På en åben plads i Aarhus, hvor vi har 360 graders kultur omkring os – Musikhuset, ARoS, Musikskolen, Ridehuset, Bora Bora og Arne Jacobsens smukke rådhus i baggrunden – har Dansk Rakkerpak & Teatret Fair Play stillet op til gadeteater.
Og selvom solen, modsat i Gnags’ sang, står højt over Aarhus denne junidag, så er der også en upålidelig vind, der allerede før forestillingen afliver en parasol og vælter teatertruppens plakatskilt.
Ikke desto mindre er der sommer- og kulturbystemning omkring Musikhuset Aarhus. Fra Musikhusets café høres et mandskor synge danske folkesange, og på bænkene og ved bordene taler man om det spektakulære danseshow ’LightLens’, som dagen forinden havde premiere på toppen af ARoS.
Skuespillerne ankommer delvist kostumeret til pladsen. Om lidt skal de spille krimikomedien ’Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler’, og lige nu er dronningen (Karen Duelund Guastavino) ved at holde liv i den vaklende parasol, mens Sherlock ’himself’ (Niels Grønne) sætter en plade med John McCormack på en lækker tragtgrammofon med håndsving.
Sammen med den slidte lænestol – lidt a la Chesterfield – og de klassiske frakker med kapper, som skuespillerne bærer, så flyver den britiske 1800-talsnostalgi hen over pladsen til lyden af Tennysons ’Come into the garden, Maud’.
Gadeteater con lazzi
Dansk Rakkerpak, som fra i år er Næstveds nye egnsteater, har siden 90’erne skabt gadeteater for børn og voksne og er nu på turne med 'Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler', der er produceret sammen med Teater Fair Play fra Holbæk.
Historien er simpel; nye publikummer kan støde til, når de kommer forbi, og har man et tog eller en koncert, man skal nå, går man heller ikke glip af alverden ved at misse slutningen.
Forestillingen er fyldt med små gags – eller ’lazzi’, som er det italienske markedsteaterudtryk, hvor teaterformen er hentet fra. Eksempelvis dyrkes det, når Holmes og Watson (Robert Parr) sprogligt kører i ring i hinandens gentagelser, eller når Watson skal prøve at lære dansk, før de rejser til Danmark.
Men pas på! Donald Trumps toupé, parodierne på regentparret og ikke mindst Prins Henriks fravær til regentparrets guldbryllup, får enkelte scener til at læne sig mærkeligt op ad revy og satire. Det bliver nogle – omend komiske – gevækster på en ellers formstærk gadeteaterforestilling.
En ikke-stormsikret forestilling
Alt kan ske, når man spiller teater udendørs, og udfaldet afhænger i høj grad af vejr og vind. At parasollen som tidligere nævnt kollapsede allerede før forestillingen, det var forudsigeligt. Og for forestillingens helhed gør den ingen synderlig forskel – men dens funktion ville skuespiller og musiker Karen Duelund Guastavino sikkert have haft glæde af under sit arbejde ved instrumenterne.
Men forestillingens kostumer, rekvisitter og kulisser tog sig mildest talt ustabilt ud under hele forestillingen. Hele garderoben faldt halvvejs i forestillingen, og nok var der vind, men det var ikke nogen storm a la Gorm eller Urd.
Senere kommer superskurken Moriarty (Niels Peter Kløft) løbende ind med sækkevogn med en stor kasse, hvorpå der sidder en kødhakker. I et sving smutter kødhakkeren af kassen, og hakkemaskine, pap og pølser fyger om ørerne på skurken og publikum. Hele forestillingen kunne gå i stå her – men fortællingen bæres fornemt og rutineret videre.
Anderledes skræmmende bliver det, når Moriarty igen kommer løbende ind med sækkevognen og kassen – men denne gang med Watsons hoved stikkende op af kassen. Hvis den ryger i svinget, kan det gå rigtigt galt – og denne anmelder knuger hænderne af nervøsitet.
Men skal en forestilling vurderes på sine fejltrin? Hvis en enkelt lampe går ud en enkelt aften, eller hvis en skuespiller skvatter ned ad trappen – og i øvrigt kommer hurtigt til bens igen – så lader man det gerne fare. Men i denne forestillingen bliver vind og vakkelvorne kulisser til et uheldigt spændingselement igennem hele forestillingen, hvilket tager unødigt meget fokus fra den egentlige teateroplevelse.
Det hjertelige Rakkerpak
Det er dog svært at gå misfornøjet fra denne forestilling. Skuespillerne udtrykker liv, nærvær og teaterglæde, når de byder publikum velkommen på bænkene. Ikke mindre nærværende bliver det, når publikum på det kraftigste inddrages i forestillingen.
Det kræver som skuespiller, at man har opbygget en vis grad af sympati og tillid, hvis man skal lykkes med at rive en ældre dame i håret eller løfte en lille pige op for at ryste en superskurk ud af hende. Men Holmes og Watson gør det med charme og fuldkommen uærbødighed over for princippet om den fjerde væg.
Vi er med dem, skuespillerne, når de fyrer deres hæsblæsende sommerkrimi af. Vi klapper ad heltene og buher ad skurken. Vi er gæster i vores egen by, og vi føler os hjemme hos Dansk Rakkerpak.
Havde vi haft blot en lille smule mere commedia dell’arte og en anelse mindre forceret aktualitet, så ville ’Sherlock Holmes og dronningens kronjuveler’ være et fint eksempel på, hvad moderne gadeteater er i stand til, når det siden 1500-tallets Italien har fået tilført elektronisk lyddesign, kulturstøtte og, nå ja, omtrent 500 års teaterhistorie.
