Af: Randi K. Pedersen

18. maj 2019

Skjult magi

Forestillingen 'Gro' har opfindsomme påfund og god musik, men magien er henvist til bagscenen.

Fuglene kvidrer og alting gror. Den gule mælkebøtte og regnskoven er lige vigtige for naturen og for os, og i låget på en kuffert kan man se billeder af fuglearter. De præsenteres også yndefuldt svævende på er pind, så man kan se deres fine sarte farver og samtidig deres skygger. 

Det følges alt sammen på vej af fin klassisk musik og mindet om morfars have. 

Derfra går det videre med kommentarer og oplysninger om det nære og små som for eksempel insekter, der bliver store, når man ser dem gennem nogle herlige forstørrelsesglas. Det mægtige dybe hav bliver til gengæld til at overskue, når man sætter fokus på korallerne. 

De bliver ligesom det meste andet i fortællingen om at gro og vokse vist frem som illustrerende skyggespil, der desværre ikke yder retfærdighed til den farvestrålende verden under havet. 

Forestillingen er fuld af opfindsomme påfund, og Pernille Bach er en nærværende fortæller og skuespiller. De mange musikinstrumenter, som Peter Schrøder behersker med afslappet sikkerhed, bidrager også til den gode stemning. 

Alligevel opleves forestillingen som sært klinisk uden sanselighed og varme. Det skyldes først og fremmest forestillingens meget teknisk prægede visuelle udtryk, hvor et træ består at lange stænger med flade runde skærme i toppen.

Små mesterværker

Lyspærerne på gulvet ligner industribelysning og fortæller ingenting. Men det, som man især savner, er nogle farver. Noget, der uden videre kan give indtryk af, at tingene lever. Det er en påfaldende mangel, når temaet er alt det, vi kan opleve i den fantastiske natur, som forestillingen hylder. Men det skal blive endnu mere mærkeligt. 

Madam Bach beskriver selv forestillingen som 'et univers med plads til undren'. Men den største undren gælder selve konceptet. Under forestillingen kører smukke og uhyre elegante figurer forbi på de store hvide lærreder, der danner baggrund. Men skyggespillene står ikke kultsorte og skarpe. De har en blød nuance, der gør, at de virker lette, og også lidt fjerne. De lever ikke og skaber ingen medfortællende magi.

Den bliver publikum først præsenteret for, når forestillingen er forbi, og det i rå mængder. Alle opfordres til at gå om bagved og se på alt det, der er med til at skabe forestillingen, og her venter en gedigen overraskelse. 

Det viser sig nemlig, at karrusellerne, der leverer skyggespillene, er små pragtfulde mesterværker med figurer, dyr og planter, som stråler i de dejligste farver. Man spørger sig selv, hvad meningen er med det.  

Det er umuligt ikke at forestille sig den betagelse, det ville vække hos de små tilskuere, hvis de vidunderlige magiske karruseller kørte rundt foran og ikke bag de hvide lærreder. I stedet bliver de mødt med lovlig mange ord og oplysninger, det kan være svært for de yngste at forbinde med det, der foregår for øjnene af den.  

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder
Fyldt fantasi
Den Jyske Opera:
'Volapyk'
Opera er sjovt og let at kapere, når det, som i Volapyk, bliver serveret i en kombination af ’skønsang’, betagende ”sær” musik, badutspring, og løjerlige ting og kostumer. Og når tilgangen og energien ligner den ’alt-er-muligt’-agtige som er motor i børns egne lege.
I en seng på hospitalet…
Frøken Fracasos Kompagni:
'I Bertrams Hjerte'
Ved at veksle mellem grotesk humor og en små poetiske billeder, som nænsomt kombineres med dukkeføring, formår Frøken Fracasos Kompagni i en dynamisk vekslen mellem gakket sjov og stille alvor at sende et vigtigt budskab om at man skal tale sammen om døden ud på en kanal, så det suser lige ind på lyst- og lystavlen hos både børn og voksne.
Hæsblæsende kaos
Thy Teater:
'Sit – på det tørre'
Komikken i 'Sit – på det tørre' overspilles ud over alle smertegrænser
Ugly-grøn saftevand med skæv skrædderstilling
Klare Elenius:
'Naboen danser'
Eller hvad med selvlysende kaktus med smidig knæbøjning? Klara Elenius fanger ungernes æstetik og kombinerer med lidt dans, lidt ensomhed – og lidt kedsomhed
Kærlighed i blomsterbedet
Teater Rio Rose:
'Slagmark'
Rio Rose har skabt en visuel smuk og nærværende forestilling om menneskers manglende forståelser for hinanden. Tableau afløser tableau i et stramt koreograferet og fragmentarisk opbygget hverdagsdrama.
Nationalitetsforskudt
Ramaskrig:
'Medfødt - hvem fanden gider være svensk'
Det er ikke rart at blive mobbet for at være svensker. Ramaskrig er til slapstick med sproget uden at fortabe sig i de dramatiske dybder