Kunststyrelsen lægger hus til, når den længe ventede redegørelse om professionel scenekunst for børn og unge fredag den 21. november offentliggøres ved, at Kunstrådets formand, Mads Øvlisen, overrækker et eksemplar til kulturminister Carina Christensen (K).
Det sker ved et arrangement, der er bundet op om korte taler – bl.a. fra redegørelsens forfatter, ph.-d.-stipendiat Kirsten Dahl. Den digre rapport – der har titlten ‘Spot på Danmarks skjulte teaterskat’ – er blevet til på initiativ af BørneTeaterSammenslutningen, Scenekunstens Udviklingscenter/Odsherred Teaterskole og Aarhus Universitet – og beskriver detaljeret rammerne for dansk børneteater, som gennem 40 år har udviklet den særlige kunstart. Men altså i relativ usynlighed.
Det håber initiativtagerne, at redegørelsen – der også indeholder en række anbefalinger og udfordringer til fremtidens børneteater – kan være med til at rokke ved.
Redegørelsen kan allerede nu hentes digitalt på www.nyscenekunst.dk