24. maj 2019

Springprisen 2019 til Bjarne Kalhøj

Egentlig har Springfestival 2019 været i gang siden mandag 20. maj – og faktisk et stykke tid før med workshops m.v. med de lokale skolebørn, der bl.a. har sørget for udsmykningsværker – men det var først torsdag aften, at den officielle åbningsfest fandt sted.

Det skete i ZeBU's nyrenoverede bygning på Amager Kulturpunkt, hvor festivalen og teatrets kunstneriske ledere, Marc van der Velden og Jørgen Carlslund diverterede med velkomstord og en lille quiz, hvor de knap 100 tilskuere skulle gætte deres sekundkorte mimerier over festivalens 14 forestillingstitler.

Den egentlige åbningstale havde de dog bedt Mr. Festival, alias Trevor Davies, om at holde, og selvom han overskred de stipulerede syv minutters taletid, blev der sagt gode ord om teaterfestivalernes samlende, koncentrerede, oplevelsesladede, netværksskabende og udfordrende muligheder. 

Også selvom festivalerne er gået fra mere eksperimenterende og eksotiske begivenheder til mainstream-events i hans lange karriere, hvor der i begyndelsen var et par hundrede europæiske festivaler, mens tallet nu er vokset til 14.000.

Manden bag K.I.T., Kulturby 1996, Fools, Images of Africa, Århus Festuge m.fl. kom også med en velment anbefaling til Springfestivalens arrangører om at søge fornyelsen efter nu at have lavet seks internationale festivaler over nogenlunde samme skabelon.

Denne indbefatter også en fin tradition som Springprisen, som uddeles til en person eller en institution der formår at nytænke børneteater på en kreativ måde. Udover den uvisnelige hæder følger 10.000 kr. og et kunstværk af den dansk-svenske kunster Barbro Åberg – i år med titlen 'Secret Egg'.

Det var jurymedlem og medlem af ZeBU's bestyrelse, Biba Schwoon, der kunne afsløre, at prisen i år tilfaldt en værdig repræsentant for det mangesidede og kreative animationsteater, nemlig dukkemager, -spiller og scenograf Bjarne Kalhøj.

Biba Schwoon fremhævede Bjarne Kalhøjs eminente evne til at udnytte egen krop og medspillende dukker til at give forestillingerne liv.  

Han kan for tiden opleves bl.a. i De Røde Hestes og Teater Vestvoldens 'Små dyr med pels' og i Teatret Værks 'Fyrtøjet' – det teater, som han har sammen med Annemarie Jeppesen.   

'Fyrtøjet' fik rigtig gode ord i Kirsten Dahls anmeldelse i Teateravisen, hvor hun bl.a. skrev, at 'Bjarne Kalhøj har som opfinder af forestillingens set-up været i sit es, og han har ligesom iscenesætter Annemarie Jeppesen styr på virkemidlerne. Begge synes klart bevidste om, at det i en dukkeanimationsforestilling uden ord handler om, at det er objekterne, som i samspillet med lyset, scenografien, lydene og dukkeføreren skaber forestillingens liv'. 

Også samarbejder med bl.a. Det Olske Orkester ('Ræven går derude') og Teater Reflektion ('SMACK') m.fl. viser Bjarne Kalhøjs evne og vilje til hele at søge efter nye udtryk og samarbejdsformer i animationsteatret.

Bjarne Kalhøj valgte da også at takke både Refleksion og de mange andre fagfæller m.fl., der har hjulpet med til få en spændende karriere som dukkemager og -spiller m.v. på skinner.

Efter pris, musikalsk intermezzo på kontrabas ved Bastian Popp og en pause blev åbningsaftenen afsluttet med en af Springfestivalens forestillinger, spanske Xirriquiteula Teatres 'Laika', hvis fortælling om den herostratisk berømte sovjetiske rumhund passende nok indeholdt både objekter i form af hund og robotter og raketter, tilsat mime og projektioner. 

Springfestivalen fortsætter med raketfart med forestillinger, workshops, installationer koncerter m.v. weekenden ud. Se program, billetinfo mv. på https://springfestival.nu

(Billedet: Jørgen Carlslund forsynede Bjarne Kalhøj med skulptur og prispengebevis i overstørrelse, da denne torsdag aften blev den sjette modtager af Springprisen. Foto: Søren K. Kløft)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne