Teater Fantast spillede ved Festival 2013 flere gange deres forestilling 'Mustafas Kiosk – en Strid teaterkoncert', der er for de 4-10-årige og er baseret på tegninger med rim fra Jakob Martin Strid. Til fornøjelse for tilskuerne og tilsyneladende ganske uden det ramaskrig, som børnebogen pludselig har vakt i Sverige.
Her kaldes 'Mustafas Kiosk' racistisk og islamofobisk – og det svenske forlag, der har udsendt bogen i nabolandet, er fluks gået i flyverskjul og vil trække bogen tilbage fra markedet. I bogen fortæller kioskejer Mustafa nogle børn en historie, hvori han halshugger en mand med sin krumsabel – den tegning præger også forsiden af bogen.
Men i Sverige må man helst ikke gøre grin med noget, hvis det kan støde nogen, og det har altså nu ført til en tåkrummende politiske korrekthed omkring en munter børnebog.
Børnebogen med de belastende tegninger blev i 1999 udsendt af forlaget politisk revy i Danmark og var med til at gøre Strids tegninger og satirestriber særdeles populære i Danmark.
Og forfatteren har også selv svært ved at tage kritikken alvorligt.
'Bogen er en kærlig, inkluderende og humoristisk skildring af en indvandrer set fra et barns øjne. Man er ikke automatisk skånet for humor, fordi man er indvandrer eller muslim. Ifølge den logik kan vi kun lave sjov med hvide, heteroseksuelle mænd', skriver han if. dr.dk i en mail til Sveriges Televisions hjemmeside, svt.se, der har fremført kritikken i Sverige.
Teater Fantast er selv glad for både Strids bog og deres forestilling over samme – men mens interessen for forestillingen måske nu vil stige her i landet, er det nok for meget at forvente, at der nu bliver gang i salget af teateroplevelsen hos vort svenske broderfolk.
Mere om forestillingen på www.teaterfantast.dk
(caj)