4. april 2016

Sneopera for børn

Selvom chancen for sne i april synes beskeden, er der til gengæld mulighed for at opleve kunstigt snevejr på Godsbanen i Aarhus, når det belgiske LOD Musikteater 13.-14. april opfører deres sne-opera, 'Sneeuw' – som ganske rigtigt betyder sne og er en poetisk og ekspressiv forestilling om sneens magiske verden, der henvender sig til børn fra 4 til 7 år. Og altså udover musik og sang byder på et helt konkret snevejr på scenen.

De i alt fire forestillinger er gratis og udbydes primært til institutioner og skoler – billetter bookes gennem Børnekulissen www.kulissen.dk/billetter – og er et initiativ fra operaprojekt GrowOP!

GrowOP! er et af de såkaldt strategiske projekter under Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og drives af et partnerskab, der består af Operaen i Midten, Figura Ensemble, Børnekulturhuset og Den Jyske Opera.  

Sidste år afviklede GrowOP! en række internationale workshops, kunstnermøder og babyoperaer, der fungerede som optakt og forberedelse til en international operafestival for børn og unge, der skal finde sted i kulturhovedstadsåret 2017 – og bliver den første af sin slags i Danmark.

GrowOP! er støttet af Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017, Statens Kunstfond, Musikpuljen Aarhus Kommune samt Scenekunstnetværket Region Nord- og Midtjylland og man kan læse mere på projektets hjemmeside: www.growopfestival.com

(Billedet: De 4-7-årige aarhusianere får mulighed for at opleve både opera og snevejr, når det belgiske gæstespil, 'Sneeuw' vises på Godsbanen 13.-14. april. Pr-foto)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne