I slutningen af januar kunne en række aktører fra scenekunstbranchen efter flere måneders zoom-dirigeret indlæring kalde sig for 'fremtidens publikumsudviklere', lød det glade budskab fra Applaus, der har stået bag webinaret 'Publikumsudvikling og segmentering' (se note).
Der var stor begejstring for projektet hos deltagerne, og Teateravisen bad tre af dem, en teaterleder, en administrativ leder/producent og en pr/markedsføringsansvarlig – alle fra teatre, der primært eller udelukkende producerer scenekunst for børn og unge – om at reflektere over begrebet publikumsudvikling.
Med udgangspunkt i tre konkrete spørgsmål til dem:
– Hvilket helt konkrete og nye værktøjer fra forløbet skal nu tages i brug, og hvordan vil dit teater og dets /publikum helt direkte/konkret kunne opleve det?
– Skal man have fokus på udfordringer og forskelle mellem publikumsudvikling for børneteater og for voksenteater?
– Handler det ret beset ikke allermest om udvikling af teatrets formater frem for udvikling af publikums ageren?
Longread forude…
Der kom mange gode betragtninger fra hver af de tre. Og Ida Mathilde Szatkowski ledsagede sit lange indlæg med erkendelsen af, at hun lod sig rive med af muligheden for at sætte ord på sin oplevelse:
»Jeg tror, at vi er mange, der har fået interessant tankestof ud af kurset og ikke mindst interessante diskussioner med kolleger på tværs af landet. Jeg tror også, at vi gerne ville have mødtes fysisk og fået diskuteret mere generelle tematikker for teatrets fremtid, både ud fra egne og de andres projekter, men også bare som et unikt netværk.«
Nu blev det fysiske kursus som så meget andet i disse forunderlige nedlukningstider konverteret til digitale afstandsmøder. Og altså her fulgt op af følgende lange, interessante og forskellige tekstblokke fra de tre deltagere, der venligst sagde ja til Teateravisens opfordring.
Vi kender ikke publikum godt nok
* Hannah Karina Mikkelsen, teaterleder hos Teatret Masken i Nykøbing F.:
FOR TEATRET MASKENS vedkommende har publikumsudviklingen handlet om at blive klogere på det voksne publikum, vi allerede har, for at få flere af dem til at komme i teatret. For andre har det handlet om at få fat i helt nye målgrupper og andre igen om de unge. Ens for alle er, at vi ikke kender vores publikum godt nok. Vi mangler datagrundlag og indsamling for eksempel i forhold til indkomst, alder, hvor de handler og hvad de laver i deres fritid.
Vi er rigtig gode til at vide rigtig meget om den kunst, vi skaber, men vi ved ikke så meget om dem, vi skaber det til. Jo mere viden vi har om vores publikum eller dem, vi ønsker opmærksomhed fra, jo bedre kan vi designe kommunikationen, oplevelsen og for nogens vedkommende forestillingen til dem.
DER ER MEGET forskel på publikum og her taler vi ikke bare om forskel på børn og voksne. Nogle voksne er til musicals og nogle er til smalt teater. Nogle finder tryghed i købe billetter til de forestillinger, som er set af flest. Og andre kunne ikke drømme om at købe billetter til en forestilling, af den ene grund, at forestillingen allerede er set af mange. Nogle går i teatret, fordi de har et ønske om at være en del af et overordnet 'vigtigt' projekt, der har kunst i centrum; for dem er det mere eller mindre ligegyldigt om der for eksempel er kendte med på scenen.
Et godt værktøj er at spørge sig selv om, at hvis der er et problem, hvad er så den konkrete forestilling eller teater svaret på? Hvem gør forestillingen eller teatret en forskel for og hvordan opdager de det?
De mennesker, for hvem kunstneriske input er en livsnødvendighed og som ønsker at være en del af noget større; det er dem Teatret Masken er svaret på, altså i forhold til vores voksne publikum. De har en personlig dagsorden, de vil føle sig 'indenfor' og være en del af samtalen.
Maskens publikum vil snart opdage at blive inviteret mere indenfor, at Teatret Masken bliver 'deres'. De vil føle ejerskab og stolthed over deres teater. Det vil bl.a. ske ved samtaler om kunsten og ved at invitere ind i 'maskinrummet'. Dem med interessekan blive medbestemmende i forhold til de gæstespil, vi køber.
PUBLIKUMSUDVIKLING handler i høj grad om at udvikle teatrets kompetencer i forhold til det publikum, vi ønsker at få opmærksomhed fra. Det handler ikke om udvikling af publikums ageren, men viden om deres ageren, så vi kan handle hensigtsmæssigt.
Det handler om at være relevant overfor publikum
* Kenneth Gall, Administrativ leder og producent hos Teater Hund i København Ø:
HELT KONKRET har forløbet betydet, at vi fremover vil arbejde med strategisk, systematisk og databaseret med publikumsudvikling.
Det er ikke sådan, at vi nu har en fast værktøjskasse, som vi bare kan hive værktøjer op ad og bringe i anvendelse. Vi er derimod blevet præsenteret for og har arbejdet med greb og metoder, som vi kan forme til egen praksis.
Som et led i en større strategi på Teater Hund, hvor vi ønsker at skabe Meningsfulde Fællesskaber med forskellige publikumsgrupper og samarbejdspartnere har vi undervejs i webinar-forløbet konceptualiseret et lærer-teaterkorps, der skal være med til at udvikle samarbejder mellem skoler og Teater Hund.
Vi ser et uudnyttet potentiale i et tæt samarbejde med lærere, hvor begge parter kan få et stort udbytte. Teater er meget mere end forestillinger i en teatersal, og et samarbejde i hverdagens skoleliv kan bidrage til nye former for læring og samtidig udbygge relationerne og tilhørsforholdet. Vi tror på, at det kommende lærer-teaterkorps vil betyde, at vi skaber indsigt i hinandens arbejdsliv, og derfor vil vi kunne bruge hinanden til at skabe fællesskaber og aktiviteter, hvis formål er at skabe størst muligt kreativ og æstetisk impact på eleverne.
Det er dét, der er vores drivkraft; at børn oplever scenekunstens magi, og derigennem lærer at forstå sig selv og verden på mere nuancere måder.
Et andet led i strategien om meningsfulde fællesskaber har været etableringen af teatrets børnebestyrelse De Gyldne Hvalpe, som blev etablereret i sidste sæson som en del af publikumsudviklingsprojektet Den Dobbelte Kommunikation – et samarbejde med Ditte Felding fra Filuren og Clarissa Meister-Petersen, stifter af Filiorum.
DE STRATEGISKE tilgange til publikumsudvikling er de samme uanset publikums alder. Dog gør vi en dyd ud af at bevidstgøre og tilrettelægge vores projekter således, at der differentieres mellem målgruppen og billetkøberen.
Ved voksenteater er disse to ofte den samme. Det gør sig stort set aldrig gældende ved børneteater. Der skal tilgangene og kommunikationen udvikles dobbelt, så man har fokus på både børnene og på de voksne.
Vi har besluttet og afprøvet igennem 1½ års tid at have hovedvægten på kommunikationen til børnene. Det har givet pote i mange sammenhænge, og den tilgang vil vi fortsætte.
DET HANDLER ALLERMEST om at være relevant overfor publikum, og så handler det om en ændring i arbejdsgangene og medarbejdernes blik og tilgang til arbejdet med publikumsudvikling, så det i højere grad bliver databaseret og kan spille sammen med strategien.
For os har arbejdsspørgsmålet været: Hvilken relation ønsker vi til vores publikum? Og hvordan skal vi så tilrettelægge vores arbejde og kommunikation, hvis vi ønsker at opnå denne relation.
I Teater Hund er tilgangen, at vi ønsker at udbygge relationerne og have størst muligt impact på børnene. Og så er det vigtig for os, at der ikke er én medarbejder på teatret, der arbejder med publikumsudvikling, men at det indtænkes i alle processer på teatret.
Derfor har både teatrets kommunikationschef Laila Skjerning og jeg fulgt webinar-rækken, og teaterleder Methe Bendix og produktionsleder Anna-Kathrine Madelung deltager sammen med os andre i Masterforløbet om publikumsudvikling. Netop for at få forankret publikumsblikket i alle aspekter.
Denne tilgang – med relevans, relationer og forankring – afføder så nye formater, fx Filosofisk Førstehjælp, Podcast med børnebestyrelsen, og snart et format, hvor vi transformerer teatrets magi over i børnehavebørns ører, så de fysisk kan bevæge sig på opdagelsesrejse udelukkende med lyd.
Vi skal agere dåseåbnere i samtalen om scenekunst
* Ida Mathilde Szatkowski, pr/markedsføringsansvarlig hos Teaterhuset Filuren i Aarhus:
HELT KONKRET arbejder vi på at gøre Teaterhuset Filuren til et sted, hvor publikum, særligt de lokale børnefamilier (i Aarhus) orienterer sig når kvalitetstid skal bruges. Vi oplever som børne- og ungdomsteater, at det er de nære relationer, der bliver dyrket når man tager på 'teatertur'. Derfor er det vigtigt for os, at oplevelsen af at komme på besøg hos os er gennemskuelig og nysgerrig.
Oplevelsen af at komme i teatret er mere end at sætte sig i stolene se en forestilling og gå hjem. Vi har lagt meget arbejde i denne sæson i at opbygge et værtsskab og i før og eftertiltag. Det betyder, at publikum helt konkret møder 'os fra teatret' og bliver budt velkommen til huset og enten før eller efter forestillingen kan deltage i et frivilligt tiltag.
Dette har været udfordret af covid19, da det overordnede ønske med disse tiltag er at forankre oplevelsen af både forestilling og selve teaterturen sanseligt. Eksempel: når publikum har set en forestilling om en arkæolog, kan man bagefter selv være med til at grave efter dinosaur-knogler i vores syv meter lange sandkasse.
Det kunne også være, når vi har besøg af et gæstespil og de har udviklet et brætspil, der kan uddeles bagefter, så lavede vi en version i 10 x 15 meter, hvor publikum selv agerede brikker udenfor på den store spilleplade. Alt sammen for at forlænge oplevelsen.
Det højtflyvende mål er at agere dåseåbnere i samtalen om scenekunst. Vores publikum får altså stillet en udvidet oplevelse til rådighed og vi står som værter klar til at lytte til netop publikum. På den måde bliver vi klogere på dem og derefter kan vi målrette vores kommunikation efter de værdier som vi lærer at publikum vægter højt. Initiativet til og kvalificeringen af mange af disse eftertiltag har taget afsæt i det konkrete udviklingsprojekt jeg arbejdede med på webinar-kurset om netop at få øje på det lokale publikum og lære dem at kende.
SOM BØRNE- OG UNGDOMSTEATER har vi to slags publikum, køberne (de voksne) og målgrupperne (børnene). Vi ønsker i høj grad at kommunikere til begge og har derfor lagt os i selen for at undersøge, hvordan vi bedst kommunikerer til de to grupper.
Særligt kommunikationen til børnene er interessant. Netop fordi vi ikke kan arbejde med data fra køber-gruppen. Kurset har givet gode redskaber til at måle på køberne, mens kendskabet til vores egentlige målgrupper, altså børnene, har vi kun kunne lade os inspirere heraf.
Håbet er selvfølgelig, at de med tiden kan blive kulturforbrugere på teatret, på lige fod med svømmehallen eller biografen. Hvis de ved, at muligheden eksisterer, kan de vælge den til, men hvordan skal de finde ud af det? Det er noget af det vi fortsætter med at udvikle på og med godt afsæt i kursets læring om at ud- og afvikle et projekt med dertilhørende data.
KURSET HAR PÅ mange måder kvalificeret de indsatser, vi allerede havde sat os for at gennemføre. Kursets teoretiske forankring er flyttet ind hos mig, som en værktøjskasse. I kassen er der redskaber til, at jeg kan planlægge og skabe værdifuld markedsføring til forskellige kultursegmenter og publikumsgrupper. Jeg agerer tovholder på vores data, der i hele denne og næste sæson indsamles for at blive klogere på vores publikums ageren. Dette kan også kun lade sig gøre fordi, jeg fra ledelsens side har fået initiativ og opfordring til at involvere både det tekniske og de kunstneriske teams i vores administrative arbejde med kommunikation.
For mig handler publikumsudvikling i høj grad om at gøre kulturformen tilgængelig for publikum. Jeg tænker ikke, at vi som teater altid skal flytte os for publikum, men i højere grad udvikle en tilgængelig oplevelse for hele familien og det kan vi ikke gøre, hvis ikke vi kender publikum. Vi kan naturligvis altid se indad og følge med strømningerne, men nu har vi levet i 2500 år, og jeg tænker at særligt de nærværende og levende oplevelser i disse tider kun bliver endnu vigtigere.
Populært sagt så ville vi gerne kunne anbefale næste forestilling ud fra, hvad de tidligere har set, bare ved at være Teaterhuset Filuren. Kunne de lide oplevelsen af at gå i teatret, så kunne det tænkes at de kom igen, om det så er hos os eller om de kommer andre steder fra.
Kunne det ikke være fantastisk hvis de fremtidige kulturforbrugere selv tog initiativ til at have teateraftener på samme måde som man, i hvert fald i min fordums tid, kaldte videoaftener. Det handlede om at være sammen om oplevelser, og der kan teatret altså noget helt særligt, hvis du spørger mig.