Der har været både levende hunde og høns som vigtige medspillere i danske børneteaterforestillinger, men da Teatret Kimbri ved dette års udgave af Århus Festuge introducerede to heste i forestillingen ’Pooka’, tog man lige et skridt op i klassen for de noget større og mere krævende aktører.
’Pooka’ havde urpremiere 28. august 2009 i et cirkustelt i Århus midtby (læs anmeldelsen/link), men forud var gået et større forarbejde og en hel del overvejelser omkring, hvad det vil sige at arbejde med to så store dyr sammen med skuespillere – og få det til at hænge sammen i en forestilling for de otte-årige og op. Og det både praktisk, kunstnerisk og økonomisk.
Krævende logistik
Men Gitte Kielberg, kunstnerisk leder af Kimbri, medvirkende i ’Pooka’ – og selvfølgelig inkarneret hestepige – tog udfordringen, der også havde karakter af en gammel drøm, op.
»Det har været helt utroligt krævende rent logistisk, fordi levende dyr ikke stiller krav, men har uomgængelige behov, som man må tage højde og ansvar for. Tre uger før premieren fandt vi ud af, at den ene af hestene – ponyen – skulle skiftes ud, fordi den havde en gammel skade, som var brudt op. Det er faktisk værre end at finde en ny skuespiller. Ponyen kunne til punkt og prikke sine cue, den var scenevant og kold i hovedet på den gode måde.
Det havde taget måneder at opbygge den tillid og lydhørhed os imellem, der skulle til for at få det til at fungere,« fortæller hun om arbejdet med de firbenede væsener.
Nu var gode råd dyre, men en reservehest blev fundet:
»Heldigvis kendte jeg Katja Schumann, der er en skøn cirkusdronning. Hun havde en pony, som var vant til manegen og til nogle af de samme øvelser, som vi havde arbejdet på. Den kunne vi da godt låne. Ponyen var en vidunderlig lille størrelse – ikke mere end 80 cm høj – charmerende og ivrig efter at være på. Han var bare en hingst. Og han var meget viril. Efter at vi havde arbejdet med ham i to uger, brød han igennem indhegningen, hvor min store, flotte frieser-vallak, Pushkin, der er forestillingens stjernespiller, gik sammen med sin bedste ven, en gammel fjordhoppe. Og det lille kræ bankede min hest. Det ville svare til, at en otte-års dreng bankede en sværvægtsbokser,« fortæller Gitte Kielberg, der måtte aflevere den lille kraftkarl igen.
Direkte afregning
I mellemtiden havde den første pony haft godt af den lille pause, og var pludselig ikke længere halt, og så kunne arbejdet videre mod forestillingen fortsættes.
Og Gitte Kielbergs begejstring for de særegne medspillere er åbenlys:
»Det er vidunderligt at arbejde med heste i en teaterforestilling. Der er direkte afregning. Hesten er så følsomt et dyr, at du ikke kan narre den. Det duer simpelthen ikke at spille teater. Du må være der som dig selv, med styrke, lydhørhed, energi og retning, ellers gider den ikke at følge dig. Det er virkelig god teatertræning!« kommer det fra Kielberg, der har lavet forestillingen nærmest på trods af de økonomiske muligheder.
Heldigt er det derfor, at hestene ikke kræver overenskomstmæssig løn – og at de tobenede medvirkende heller ikke har fået det! – samt at der har været en villig manuskriptforfatter med samme afslappede indstilling:
»Da jeg spurgte Lene Kaaberbøl, om hun ville skrive forestillingen, regnede jeg slet ikke med at jeg ville kunne betale det, hun skulle have, for jeg var sikker på, at hun var vant til et honorar i en helt anden prisklasse. Hendes svar var: ’Det finder vi ud af, Gitte’. Hun har været en helt utrolig dejlig samarbejdspartner, for hun har brændt for projektet, hun er en mester i at fortælle en god historie, og så har hun kunnet skrive den til de mennesker, vi er, og især til de heste vi har, for hun er selv en inkarneret hestepige,« fortæller Gitte Kielberg om Kaaberbøl, der er kendt og elsket for sine mange fantasy-bøger.
Når man virkelig vil
Og ’tabte’ egeninvesteringer og et endnu ikke opgjort underskud for produktion af forestillingen afholder ikke Gitte Kielberg for at glæde sig over forløbet:
»Det har været opfyldelsen af en drøm, som vi næsten ikke turde tro på ville lykkes. Når vi ikke har knækket nakken på det, er det fordi vi har haft stor glæde af at gennemføre dette projekt med alle de involverede dyr og mennesker. Underskuddet kommer vi forhåbentlig til at kunne spille ind. Jeg ser sådan på det, at en gang imellem får man fat på noget, man virkelig vil, men som kræver en satsning. Hvis ikke man slår til, bliver det til en byrde, at man ikke gjorde det, og så går det ud over inspirationen til det næste projekt.«
Den krævende forestilling er p.t. sat på standby og spiller først igen på den store børneteaterfestival i april 2010 i Esbjerg, hvorefter den skal spille nogle dage på en skole i Grenaa. Pga. det store set-up med telt og heste skal ’Pooka’ spille mindst fire forestillinger samme sted, for at tingene kan hænge nogenlunde sammen økonomisk.
Kulturelle byttehandler
Men der er også store planer forude:
»Næste etape er en turne i Danmark i august 2010 langs hærvejen fra Århus til Viborg til Flensborg med heste, hestevogne, cirkustelt og en international besætning af teaterfolk, dansere, musikere, nycirkus-artister og en scenograf,« fortæller Gitte Kielberg om et projekt, der lyder som en god, gammeldags sigøjner-karavane.
Med på turen vil være professionelle kunstnere fra Danmark, Polen, Frankrig og Italien, og tanken er, at karavanen undervejs skal besøge lokale kunstnere, kulturinstitutioner, skoler, spejdergrupper m.fl., der er blevet kontakt inden afrejsen.
»Vi indbyder dem så til kulturelle byttehandler. Det er en kunst i sig selv at få publikum til ikke bare at klappe, men også at ville byde ind med det udtryk, som opstår spontant. Alle de deltagende kunstnere har på hver deres måde gode og årelange erfaringer med det,« fortæller Gitte Kielberg om vandringen med heste, telt og kunstnere.
En ubændig trang til at vandre
Men projektet har også videre perspektiver:
»På turen vil vi have en instruktør, Michele Kramers, med. Hun skal arbejde på at finde overlapninger og sammensmeltninger af de enkelte kunstneres optræden, så vi til sidst arbejder os hen imod en samarbejdsforestilling, der er farvet af vind og vejr og fælles fodslag. Dette projekt hedder ’Dromomani’, som direkte oversat betyder ’en ubændig trang til at vandre’. Tanken er. at vi undersøger. hvad det at vandre gør ved vort sind og giver det et kunstnerisk udtryk, som bliver skabt undervejs og i kontakt med det publikum. vi møder. Dem, vi spiller for, inviterer vi til at følge med, for hestene går ikke hurtigere end os. Betingelsen er, at man kan gå på sine ben og bære sine fornødenheder på sin ryg,« siger Gitte Kielberg, der altså allerede har positive tilsagn om deltagelse fra adskillige kunstnere og kunstnergrupper.
Blandt dem er dansk danseteater (Nordenfra, kendt for udendørs forestillinger og parader) , fransk gadeteater (Le Journaliers) og polsk musik (Kapela Halasy).
Ud i Europa
’Dromomami’-projektet skal vare en måneds tid, inden den lange vandretur afsluttes i Århus, hvor de enkelte forestillinger og det store samarbejdsprojekt skal præsenteres under Århus Festuge 2010.
Det kræver jo lidt midler, så Gitte Kielberg er i fuld gang med at søge penge for at få ’Dromomani’ til at blive virkelighed.
»Til turneen i 2010 har jeg søgt en million. Hvis alle skal have en nogenlunde løn, er det det, der skal til. Jeg har søgt Kunstrådets Idéindkaldelse 2009, puljen til kultur i hele landet og andre fonde, og enkelte aftaler er allerede på plads,« fortæller Gitte Kielberg.
Men dermed slutter det ikke. Næste fase er at foretage en lignende rejse i 2011 fra Frankrig, gennem Tyskland til Polen. Her skal turen gå fra den vestligste grænse af det europæiske fastland til den østligste – og på denne vandretur skal der arbejdes videre på erfaringerne fra den danske vandretur.
Turen er beregnet til tre måneder, og selvom Gitte Kielberg slet ikke er begyndte at regne på et budget hertil, håber hun på EU-midler til at sætte realiteter bag drømmen, der så har antaget voldsomme proportioner – og en række nye, spændende problemer, der skal løses, når man vil bringe heste over de åbne, men så heller ikke mere åbne grænser i Europa:
»Hvad der skal til for at føre dyr over grænserne, ved jeg ikke endnu. Men især heste rejser ofte frem og tilbage til internationale stævner, så det kan nok lade sig gøre uden for meget besvær,« siger Gitte Kielberg, der er i fuld gang med at sende sine teaterdrømme på vandring…
