængeligt og vedkommende for alle'.

Sådan lyder den fængslende overskrift på et interview med teaterchef Carsten Wittrock i forbindelse med den nylige udgivelse af rapporten 'Publikumsudvikling i dansk scenekunst 2021', der præsenterer resultaterne af en brancheundersøgelse, som kortlægger den danske scenekunstbranches publikumsudviklingsarbejde med data fra 2020. 

Som Carsten Wittrock selv noterer det i interviewet, har Nørregaards Teater som lille storbyteater i Odense Kommune siden 2011 nærmest haft monopolstatus som stationær scene for børne- og ungdomsteater i det fynske teaterlandskab. 

'Fokus i de første 9 år har ligget på at få os ind i en tankegang på forvaltningsniveau, hvor skolerne og daginstitutionerne skal benytte os. Derfor har vi ikke arbejdet ret meget med publikumsudvikling målrettet et privat publikum', lyder det fra Wittrock om en succesfuld strategi.

For kommunens børn kommer nu nærmest af sig selv, bl.a. takket være bevillinger fra Odense Kommune til dækning af teaterbilletter – senest en særbevilling i 2021 på 950.000 kr. til 21.000 billetter, der gør det muligt at give samtlige skolebørn i Odense en teateroplevelse om året. Men også kun efterlader få tusinde billetter til private i fx skoleferier m.v.

Men Carsten Wittrock og teatret, der senest har fået en filial i Vollsmose for at opsøge et nyt publikum, forfølger en vision om at 'gøre det til en selvfølgelighed at gå i teatret og dermed skabe et publikum, der fremadrettet fastholder interessen for scenekunst'.

Og selvom Nørregaards Teater faktisk ikke selv har merkapacitet – man mangler lokaler og ressourcer og forestillinger og opererer med en 'alt for høj belægningsprocent' – har man en vision om at få bedre tag i den eftertragtede ungdomsmålgruppe og få de unge voksne til også at opsøge børne- og ungdomsforestillinger. 

Her benytter man sig af den udvekslingsmulighed, der ligger i, at Nørregaards Teater deler teaterhus med Momentum og Den Fynske Opera: 

'Vi spiller med vores egenproduktioner i Momentums repertoire – og omvendt; når de har en ungdomsforestilling, så knytter vi et skolesalg på. Vi laver det sådan, at det er lidt ligegyldigt, hvor publikummet går i teateret – bare de går i teatret'. 

Man kan læse hele interviewet her. – og se andre gode ord fra Teatret Møllens chef, Nikolaj Mineka, Projektstøtteudvalgets formand, Lars Seeberg m.fl. via dette link.

(Billedet: Carsten Wittrock er teaterleder på Nørregaards Teater, der som lille storbyteater i Odense med fokus på teater for børn og unge nyder stor opbakning fra både kommune og publikum. Foto: Daniel Buchwald)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne