Hver dag dør der i gennemsnit tre personer i Danmark i alderen 20-54 år af kræft. Og hvert år mister mindst 2.500 børn deres far eller mor ved død. At lave teater om døden for børn og unge kan derfor synes at være nærliggende. Den er jo overalt.
I fjernsynet, på film og i litteraturen. Overalt konfronteres vi med døden – faktisk er det bedst, hvis der er et mord, en voldsom ulykke eller anden form for dødsfald, der rent dramaturgisk kan drive en historie frem.
Det er jo spændende – så længe det ikke rammer os selv eller nogen af vores nærmeste… uden for fiktionens verden. Fordi så bliver det pludselig tabubelagt at tale om den… døden, altså. Og hvad med den sorg, der følger med? Hvordan snakker man om den?
Når Fido dør…
Men hvis vi kan blive enige om, at det er nærliggende at lave teater om døden, kan vi så også enes om, at det er nemt? Næppe. Teater Fantast gør forsøget med deres ’ 117 måder at slå sit kæledyr ihjel på. Based on a true story’ – og de slipper faktisk godt fra det. Emnerne sorgbehandling og død behandles med udgangspunkt i en verden, der ligger tæt på børn og unges umiddelbare referenceramme og livsverden: Kæledyrenes liv, sygdom og – sommetider – pludselige død.
Forestillingen er udformet som en teaterkoncert med en række tableauer, hvor publikum bliver præsenteret for en masse både sjove og groteske, men bestemt også tankevækkende situationer, hvor det centrale tema i virkeligheden er angsten for døden og den sorg, der følger lige i hælene på den. På scenen handler alt om kæledyr, men der er ingen tvivl om, at forestillingen gerne vil have sit publikum til at fundere mere og dybere over emnet.
Konfrontér sorgen…
Således er det også oplagt at lade forestillingen være afsæt for en kvalificeret diskussion af sorg, død og tab, og det var netop, hvad Teater Fantast havde taget initiativ til mandag den 19. oktober på Københavns Musikteater.
Her holdt projektchef Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelses Forebyggelsesafdeling i København efter forestillingen et oplæg om emnet. Et indbudt publikum bestående fortrinsvis af lærere og pædagoger fyldte op på tilskuerrækkerne.
Per Bøge understregede bl.a., at det er en stor misforståelse at tro, at børn skal beskyttes fra følelsen af sorg – sådan som det ofte sker, når voksne skjuler deres egne følelser for børnene i forbindelse med smertefulde sygdomsforløb og dødsfald. Den eneste beskyttelse, børnene har i disse situationer, er nemlig – ifølge Per Bøge – fællesskabet med deres klassekammerater, lærere og pædagoger.
Tal om tingene…
Blandt tilhørerne var der flere folkeskolelærere, der sagtens kunne forstå, at dette var vigtigt; men når teori skal blive til praksis, bliver det svært. Hvordan tager man hul på samtalen? Og hvornår skal man gøre det?
Hertil havde Per Bøge ingen skræddersyede løsninger, men han delte beredvilligt ud af gode råd. F.eks. opererer han i sin egen hverdag med to centrale leveregler på sorgområdet. Den ene hedder ’tale er guld’, fordi ingen er tjent med at tie døden og sorgen ihjel. Den anden hedder ’tal før du tænker’, fordi enhver form for samtale – uanset om man som voksen ikke føler sig ordentligt klædt på til at rådgive et sørgende barn – er bedre end ingen samtale.
Ved arrangementet var det desuden muligt at se og bladre i et stort antal publikationer, som Kræftens Bekæmpelse har udgivet som hjælp til voksne, der vil yde ansvarlig hjælp til sorgramte børn. Blandt netop disse materialer havde folkeskolelærer Julie Visholm fra Valby fundet hjælp, da hun pludselig stod med en gruppe elever, hvoriblandt der var en pige, der havde mistet en far.
»For der sker jo meget ofte for sådan nogle som os lærere, at vi står med børn, der har mistet,«, forklarer Julie Visholm, der også fandt Teater Fantasts måde at behandle emnet på rigtig rammende: »Det er et godt sted at starte, når man skal have fat i de unge.«
Det banale… men sande
Per Bøge sluttede arrangementet og sit oplæg af med at ruske lidt op i forsamlingen med et par banale, men bestemt ganske tankevækkende sandheder: Sorg er ikke en sygdom – det er et almenmenneskeligt livsvilkår – og enhver tilknytning rummer muligheden for adskillelse.
Døden er en del af livet – og vi skal lære at leve med den. Og med sorgen, som den afføder. Livets dødsprocent er jo 100, selvom det kan være svært at erkende.
