På São Paulos teaterskole, Escola de Teatro, er 30 brasilianske skuespillere, forfattere og producenter ved at runde en måneds skrivekursus af. En af opgaverne var blandt andet at skrive et teaterstykke til børn baseret på et personligt barndomsminde fra engang, hvor kursisten måtte håndtere en svær, følelsesmæssig oplevelse.
Kursusleder er danske Jesper Bræstrup Karlsen, der er kendt som en overmåde flittig og Reumert-vindende dramatiker med en lang række børne- og ungdomsteaterstykker på cv'et.
Jesper Bræstrup Karlsens kursus er en del af et dansk-brasiliansk initiativ omkring kulturudveksling, teaterprojektet Canal Curumim. Kurset kom i stand efter en stigende, brasiliansk interesse for den mangeårige danske tradition for børne- og ungeteater.
Imponerende hvad I kan tale med børnene om
En kursist, 45-årige manusforfatter Gisela, har skrevet til tv, teater og animationsfilm siden 2005. For hende og resten af gruppen var intimiteten omkring de små danske scener en stor overraskelse:
»Jeg er meget imponeret over de temaer, danske skuespillere kan tage fat på sammen med børnene. Følsomme emner som for eksempel vrede og jalousi, frygten for at være ensom, endda kønsrelaterede spørgsmål eller døden. Men allerede fra en meget tidlig alder skal børn jo forholde sig til mange af disse svære, følelsesmæssige udfordringer, så emnerne er da relevante,« siger Gisela.
Hun tilføjer, at intimiteten også kommer til udtryk ved valget af et mindre publikum:
»Traditionelt tager brasilianske børnefamilier i flokkevis på teatertur i weekenden, og derfor lukker vi typisk et stort publikum ind, ofte op til 400 børn og forældre. Så det er virkelig anderledes at se videoklip fra danske forestillinger, hvor mellem 40 og 80 børn kan dele en mere privat oplevelse,« siger hun.
Dertil fortæller hun, at brasiliansk børneteater også behandler emner som kærlighed og død, men selve konflikten i disse temaer bliver ikke fremhævet på samme måde:
»For eksempel har vi en berømt historie i Brasilien om en kat, der forelsker sig i en fugl, og til sidst i historien dør fuglen. Historien adresserer både kærlighed, race and døden, men symbolikken og temaerne er mere gemt af vejen. Vi går ikke helt lige så tæt på skyggesiderne af disse temaer,« siger Gisela, der ikke kan give et endeligt svar på hvorfor, men dog peger på kulturen som et bud.
Teaterforce: Børn leger sig til forståelse
En anden kursist, 40-årige Tuna Serzedello, er skuespiller, manusforfatter og direktør i sit eget teaterselskab. Og dertil er han, med egne ord, meget interesseret i at se, hvordan børneteater bliver lavet i H.C. Andersens hjemland:
»Børneteater i Danmark lader til at have et mere indadvendt perspektiv. I virker mere fokuseret på at gøre børneteater pædagogisk. Blandt andet omkring hvordan børnene kan blive bedre til at håndtere de ømtålelige følelser, som de, og alle vi andre, føler fra tid til anden.«
For ham har Jesper Bræstrup Karlsens introduktion givet et spændende supplement til de brasilianske teatertraditioner:
»I São Paulo har vi også godt teater, der er velproduceret og med gode historier. Men generelt er det mere kommercielt, og derfor skal historierne helst være velkendte og underholdende uden at udfordre publikum for meget. Fokus er meget på musikken, hurtige bevægelser og sjove replikker,« fortæller Tuna, der gerne så, at det blev lettere at pirke til den dominerende mainstream-scene.
Han mener, at børn og unge kan udfordres langt mere, end de bliver:
»En evne, børn har, men som mange voksne langsomt har mistet, er evnen til at sætte sig selv ind i en karakter med lethed. Hvis jeg for eksempel spiller en drage på scenen, er børnene med det samme også drager, mentalt eller endda med bevægelser. Så enhver følelse, dragen udtrykker, ’afprøver’ børnene også. De spiller, forestiller sig, lever sig ind i, for eksempel, dragens vrede. Men de kan godt skelne legen fra virkeligheden, for de leger hele tiden. Det er sådan, de lærer,« fortæller Tuna og understreger, at det netop derfor, for ham, fungerer så godt at bruge teater til personlig refleksion for børn.
Forklar voksnes opførsel med teater
26-årige Danielle er koordinator for dramaundervisning i São Paulo, og hun er enig i, at teater netop kan mere med ungerne end bare at underholde:
»Som børn får vi ikke nødvendigvis den fornødne plads til at håndtere vores følelser i den almindelige dagligdag. Eller til at forstå andres omkring os. Her er teatret et magisk sted, der giver os pladsen og fokusset til at komme i bedre kontakt med de følelser. Til at se, at de er en naturlig del af os og andre omkring os, og at vi ikke er alene med dem,« siger hun og giver et eksempel på at tale om voksnes vrede:
»Jeg skrev blandt andet om en bedstefar, der sidder i en lænestol og frustreret forsøger at reparere et gammelt ur. Han bliver så vred på sig selv, over at han ikke længere er ung og formående, at han uforvarende fortæller sit barnebarn, at drengen er adopteret. Efter bedstefaren fortryder sin afsløring, går handlingen med, hvordan de to får snakket ud om at såre andre uforsætligt i vrede. Og til sidst får de ordnet uret sammen. Stykket fortæller børn, at voksne også kan være vrede på dem selv, uden at det behøver være på grund af børnene. Og at alle kan komme til at handle dumt, men at der altid er en konstruktiv vej ud af situationen,« fortæller Danielle, der forklarer, at unge publikummer såvel som deres forældre, der har oplevet lignende situationer, vil identificere sig med både bedstefaren og drengen og måske blive inspireret af deres samtale.
Legitimering af 'forkerte' følelser viser respekt
23-årige manusforfatter Luiz mener, at den åbne tale mellem skuespiller og det unge publikum hjælper til, at børnene får et nyt syn på de ellers upopulære følelser:
»Den samhørighed, der opstår mellem mennesker i hele teatersalen, viser børnene, at de ikke skal være bange for at føle noget ’forkert’. Jeres (danskernes, red.) tradition for at snakke i børnehøjde om ”tingene, som de er”, er et signal til børnene, at de voksne respekterer dem som intelligente individer, og at de har en tro på, at børnene formår at reflektere over mange ting i hverdagen,« fortæller Luiz, der er overbevist, at børnene vokser af denne respekt.
Men det kræver også, ifølge Gisela, at forældrene prioriterer at snakke med børnene om de ellers upopulære følelser:
»Det er vel en risiko for enhver forælder, lige meget hvor vi kommer fra, at vi sommetider kommer til at affærdige børns vrede, når vi har en konflikt med dem. Og nogle gør det måske, fordi de helst vil undgå de upopulære følelser. Så udfordringen bliver nok mest at overbevise forældrene om, at det er godt at se børneteater om alt det, der ellers kan virke rarere at undgå,« siger Gisela.
Børnene vil gerne – udfordringen kan blive forældrene
Efter fire uger er kursusdeltagerne enige om, at de kan tage næsten ethvert emne op med børnene. For de mener ikke, det bliver det unge publikum, der får en udfordring med de personlige temaer:
»Historierne kan sagtens blive endnu mere eksplicitte på de ’seriøse’ emner. Vi tror på, at børnene ikke har noget problem med at tale om dem. Det er vel ikke ualmindeligt for nogen, at vi interesserer os for det, vi kan relatere til. Hvis vi kan bygge historier op omkring situationer og udfordringer, børn kender og kan identificere sig med, vil de også tage del i stykket, også selvom det ikke er lutter sjove replikker og hurtige bevægelser,« mener Luiz.
Gisela tilføjer:
»Det er snarere forældrene, der kunne mene, at emner som jalousi og døden er for grumme for børn. Men at tro, at børn tager skade af at blive taget med i samtalen om disse ting, er en ide, nogle voksne har fået. Vi bliver nødt til at stole på, at børn er i stand til at forholde sig til en forestilling som en oplevelse, der er separat fra, men sammenlignelig med, deres egen hverdag,« mener hun.
Men alt i alt er gruppen optimistiske omkring at udbrede Jesper Bræstrups input blandt det brasilianske publikum:
»Så længe familierne og skoleklasserne bliver ved med at komme i teatret, skal vi bare have genereret en masse snak mellem børnene og forældrene efter forestillingen. Børn taler ivrigt om oplevelser, de har nydt, observationer de har spørgsmål til, lignende situationer de selv har oplevet hjemme. Så hvis vi kan skabe grobund for den dialog, bliver forældrene forhåbentlig overbevist om, at snakken om ’også det svære’ ikke er farligt, men derimod inspirerende for børnene,« runder Tuna af.
Asbjørn Juhl Holsegård er projekt- og kommunikationsmedarbejder ved Det Danske Kulturinstitut i Rio de Janeiro i Brasilien
