EFTER AT VÆRE kommet hjem fra en hyggelig og tankevækkende weekend på Horsens Teaterfestival har vi ni unge gjort os nogle tanker om det, vi så og oplevede.
Grundlæggende kan man sige, at festivalen har efterladt et meget positivt indtryk og har virket på et ungt publikum som os – humøret var højt i toget på vejen hjem:).
Dog var vi også enige om, at man sagtens kunne komme med noget konstruktiv kritik til nogle af forestillingerne. Forestillinger som fx 'Stresspølsen' (Teater Klumpen, red.) eller 'Herfra min verden går' (NexDoor Project, red.) fangede os ikke nær så meget som andre forestillinger. Det skyldes blandt andet, tror vi, at det ikke rigtigt hang sammen og spændingen derfor ikke fik lov til at udvikle og forplante sig.
Og hvis man en gang imellem kigger på uret i en forestilling, så ved man, at man ikke rigtigt er fanget…
Men nok om det negative.
MAN SKULLE have set os, da vi dansende og legende løb op og ned ad gågaden i Horsens. MP3-Eksperimentet (Improve Everywhere, red.) var en kæmpe succes, følte vi. Barnligheden kom krybende op i os, og vi levede os ind i en blodig kamp eller legede hemmelige agenter, der skulle gemme sig for skurken iblandt os. Man kan ikke beskrive det bedre, end med ordet 'spas'.
Forestillingen 'Grænser' (Teateriet Apropos & Teaterhuset Filuren, red.) virkede meget brutal og næregående, fordi man følte, at denne handling kunne være sket i sin egen lille landsby. Man kan relatere så godt til det, når man bor i udkantsdanmark og møder jantelov-kulturen hver eneste dag… desværre.
Derudover var vi også alle enige om, at deres minimalistiske stil var genial. Man fik under forestillingen den der 'det er så enkelt opbygget, men stadig så genialt, det hele handler bare om at få ideen'-følelse.
DEN SIDSTE forestilling vi så var 'Ellen – Velkommen til Helvede' (Levende Fortællinger, red.). Og det var en tung en at sige farvel på. Specielt, når vi jo i grænselandet er præget af Tyskland og dermed også Tysklands historie.
Bare for at komme med et eksempel: Jeg tilhører det tyske mindretal i Danmark, er gået på tysk skole i Danmark, er opvokset med to kulturer og nationaliteter, har en far, der er tysker og har altid (og det mener jeg 100 pct. ærlig) følt skylden. Skylden over det, mine forfædre har gjort. Og jeg er ikke den eneste af os ni fra talentlinjen, der ser det hele fra et lidt anderledes perspektiv, når oplevelserne i kz-lejren Ravensbrück bliver skildret. Det var en rørende, imponerende og, ikke mindst, autentisk forestilling.
At stå der på scenen og bære sådan en historie helt alene (med undtagelse af guitaristen) er noget, vi ser meeeeget op til!
MEN HELT ÆRLIG: Weekenden ville aldrig havde været så hyggelig, hvis hele det miljø, der er omkring festivalen, ikke havde været så nemt og rart at komme ind i. Det var bare så tydeligt, at alle kendte alle og folk virkelig kunne lide hinanden. Og det er jo altid rart, at komme et sted hen, hvor atmosfæren blomstrer af åbenhed, kreativitet, varme, inspiration og kærlighed til teatret:)
Stella Sina, der har skrevet ovenstående på gruppens vegne, er 17 år og går i 2. g på det tyske gymnasium i Aabenraa. Hun bor med sin familie syd for byen og tilhører det tyske mindretal i Danmark. Stella har spillet teater i fem år og har siden januar gået på Teatret Møllens talentlinje for unge (TSS)
