Efter et par sæsoner som hjemløs kan Syddjurs Egnsteater nu glæde sig over, at man atter har fået en teatersal, efter at den længe ventede tilbygning til KulturHotellet i Rønde blev færdig her i begyndelsen af 2016.
Så efter at have lejet sig ind på forskellige spillesteder i kommunen kunne egnsteatret atter sætte en produktion op på hjemadressen, og det blev fejret i forbindelse med premieren på 'Robin – den hjemløse', der indtog teatersalen 5. marts.
Siden Teaterkompagniet blev til Syddjurs Egnsteater har man holdt til på KulturHotellet i Rønde, hvor man har delt pladsen med en række andre brugere, herunder musik- og billedskole, kulturforeninger m.fl. Det gjaldt også den gamle (teater)sal, der udover en em af cigarrøg og bankospil også havde skimmelsvamp og derfor blev lukket for to år siden.
Den nye teatersal har Syddjurs Egnsteater kontraktlig førsteret til, selvom den stadig vil blive brugt til andre arrangementer, for KulturHotellet fungerer som et ganske aktivt borgerhus for Rønde om omegns kulturliv.
Samtidig kan teatret se frem til at få renoveret et lille værksted og lagerrum, ligesom man efter syv års virke som egnsteater får et rigtigt administrationskontor, når kommen får færdiggjort den lejlighed, man har købt til formålet i et baghus til KulturHotellet.
Så nu kører det for Syddjurs Egnsteater – og det også i bogstaveligste forstand: Efter at have fået afslag seks gange fra Kulturstyrelsen, er det selv lykkedes teatret at skaffe finansiering til at købe en teaterbil, hvor man hidtil har lejet sig frem, hver gang man skulle på turne.
Nu drømmer man så også om en dag at få et rigtigt værksted, hvor der kan laves scenografier, dukker og kostumer.
Den lille solstrålehistorie viser også lidt om, hvordan det kan være at skulle starte op som egnsteater i en kommune, der ikke i forvejen har haft egnsteater eller ordentlige teaterfaciliteter og i øvrigt heller ikke hører til landets største eller rigeste af slagsen.
Læs mere om egnsteatret på www.syddjursegnsteater.dk
(Billedet: Den nye tilbygning til KulturHotellet i Rønde rummer en spritnyt teatersal, foyer og ekstra lille sal og skal fungere som hjemsted for Syddjurs Egnsteater. Foto: Teatret)
(caj)