Hvis man er mellem 14-20 år og har en lille dramatiker i maven, er der mulighed for at lufte den, idet Aarhus Teater i samarbejde med Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater har udskrevet en dramatik-konkurrence, hvor de bedste tekster vil blive opført som reading af skuespillere ved Aarhus Teater i januar 2013.
Udover alderen er eneste forudsætning for deltagelse, at det indsendte teaterstykke er originalt og ikke overstiger 25.000 anslag – og så lige at teksten er indsendt senest mandag 26. november 2012 kl. 12.00.
Teatret/Dramatikeruddannelsen skriver i en pressemeddelelse, at man ’leder efter helt unge og uprøvede talenter med en gnist, som kan tænde for ny inspiration til teatrets arbejde med børn og unge’.
Dramatikkonkurrencen er en form for opfølgning på en skriveworkshop i regi af Dramatikeruddannelsen i september for 80 lærere i gymnasiet og folkeskolen. hvor underviserne fik et lynkursus i, hvordan de kan gøre deres elever interesserede i at skrive dramatik.
Tekster indsendes til: Dramatikeruddannelsen v. Aarhus Teater, Skolegade 4, 8000 Aarhus Teater C – Mærke: Dramatikkonkurrence
Teksterne kan også indsendes elektronisk til: drama@aarhusteater.dk
(caj)