Teaterbilletter.dk, der som landsdækkende formidlingsorganisation for dansk scenekunst er en særdeles vigtig aktør omkring billetformidling, rabatordninger, informationsindsamling m.v., holder 1. oktober 2014 skiftedag, idet lederen gennem otte hektiske år, Christina Krøll, overlader posten til Johanne Prahl Steffensen.
Teaterbilletter.dk, der er en selvejende institution stiftet i 2006 af en række teatre i Storkøbenhavn, har på relativt få år vokset sig stor og betydningsfuld og står for digitale portaler som scenen.dk og Scenekunstarkivet og informationsbasen Tereba, som stort set alle landets teaterproducenter er tilkoblet.
Teaterbilletter.dk forvalter tillige et større millionbeløb i den offentlige formidlingsordning til nedbringelse af billetpriser til scenekunst.
Christina Krøll har sammen med en ganske lille flok medarbejdere i kommandocentralen på Nørrebrogade i København formået at gøre Teaterbilletter.dk til en særdeles synlig aktør i formidlingsarbejdet for landets turneteater, ligesom hun bl.a. via gode samarbejdsaftaler med bl.a. Kulturstyrelsen har sikret økonomi til at udvikle såvel formidlingssitet scenen.dk som scenekunstarkiv.dk, der er en digital afløser for Teaterårbogen.
Christina Krøll kalder de nye tider for et 'lykkeligt lederskifte' med fuld enighed mellem parterne.
»Personligt synes jeg, Teaterbilletter.dk er kommet et så stabilt sted hen, at jeg kan tillade mig, at bringe stafetten videre til nye kræfter i forvisning om, at fremtiden ligger i gode hænder.
Det er altid vigtig, at finde både det rette tidspunkt og de rette kræfter, og når lejligheden byder sig, er det klogt at slå til i tide. Jeg selv glæder mig til at tage bestyrelsesuddannelsen på CBS i håb om, at der er institutioner på vores område, som kunne tænke sig, at inddrage mig i bestyrelsesarbejdet. Desuden trænger Hans Henrik (min mand) til en kærlig hånd i Actors Antiques,« lyder det fra den afgående sekretariatschef.
Fra 1. oktober bliver sekretariatschefen altså Johanne Prahl Steffensen, der er cand. mag. i litteraturvidenskab og har haft det meste af sin hidtidige karriere i Bikubenfonden, bl.a. som studentermedhjælp, projektkoordinator og til sidst kulturchef (2004-12) inden en barsel og siden deltidsansættelse som stragegi- og fundraisin-konsulent hos Teaterbilletter.dk – hvor hun også får et par gode ord med på vejen fra Christina Krøll:
»Hun har været hos os i et års tid, er faldet rigtig godt til, og har både megen erfaring, et godt netværk og de kompetencer, som stillingen kræver, fagligt som personligt, så det har været den optimale model. Teaterbilletter.dk er stadig så lille en virksomhed med så specielle opgaver, at et skifte med en helt udefrakommende ville efterlade huller i driften/netværket, hvilket nu undgås.«
Der er afskeds- og velkomstreception torsdag d. 18. september fra kl. 15.30 hos Teaterbilletter.dk, Nørrebrogade 52, 2 (tilmelding nødvendig af hensyn til traktementet: ck@teaterbilletter.dk)
Se mere om Teaterbilletters mange aktiviteter www.teaterbilletter.dk eller på opsamlingssitet www.teateronline.dk
Læs også artiklen om organisationen, 'Det er bare digitalt'.
(caj)