Af: Randi K. Pedersen

19. januar 2020

Sprudlende klarøjet

Oplevelsen af optimistisk livsmod i 'An Education' er stærkt anbefalelsesværdig.

En historie uden særlig handling om to pigers vej til voksenlivet for nogle årtier siden er den Interessant? Ja den er, og den fortælles i en fin blanding af dialog og kommenteren 'An Education' på Revolver – en af Østerbro Teaters mange scener.

Her er ingen klynk over skolelivets påtrængende krav og besværligheder eller selvopfyldende sortsyn, men et par skønne skægge teenagepiger med en stor sund appetit på livet. Nysgerrige og forventningsfulde helt ud i de urolige kroppe nærmer de sig voksenlivet, fjollede og fandenivoldske. Men også med en stigende nøgtern erkendelse af, at ikke alt er lykken. 

Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at pigerne ikke lader sig nøje med at lære for skolen, De vil lære for livet – med alt hvad det indebærer. 

Nanna Finding Koppels 16-årige Jenny fører an. Hun åbner forestillingen hængende højt oppe i den tindrende flotte lyse væg-til-væg-ribbe, der med et sikkert scenografisk greb både er et visuelt vitamintilskud og basis for finurlige indfald. På, bagved og først og fremmest foran ribben boltrer de tre skuespillere sig i en iderig og fysisk vital, men målrettet iscenesættelse, der i usædvanlig grad opleves som en aktiv medspiller i forestillingen.  

Jenny er en pige, der er langt fremme i skoene – både i forhold til historien og den tid, den udspiller sig i. Hun tør drømme store romantiske drømme og er ikke voldsomt hæmmet af sine forældres tidstypiske vogten over hendes dyd. 

Til Jennys overraskelse viser de sig da også at være ret medgørlige, da datteren bliver kæreste med en lang ældre mand. Man aner, at de – lige som hun – lader sig dupere af hans flotte bil og dyre vaner. 

Omvendt er forældrene påfaldende forstående, da mandens sande karakter – eller mangel på samme – bliver afsløret. Han havner i fængsel, mens Jenny til ens store lettelse lige akkurat når at redde den Oxford-uddannelse i land, som hun tydeligvis har evner og vilje til. 

Mødet med virkeligheden

Som Jennys  fortrolige og hjælpsomme veninde er Mathilde Arcel Fock lige i hælene på hende. Med et underfundigt smilende ansigt og et anstrøg af ironisk komik former hun en karakter helt i sin egen ret, der gør pigernes forhold ligeværdigt og varmt. 

Det er rørende, når de først og forsigtigt og famlende, men med stigende glød udveksler et inderligt kys. Et af flere eksempler på, at 'An Education' – på godt og ondt – foregår i en anden tid med andre sexualnormer end i dag.

Det er på en gang komisk og rystende, når Jenny, som nøje planlagt, skal forføres på sin 17-års fødselsdag. Men i første omgang præsenteres for en umoden banan, som hendes charlatan af en kæreste har medbragt til en 'øverunde' forud for den egentlige og for Jenny skelsættende begivenhed. 

At miste sin mødom er for pigerne en markering af overgangen til voksenlivet. Det er bare ikke det, der får Jenny til at indse, hvem hun er og vil være. 

Det er et langt mere barskt møde med virkeligheden, der forvandler teenage-Jenny til voksen-Jenny. Umiddelbart får det den knaldrøde læbestift og sorte femme fatale-kjole til at ligne et tragikomisk klovnekostume. Men den slags attributter kan man befri sig for. Ligesom tidligere skoleuniformens uskyldshvide plisserede nederdel og de lyse cardigans, der konstant halvvejs glider af pigerne som ved et hamskifte.  

Det sker uden gråd og tænders gnidsel, og man kan indvende, at pigerne i 'An Education' slipper lovlig nemt fra de ting, der rammer dem. Men i en tid med sociale mediers præstationspres og med klima-angst er oplevelsen af optimistisk livsmod stærkt anbefalelsesværdig.

Mathilde Arcel Fock er afgangselev på Den Danske Scenekunst Skole, og Nanna Finding Koppel og Anna Balslev er nyuddannede samme sted fra. Men der er intet ufærdigt over dem eller noget som helst andet i den sprudlende og vidunderligt klarøjede forestilling, hvor den erfarne Marie Dalsgaard i forældrerollen udgør et herligt underspillet bagtæppe til pigernes udfoldelser.

Hun er også er leveringsdygtig i et superflot sangnummer som en del af en lydside, der varierer fra spinkle klange til voluminøs musik. Var forestillingen en tv-serie, ville man glæde sig til næste afsnit.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder