Fra 25. september til 5. oktober skal en række danske børneteatre til Rusland for at deltage i Gavroche-festivalen i Moskva (se note) med forestillinger og workshops i den specielt udvalgte 'Danish Season', der skal vise russerne gode eksempler på den højt priste danske måde at lave vedkommende og nærværende børneteater på. Teaterfolkene glæder sig naturligvis til oplevelsen og kulturudvekslingen og mødet med russiske kolleger.
I oktober og november skal en række danske børneteatre til Kina (se note), hvor de i flere byer som led i et stort dansk kulturfremstød skal spille forestillinger og afholde workshops for at vise kineserne gode eksempler på den i udlandet så skattede måde at lave vedkommende og nærværende børneteater på. Også her glæder teaterfolkene sig naturligvis til den store oplevelse.
Og de to aktuelle begivenheder er egentlig bare en flig af danske børneteatres internationale aktiviteter med turneer, festivaler workshops m.v.
Hvorfor?
Men hvorfor tager danske børneteatre overhovedet til Moskva, med rejsepenge fra den danske stat og lokal støtte fra Moskvas bystyre, når Putins Rusland blandt meget andet fremturer med juridisk og faktuel klapjagt på homoseksuelle, undertrykker enhver form for politisk opposition såvel i medier som på gadeplan og kriminaliserer ngo'er i ikke-statslige organisationer som 'udenlandske agenter'. Og helt aktuelt er i færd med at inddæmme store dele af nabolandet Ukraine efter uden de store internationale protester at have bemægtiget sig Krim. Ganske som man i 2008 til akkompagnement af samme halvhjertede vestlige protestkor de facto annekterede Abkhasien og Syd-Ossetien fra Georgien.
Og hvorfor tager danske børneteatre overhovedet til Kina med rejsepenge fra den danske stat og lokal støtte og opvartning fra et kinesisk styre, der tryner sine borgere via omfattende overvågning, intimidering, opsplitning af familier, tortur og arbejdslejre for alt for åbenmundede oppositionelle kræfter – for slet ikke at tale om annekteringen af Tibet – ligesom den omfattende internet-censur kun overgås af lande som Iran. Begge lande får i øvrigt paradoksalt nok meget af teknologien til kontrol af informationsstrømmen fra vestlige it-firmaer…
Derfor…
Det gør de danske børneteatre selvfølgelig, fordi de ikke betragter deres besøg i disse to lande som et politisk projekt, men som deltagelse i en spændende kulturel manifestation, der intet har med lokale problemer med menneskerettigheder m.v. at gøre.
Der er da heller ikke hverken udenrigsministerielle advarsler eller internationale boykotter, der hindrer disse rejser, som de enkelte teatre er i deres soleklare ret til at foretage. For Ruslands vedkommende pusles der dog udover de aktuelle småsanktioner – med tanken om en international boykot af det kommende fodbold-VM i 2018, mens Norges unge skakverdensmester, Magnus Carlsen, indtil for et par dage siden alvorligt overvejede at opgive titlen frem for at spille VM-revanche mod indiske Vishy Anand i november i den russiske by Sotji.
Indtil videre tager Putin da også de små sværdslag fra det, som han kalder det 'dekadente vesten', med sindsro. Og mens europæerne ikke er meget for et russisk modsvar i form af nedlukning af den strøm af naturgas, der bl.a. skal holde kulden for døren, er der heller ikke mange lande, der har lyst til at genere den økonomiske stormagt Kina.
Man foretrækker dialog, samarbejde og små forsigtige, diplomatisk formulerede pip mod de værste uhyrligheder. Og et veto mod samarbejde med de to ovennævnte nationer fra en række danske børneteatre – eller for en sags skyld hele Danmarks udfarende kulturliv – er ikke nogen voldsom trussel. Selvom et lille signallys nogle gange godt kan kaste lange stråler.
Det er ikke som den internationale isolering af apartheid-styret i Sydafrika i 1970'erne og 80'erne, der førte til regimets fald, og hvor ethvert sportsligt eller kulturelt samarbejde var bandlyst.
Refleksioner efterlyses
Og nu tager den eventuelt tilbageværende læser sig sikkert til hovedet og spørger, om disse småneurotiske linjer er en opfordring til danske børneteatre om at gå i kamp mod allehånde despotiske regimer i denne problemfyldte verden – ved at holde sig væk fra samme…
Tjah – det er i hvert fald en akut fortvivlelse over konflikten i Ukraine, borgernes stilling i Kina – og dertil kan blandt meget andet lægges IS-terror og flygtningestrømme i Mellemøsten, bestialske overgreb mod børn og kvinder i flere afrikanske lande, som heller ikke lige kan ordnes med en kulturel boykot…
Og børneteatrene har måske andre og mere presserende ting at tage stilling til. Men hvor er de dybere refleksioner og solidariske udmeldinger, som dansk børneteater historisk også er rundet af?
I 'gamle dage', dvs. primært 70'erne og starten af 80´erne, var der udtalt politisk stillingtagen, kampberedthed og aktionslyst hos de danske børneteatre, der dengang på hjemmefronten måtte kæmpe mod kulturfjendske og reaktionære politikere og tabubelagte emner, mens man markerede solidaritet nationalt og internationalt.
Nu handler det mere om dialog mellem teaterfolk på internationalt niveau. Og i årenes løb har der da været adskillige samarbejdsprojekter, gæstespil m.v. i ikke-demokratiske lande med undertrykkende regeringer i Mellemøsten, Afrika og Asien. Oftest – skal det dog fremhæves – på et niveau, hvor selv statsmagten ikke har været involveret i de mellemfolkelige aktiviteter. Og i samarbejde med teaterfolk og teaterorganisationer, der sjældent deler sympatier med deres undertrykkende regeringer og regimer. Også selvom mange af dem er statsfinansierede.
Men man hører ikke danske børneteatre ytre sig offentligt om deres eventuelle sympati eller støtte til borgerrettigheder i de 'problematiske' lande, de måtte besøge.
Bevidste konfrontationer
Altså måske lige bortset fra teatergruppen Batida. Teatret er kendt for at turnere verden rundt og tyndt – med forkærlighed for 'vanskelige' lande, hvorfor man fx. gentagne gange har besøgt Cuba og også været i bl.a. i Iran, Libanon, Afghanistan – og senest Nordkorea.
Det er en helt bevidst signatur-strategi, der handler om solidaritet og kulturudveksling – og som sideeffekt også har betydet selvcensur af egne forestillinger og adfærd for at opnå adgang til at spille og opholde sig i bl.a. Iran og Nordkorea.
Sidstnævnte er et godt eksempel på paradokserne/udfordringen:
Formålet var at 'bygge en kunstnerisk bro til Nordkorea' og via disse kulturmøder 'modarbejde den gensidige fjendtliggørelse', som det hed i tekster fra teatret, hvor det også blev pointeret, at projektet skulle give publikum på begge sider mulighed for at møde rigtige levende mennesker fra 'fjendeland', og med afsæt heri skabe bevægende kulturelle oplevelser og møder mellem kunstner og publikum.
Det handler altså om ved hjælp af kunst at 'skabe brobygning og menneskeliggørelse i et felt der ellers domineres af foragt og stereotyper'.
Genbesøget dette forår af et nordkoreansk dansekompagni viste så, trods den håndfaste styring af kompagniet af de medrejsende kommissærer, at selv et lille dansk børneteater kan udvirke dialog med forråede regimer som det nordkoreanske.
Den kyniske iagttager – herunder den journalist fra Politiken, der fulgte med på Batidas tur til Nordkorea og primært så autoritær topstyring, løgn og menneskelig fornedrelse – vil måske kalde det bevidst naivitet, når de garvede børneteaterfolk på sæt og vis går brutale regimers ærinde, men teatret udviser altid en stillingtagen, der virker sært fraværende hos andre omrejsende danske børneteatre – også dem, der nu skal til Rusland og Kina…