2. november 2017

Tag en rose med!

Tirsdag eftermiddag var ikoniske Børsen på Slotsholmen i København atter den imposante ramme om den gavmilde tildeling af støtte og legater fra Wilhelm Hansen Fonden. Nøje overvåget i selve Børssalen bygherren Christian IV i skikkelse af den store Thorvaldsen-statue  samt en stopfyldt sal af aktuelle og tidligere prismodtagere og kulturpersoner.

Hvor den gamle konge satte både landet og finanserne over styr, sørger WH Fonden i al stilfærdighed for støtte kulturlivet med millioner af kroner.

Det sker ud fra devisen: 'Pengene skal tilbage til dem, der har tjent dem!' – som fondsbestyrelsesformand Bjørn Bredal citerede fondsstifter Hanne Wilhelm Hansen for i sin velkomsttale.

Pengene fra fonden kommer nemlig fra afkastet fra de musik- og teaterforlagsaktiviteter m.v., som familiefirmaet Wilhelm Hansen var involveret i. Og seneste regnskabsår 2016 viser uddelinger for ca. 7,5 mio. kr. samt hæderspriser for en lille million.

Helt usædvanligt var der i år hele fem modtagere af de store Hæderspriser: Operasanger Inger Dam-Jensen, percussionist og komponist Marylin Mazur, forfatter og oversætter Niels Brunse, cembalist og kapelmester Lars Ulrik Mortensen og sanger og sangskriver C.V. Jørgensen.

Der var smagsprøver på deres kunst og korte takketaler – og C.V. Jørgensens afsluttende  'Længe leve Wilhelm Hansen Fonden!' kunne de mange øvrige støtte- og legatmodtagere givet tilslutte sig.

Med regeringens fortsatte nedskæringspolitik i et trængt kulturelt klima er fonde som WHF blevet endnu vigtigere: De kan redde ellers kuldsejlende gode projekter og give det økonomiske puf, der gør ting muligt.

Blandt de hele 74 navne på teatre, musikere og dansekompagnier m.v., som WH Fonden har valgt at støtte i år, finder man adskillige, der er kendt for produktioner udelukkende eller lejlighedsvis til børn og unge. Og mange gengangere fra tidligere år, som har fået fondens bevågenhed. Uddelingerne ligger typisk i størrelsesordenen 25.-100.000 kroner og gør således godt i betrængte budgetter.

Teateravisen spottede på listen bl.a. Teater Hund & Co; Opgang 2; Teateriet Apropos, De Røde Heste, Hvid Støj Sceneproduktion; Eventyrteatret, Teater V, Asterions Hus, Teater O; Aaben Dans, Black Box Danse Company og Tali Rázga.

Alle årets modtagere vil snart være at finde på WH Fondens hjemmeside: www.wilhelmhansenfonden.dk – hvor man osse kan se, at den årlige ansøgningsfrist er 31. august.

WH Fonden afsluttede dagen ved at byde på vin og pindemadder – og den årlige smukke gestus: Alle tilstedeværende opfordres til at plyndre de store, smukke blomsteropsatser i Børssalen og tage en smuk langstilket rose eller to med sig ud i virkeligheden.  

(Billedet: Børssalen var fyldt helt op, da WH Fonden holdt hæderspris- og legatoverrækkelsesarrangement. I baggrunden af fotoet kan både Christian IV og de overdådige blomsteropsatser skimtes. Foto: Tilde Knudsen)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne