15. november 2023

Teater Refleksion spiller på Broadway

Teater Refleksion er et af de mange danske børneteatre, der turnerer verden tyndt med forestillinger, der er med til at cementere dansk børneteaters internationale ry og succes.

Fra 1.-10. december præsenterer Teater Refleksion forestillingen ’Night Light’ på Broadway-teatret New Victory Theater på Manhattan i New York.

’Night Light’, som er oversat fra forestillingens danske titel, ’I nattens lys’, er en forestilling for børn på 3-6 år og deres familier og en samproduktion mellem Teater Refleksion og den britiske skuespiller Andy Manley. Den næsten ordløse forestilling fik gode ord med på vejen i Kirsten Dahls anmeldelse her på portalen i 2017.

Forestillingen har siden haft et langt liv, har rejst kloden rundt og spillet 328 forestillinger i hele verden, men det er første gang, den kan ses på Broadway.

New Victory Theater, der lægger scene til ’Night Light’ er det eneste Broadway-teater dedikeret alene til teater for børn og unge. Teatret har vundet flere priser, bl.a. en særlig Drama Desk Award for at ”tilbyde fortryllende, sofistikeret børneteater, der appellerer til barnet i os alle og for at nære unge menneskers kærlighed til teater”.

”New Victory Theater er et meget prestigefyldt teater i børneteatersammenhæng, og det er særlig kendt for at tilbyde børneteater af høj kvalitet. Når vi præsenterer ’Night Light’ hos dem i december, er det fjerde gang vi skal samarbejde med New Victory Theater, og vi er både stolte af samarbejdet og glæder os til at skulle afsted igen”, lyder det fra Bjarne Sandborg, kunstnerisk leder af teater Refleksion og instruktør af forestillingen, i en pressemeddelelse om den kommende spilleperiode i New York.

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne