Torsdag den 28. september kl. 11 var det nye landsdækkende scenekunstmedie ISCENE en digital realitet, og det blev markeret med en lancerings-event på Nørrebro Teater om eftermiddagen, hvor over hundrede fremmødte fik bobler og snacks, garneret med gode ord og et lille program med musik, teatersnak og stand-up.
Nu skal ISCENE så leve op til brugernes forventninger og egne ambitioner, der bl.a. er 'at give brugerne mulighed for at komme helt tæt på kunstnerne, bag om forestillingerne og på forkant med, hvad der sker i scenekunsten i hele landet – netop nu'.
Det skal både ske med traditionel kulturjournalistisk, anmeldelser og såkaldt levende formater i form af videointerviews, quiz'er, konkurrencer og andre ting, som brugerne kan gå på oplevelse i. En del af stoffet vil følgelig blive produceret til de sociale medier.
Bag ISCENE står de to redaktører fra det nu nedlagte Teater1-magasin, Rie Hammer (nu chefredaktør) og Mette Garfield (nu redaktør) samt Jan Falk Borup (direktør), der står bag webmagasinerne kunsten.nu og designetc.dk og skal udgøre den administrative ledelse af det nye medie.
ISCENE er etableret som datterselskab under Kunsten Media Fonden og er støttet af Bikubenfonden med en tre-årig bevilling (ca. 3,1 mio. kr) og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst. Desuden forventes indtægter fra bannerannoncer.
Der er tilknyttet både erfarne og nye skribenter og fotografer, som skal sikre et flow af nyheder, anmeldelser, interviews, portrætter og baggrundstof. En stor udfordring både økonomisk og praktisk og måske især fagligt professionelt bliver at dække premierer på alle landets teatre, men et fingerpeg kom måske fra tilskudsgiver og direktør for Bikubenfonden, Søren Kaare-Andersen, der på lanceringsdagen bl.a. talte om etablering af kurser i anmelderi…'
Hans hovedbudskab var dog, at ISCENE var en markering af vigtigheden af et nyt medie om scenekunst i en tid, hvor dagspressen nedprioriterer synligheden.
Kongstanken er, at der har manglet en samlet medie for scenekunst, hvor brugerne kan orientere sig om de mange aktiviteter indenfor teater, musicals, komik og performance.
Udover så at sige at tage Teater1 med over i det nye medie, synes der dog ikke at være etableret direkte inddragelse af eller partnerskab med andre nuværende medier, der beskæftiger sig scenekunst, ligesom børneteatret ikke er medtænkt i mediets arbejdsradius – det synes man vist, at Teateravisen klarer – selvom der vil givet kunne opleves sammenfald omkring både ungdomsteatrets gråzone, teater- og kulturpolitik m.v.
Nu skal ISCENE i hvert til at vise, hvad ambitionerne kan bære – og held og lykke med det.
Man kan se det nye medie an på hjemmesiden www.iscene.dk, hvor man også kan tilmelde sig et nyhedsbrev.
(caj)