Teatret Fair Play, der er egnsteater i Holbæk, har de seneste sæsoner fået flere farver på paletten med bl.a. en række gæstespil, praktikforløb for unge skuespillerspirer, musik og dans, litterære cafe-arrangementer, parthaver i Holbæk Drama College m.v.
Og altså også Play-Reading, hvor alle interesserede kan indsende færdige manuskripter, hvorefter udvalgte stykker bliver udsat for professionelle skuespillere og instruktører og siden præsenteret ved stage-readings til næste forår. Og det allerbedste bliver her kåret som 'Årets stykke på Fair Play'.
De stillede betingelser er, at der skal være tale om et færdigskrevet manuskript, som ikke må have været opført på et professionelt teater, skal være til målgruppen af børn og unge (ml. 3-16 år), have varighed af max. 50 minutter og skal kunne spilles af max. fire skuespillere. Desuden skal stykket være dialog-baseret (altså ikke ordløst eller monolog).
Og så skal manuskripterne være Fair Play i hænde senest 15. april 2015. Herefter udvælges tre stykker til reading af en mini-jury bestående af teatrets administrative leder og dramatiker, Michael Ramløse, og dramaturg/dramatiker Jane Rasch, der også er projektleder på Dramatikervæksthuset.
De tre udvalgte får besked 20 maj 2015 og herefter følger prøver med skuespillere og instruktør – sidstnævnte er Fair Plays kunstneriske leder, Robert Parr – inden den store stage-reading af de tre stykker i fuld længde 20. juni 2015 på Fair Play.
Her vil et dommerpanel, bestående af mini-juryen plus to andre fagkyndige, udpege vinder-manuskriptet, som præmieres.
Ideen med denne Play-Reading-konkurrence er selvfølgelig – udover opmærksomhed til teatret – at lokke nye talenter ud af busken, som kan være med til at udvikle dramatik for dansk børne- og ungdomsteater.
Mere om teatret og dets aktiviteter på www.fairplay.dk
(caj)