Som skabt til en selv

(1.11.2010) Teatre får altid klasket en masse ros og kritik i hovedet fra første dag – tilbagemeldinger på, hvordan deres forestillinger er blevet oplevet, hvilke forventninger der har været, hvordan de er blevet opfyldt og tusind andre ting. Her er et af de vigtigste krav, der skal opfyldes, hvorvidt målgruppen er ramt – men er voksne mennesker i stand til at dømme det ud fra et stykke, der er rettet mod unge? Kan en voksen anmelder forholde sig til, hvad der foregår under overfladen på teenager nu?

Teatret ZeBU på Amager har opsat teaterforestillingen ’In Real Life – Too’. En ungdomsforestilling. En forestilling om fire unge teenagere – spillet af fire voksne mennesker. Den har jeg, sammen med tre venner, set, og vi har snakket lidt om, hvordan den slags ungdomsteater egentligt påvirker os.

Voksne, der spiller unge mennesker

Almindeligvis kommer det hurtigt til at virke kunstigt, næsten pinligt, når en midaldrende kvinde stiller sig op med rottehaler og tyggegummi og prøver at overbevise os om, at hun er 13. Som voksen kan det være svært at forstå og forholde sig til nutidens unge, og det ved enhver teenager. Derfor får man hurtigt lagt ansigtet i hænderne og gåsehud på armene, når en 30-årig mand stiller sig på scenen og påstår, at han er 16.

På den anden side er det måske lettere at karikere de stereotyper, der er blandt unge, når man selv er kommet forbi den fase? Det er lettere ikke at blande sine egne personlige forhold ind i en karakter, når den er så fjern – og hvis en ung havde taget rollen, ville den nok blive udført meget minimalistisk og på den måde ikke lige så morsomt. Måske ville skuespillerens personlighed skinne for meget igennem til at skabe en stereotyp – det er svært at distancere sig fra noget, der foregår i én og omkring én hver eneste dag. Dér vil en voksen skuespillere lettere kunne se, hvilke træk og hvilke handlinger der er mest betydningsfulde for unges forskelle og ligheder, og dermed skabe et billede som unge kan grine af.

Men selvom det måske er sjovere at se voksne i rollerne, er det ikke nogen let opgave; det er et talent, man som skuespiller enten mestrer eller ikke mestrer, og det er tydeligt at se, når rollen bliver spillet usikkert. Så ryger hele meningen med forestillingen, for hvis hovedrollen ikke er overbevisende er der intet, der er det. Unge mennesker snakker måske mere frit og lige fra hjertet end voksne, mindre gennemtænkt.

Skuespillerne i ’IRL 2’ fangede nu det sprog rigtig godt, nogle bedre end andre, men de var alle lette at forholde sig til, og man glemte hurtigt, at det ikke var jævnaldrende man stod og kiggede på.

Men der vil stadig ofte – og også denne forestilling – forekomme øjeblikke, hvor slangudtryk bliver brugt forkert, og det kommer til at virke meget tåkrøllende for målgruppen, øjeblikke hvor det kommer for tæt på og rammer for langt ved siden af – det føles næsten pinligt at opleve som publikum.

Fortolkning af ens hverdag

Det er også en speciel oplevelse at se en fortolkning af ens egen hverdag; hvordan oplever voksne mennesker, at man opfører sig? Hvordan ser det ud for mennesker, der ikke er en del af det?

Jeg synes, at de karakterer, der viste sig i teaterstykket, både var nogle af de mest almindelige og de mest irriterende mennesker, jeg kender til i min hverdag – hvilket jo især er, fordi de er så karikerede som de er – og på et plan føles det lidt som at se alle sine negative sider fordelt over fire forskellige personer.

Jeg har selv tænkt meget over min opførsel, siden jeg så forestillingen: Hvordan jeg i forskellige situationer kan opføre mig lidt som nogle af de karakterer, der er i forestillingen. Hvordan jeg helt klart har lidt af alle fire stereotyper i mig. Og det er vel sådan stereotyper opstår: Det er ekstremerne, de yderkanter der er, mens de fleste ligger og svinger lidt frem og tilbage inde i midten.

Publikum bestemmer den enkelte forestilling

Noget, der er specielt for lige denne ungdomsforestilling er, at næsten hele forestillingen er improviseret. Der er lige blevet sat nogle rammer – hvor foregår den, hvilke personer er med – men hvordan hele handlingsforløbet udspiller sig fra aften til aften, det er improviseret.

Jeg var inde og se forestillingen to gange, og det var meget skægt at opleve, hvor mange nye ting der kan komme fra aften til aften, og hvor meget mere jeg lærte personerne at kende af at se dem reagere i nogle nye situationer.

I starten var vi helt sikre på, at hende, der styrede lyset, bestemte, hvor og hvornår scenerne startede og sluttede. Senere, da vi snakkede med Lotte Bergstrøm (der i teaterstykket spiller den unge kvinde Barbara), fandt vi ud af, at skuespillerne simpelthen selv har nogle fjernbetjeninger, som de styrer lyd og lys med. Hende, der styrede lyset, var der bare for at sikre at alt gik fint, og kunne også slukke lyset på scenen.

Som man kan forestille sig, er det svært at få en improviseret forestilling til at fungere, og det skinner desværre lidt igennem! Som forestillingen lakkede mod enden, kom der flere og flere løse ender, ting, der virkede uopklarede, fordi skuespillerne selv kendte meget mere til personernes fortid, end publikum gjorde. Desuden har de svært ved at kommunikere omkring at skabe et højdepunkt i spændingen, så man går derfra med en følelse af, at det hele sluttede lidt underligt.

Gentog alt

Når det så er sagt, så er det jo et fantastisk koncept at gøre en forestilling improviseret. Hver aften sker der noget nyt og uventet, også for skuespillerne, så deres reaktioner virker meget naturlige og troværdige, og også netop når det er voksne der spiller unge, virker det på denne måde mere realistisk. Replikkerne bliver ikke for lange og gennemtænkte.

Lige før forestillingen gik skuespillerne rundt og mængede sig lidt med publikum, snakkede om deres tøj og deres hår – fik sig nogle venner blandt publikum, som Lotte Bergstrøm beskrev det. Og så igen senere, midt i en scene i forestillingen, kom en af skuespillerne ned og spurgte min veninde Ida til råds om, hvad hun skulle gøre i forhold til en situation i forestilling.

Det var meget morsomt at se, hvordan hun rent faktisk gentog alt, hvad Ida havde rådet hende til, da hun var tilbage oppe på scenen, og det blevet meget mere nærværende af det – man føler som publikum, at man er en del af teaterstykket på et helt andet plan end normalt. Det er en rigtig god idé, især i ungdomsteater, fordi unge er meget fremadgående og åbne over for sådanne oplevelser.

Desuden skaber det, at det er improviseret, en følelse af, at denne specifikke oplevelse, denne specifikke aften er skabt helt til én selv. Det bliver unikt.

Virkeligt teater

Publikum var ved denne forestilling placeret i en firkant rundt om scenen, i kun en enkelt række.

Det gjorde det lidt svært at se hvad der foregik, fordi der engang imellem var nogle stolper i vejen, og endda også skuespillerne, når de ikke var aktive på scenen. Det kom også meget an på om man sad ude i siden eller i et hjørne – lige meget hvor man sad hændte det dog, at skuespillerne stod med ryggen mod en, og det er jo umuligt at undgå ved sådan en sceneopsætning.

Men man sad som man gjorde, følte man, at de personer man fulgte, selv levede hundrede procent i den verden, der var deres egen. Det univers, som hurtigt opstod på scenen. De var utroligt meget til stede, og deres inddragelse af publikum virkede meget mere naturligt, end jeg har oplevet det før, netop fordi alle sad lige tæt på. Stykket føltes mere virkeligt og mindre som et teaterstykke.

Er det så meget anderledes end andet ungdomsteater?

Efter forestillingen tog mine venner og jeg os en snak om, hvordan det er at opleve teater, der er så innovativt, og i bunden er det egentligt ikke så langt fra ’almindeligt’ teater. I hvert fald ikke for unge, der ikke er vant til at se teater så ofte. Indøvet teater, der bliver spillet på en scene med en side ud mod publikum og mange publikumsrækker, kan være præcis ligeså fantastisk at opleve – jeg mener at det er skuespillet, instruktionen, nærværet på scenen der har den største betydning.

Selvfølgelig ville det være en anden oplevelse, hvis lige denne forestilling havde en helt anden og mere normal form – den ville være lige så god, bare på en anden måde.

Jeg synes nu alligevel, at det var helt fantastisk at opleve en lidt anden form for teater, for jeg har set rigtig meget, og det er skønt med den udvikling, der foregår – man ved jo aldrig hvordan ’IRL 2’ var endt, hvis skuespillerne ikke havde haft så frie tøjler.

Og til sidst er det vel bare et spørgsmål om, hvad man lige har lyst til at se – nogle dage har man lyst til at se en film, og andre dage vil man hellere læse bogen bag ved – det gør jo ikke nødvendigvis den ene oplevelse mere storslået end den anden.

Nynne Milthers fylder 16 år til januar. Hun går i 1. g på Københavns Åbne Gymnasium på musik/samfundsfaglig linje. Hun er vældig teaterinteresseret og var i mange år med i Teaterbutikken i København.