Engang råbte børnene ’Sig noget, Pjerrot!’, når aftenens forestilling var slut på Pantomimeteatret i Tivoli. Det gør de ikke mere. Den tradition er for længst afgået ved døden. Men Pjerrot siger heldigvis stadig noget – og børnene kommer også i lige så stort tal som tidligere.
For der er noget ved blandingen af mime, klovneri, eventyr og dans, der lokker. På samme tid svært tilgængeligt, fordi de ikke siger noget under forestillingen, og letfatteligt, fordi det sprog og de følelser, der formidles, er så enkle og så universelle.
En fortælling om to unge, der elsker hinanden, men som ikke kan blive forenet før til allersidst. Fortalt om og om igen på mange forskellige måder, inden historien ender som den skal: med Harlekin og Columbine knælende foran Feen, der giver den unge kærlighed sin velsignelse, mens farmand Kassander og tjener Pjerrot bare må se pænt til.
Vi kender den, og vi kender persongalleriet. Det gør ungerne også. Den smukke Columbine, som man bare må ligne eller blive forelsket i; den mystiske og maskerede Harlekin, der er røver og charmør i et, den sure far Kassander – hvem kender ikke ham – og så endelig Pjerrot. Barnet over dem alle, klovnen, drillepinden, elskelig og irriterende på samme tid. Ham, der gør oprør, ham der får smæk, ham vi slet ikke kan lade være med at holde af, fordi han får os til at grine.
Og så er der jo alle de andre. De tykke, dumme og latterlige friere, troldmændene, fiskerkonerne og de smukke feer, der danser på tå. Der er nok at se på, mens kulisserne skifter for øjnene af os. Pludselig kommer vi fra en nydelig stue ud i skoven eller ind i en troldmands værksted, inden vi til sidst ender hos Overfeen. Det er det rene teatertrylleri. Fornøjeligt for børn og interessant for voksne, der kan fryde sig over det gamle teatermaskineri.
Casorti-familien
Teaterhistorien fortæller, at i slutningen af 1700-tallet kom to gøglertrupper til Danmark, Casorti-familien fra Italien og Price-familien fra England. I København optrådte de blandt andet på Dyrehavsbakken, og i 1801-02 spillede de i flere perioder uafhængig af hinanden på Hofteatret på Christiansborg.
Herfra stammer to af de pantomimer, der stadig findes i repertoiret, Harlekin Skelet og Harlekin mekanisk Statue. Efter sæsonen 1802 drager dele af Casorti-familien videre, mens andre slår sig ned i København og fortsætter med at optræde.
Da Tivoli åbner i august 1843, ligger et interimistisk sommerteater lige til venstre for hovedindgangen. Åbningsprogrammet består af akrobater, klovner, tableauer, linedans og stærke mænd. Året efter, i maj 1844, flytter en række af pantomimefolkene ind og blander sig med cirkusfolkene, bl.a. den unge artist, Niels Henrik Volkersen, der er oplært af Pettoletti. Han debuterer som Pjerrot i juni 1844, og det er ham, der bortset fra nogle få års fravær i de næste 50 år frem til sin død i 1893 lægger den godmodige danske Pjerrot-type fast.
16 pantomimer har overlevet
I dag findes på repertoiret 16 forskellige pantomimer. Oprindelig har der været mange flere, men kun dem, der løbende er blevet spillet, har overlevet.
Og hvorfor er det så lige, at man råber hurra? Hvorfor var det, at børnene engang råbte på Pjerrot? Historien om Pjerrots hurra går langt tilbage. Engang under pantomimen ”Røverne” i 1880’erne var Columbine kommet for tæt på et tændt stearinlys på scenen. For øjnene af publikum gik der ild i hendes kjoleskørt.
Pjerrot i skikkelse af Niels Henrik Volkersen fik slukket ilden, mens tæppet gik ned. Forståeligt nok var tilskuerne urolige over, hvad der mon var sket, og råbte på Pjerrot. ”Sig noget, Pjerrot!”, lød det.
Volkersen kom frem foran fortæppet og fortalte, at ‘det var pigens brændende kærlighed til ham, der var slået ud i lys lue’.
Henrik Lyding, dramaturg på Pantomimeteatret siden 2001.
