Mere end 40 forskellige forestillinger, leveret af omkring samme antal teatre, inklusiv et peruansk og et belgisk gæstespil, er den helt korte version af Horsens Børneteaterfestival 2011, der afvikles fra 16.-18. september – og i tråd med tidligere års traditioner ventes både godt vejr og rigtig mange tilskuere i form af østjyske børn og deres forældre samt en lang række tilrejsende formidlere.
Og man må gå ud fra, at festivalens deltagere og ikke mindst festivalkoordinator Stine Kamstrup Knudsen vil have ændret spørgsmålstegnet til et udråbstegn i tematitlen ’Teatrets nytteværdi?’, der omkranser festivalens faglige forum.
For selvfølgelig er det både nyttigt og underholdende og forhåbentlig også smukt og rørende og eftertænksomt m.v. at se kvalitetsbørneteater i Danmark.
Nu går det med nytteværdien også mere direkte på de læreprocesser og samspil mellem teater og pædagogik, som faktisk har været diskussionsemne siden det moderne danske børneteaters start fra slutningen af 1960’erne.
Fagligt Forum finder sted i samarbejde med Institut for Uddannelse og Pædagogik/DPU, Det Kulturvidenskabelige Fakultetet, Aarhus Universitet, og dermed skulle der være basis for akademisk lødighed, når formidlere, teaterfolk og andre interesserede får oplæg fra ph.d. og lektor ved DPU/AU Mads Th. Haugaard (’Kan vi ikke snart blive fri for al den der snak om læreprocesser’), ph.d.-stipendiat og lektor ved DPU/AU Merete Sørensen (Børne- og ungdomsteater og dramaarbejdet i skole og dagtilbud’) samt ph.d. og postdoc. ved DPU/AU Tatiana Chema (’Integrationen af teater i undervisning: Videnskabsteater’).
Man kan se mere om Fagligt Forum på festivalens hjemmeside: www.boerneteaterfestival.dk
Snak om forestillinger
I den mere uformelle del af teaterfestivalen bydes der lørdag formiddag på snak om baggrund, research m.v. på de to ungdomsforestillinger, der handler om vold blandt unge piger: ’Vildt Voldsomt Venskab’ med (&) Pollner/Aliaz Production og V.I.P.- Vold Iblandt Piger med Teatret st.tv/Nørregaards Teater (begge anmeldt her på portalen), ligesom et panel af op mod en halv snes teaterfolk fortæller om deres kommende forestillinger ved et lille arrangement søndag formiddag.
Den slags tager formidlerne altid godt imod – ganske som det er tilfældet på Danmarks Teaterforeningers (DT) årlige seminar, hvor de små appetizers efterhånden fylder en stor del af programmet.
Og for de kære små tilskuere, der ikke lige er til voksensnak, har festivalen i år entreret med Teaterværkstedet Madam Bach, der byder på sanseudstillingen ’Årstider på spring’ for de 0-5-årige, mens Shane Brox (’Shanes verden’ på DR) bygger teaterdukker sammen med de 5-8-årige.
Se mere om arrangementerne på festivalens hjemmeside.
Formidlerne i fokus
For festivalens koordinator, Stine Kamstrup Knudsen, er det ved at være tid til afviklingen af hendes blot anden festival. Men hun har allerede sat sit præg på arrangementet i form af en øget professionalisering omkring afviklingen, nye tiltag omkring de faglige seminarer (der nu er spredt ud over weekenden), legetiltag for de små tilskuere m.v.
Hun har selv en fortid som bl.a. frivillig hjælper og lige så frivillig tilskuer ved tidligere festivaler og befinder sig tilsyneladende godt i arbejdsfeltet mellem tradition og fornyelse af den nu 26 år gamle festival, der i sin tid blev initieret for at tilgodese formidlere/indkøbere på en måde, som den store april-festival ikke magtede på den tid.
Det var især omkring forudbestilling af billetter og et overskueligt spilleområde, at festivalen i Horsens førte sig frem.
Og det er stadig formidlerne, der er i absolut fokus: I hvert fald rettede man hurtigt ind, efter at festivalen for et par år siden var blevet så lille og ’eksklusiv’, at formidlerne brokkede sig over, at der simpelthen var for få forestillinger at forholde sig til som tilrejsende arrangører/indkøbere.
Nu ligger niveauet så omkring 40 forestillinger med lidt for alle aldersgrupper i løbet af weekenden.
Og formidlerne har fortsat forudbestillingsret. Den kunne de benytte sig af i perioden d. 14.-23. juni og igen fra 8.-18. august, inden de lokale børn og voksne og andre interesserede kan komme til fra 20. august. Se info om billetter, herunder tlf. nr., tider, betingelser og begrænsninger m.v. på www.boerneteaterfestival.dk.
Formidlerne er stadig positive
Og så er det vel passende at spørge Stine Kamstrup Knudsen om, hvordan formidlerne har det med den nuværende festival – idet man hvert år beder formidlerne om deres syn på arrangementet.
»Evalueringerne efter sidste års festival var overvældende positive. Generelt beskriver formidlerne en velorganiseret festival med et meget højt kvalitetsniveau,« lyder det helt uden sordin fra festivalkoordinatoren, der ikke stopper her:
»Det er fantastisk skønt som arrangør at mærke, at formidlerne er glade og begejstrede. Og det tyder jo også på, at festivalen er ved at finde en passende form og størrelse.«
– Reaktionerne har vel været positive på det nye koncept med 'spredning' af seminar-delen over flere dage, siden det fortsætter, men har det evt. betydet færre deltagere, fordi mange hellere vil koncentrere sig om at se forestillinger?
»Generelt var der meget positive tilbagemeldinger på festivalens faglige arrangementer. Den nye form er blevet positivt modtaget og langt størsteparten har været glade for, at de selv har kunne blande oplæg og forestillinger – og på den måde lægge et program, der passer lige præcis til dem,« lyder det fra Stine Kamstrup Knudsen, der dog erkender, at enkelte i deres evalueringer fortæller, at de vælger forestillinger frem for oplæg – og dermed ønsker sig den gamle model med et fredagsseminar tilbage.
Hun konstaterer også, at samlet har deltagerantallet været nogenlunde det samme som tidligere, men at alle deltagere ikke nødvendigvis har deltaget i alle seminarets dele/oplæg.
– Kan I mærke, om formidlernes antal er for nedadgående i lyset af kommunale nedskæringer og formidlernes forringede muligheder for teaterkøb – og opsøgende arbejde…?
»Der har været mere drøn på billettelefonen i år, og nye formidlere melder sig på banen. Det tyder på, at der kommer flere formidlere til årets festival. Det er selvfølgelig rigtig skønt, både for de spillende teatre og for os. Men det er klart, at de nedskæringer, der finder sted rigtig mange steder, meget vel kan få en betydning for hvor meget teater, der kan købes, og for hvordan man prioritere arbejdsopgaven med at indkøbe teater. Men på nuværende tidspunkt har vi ikke på festivalen kunne mærke det,« siger Stine Kamstrup Knudsen
Nye udfordringer
– Hvad anser du for de største udfordringer for en fortsat succes for Horsens-festivalen i de kommende år? Og hvilke nye tiltag ligger evt. lidt ude i fremtiden?
»Vi arbejder selvfølgelig på hele tiden at videreudvikle festivalen, så den fortsat er et attraktivt mødested for formidlere og teatre. Et af sidste års nye tiltag – den fælles præsentation af nogle af sæsonens nye forestillinger – blev rigtig godt modtaget af formidlerne. Mange har meldt tilbage, at det fik de rigtig meget ud af og opfordret os til at gøre det igen. Så det gør vi naturligvis. Og i år er præsentationen søndag morgen åben for alle – og ikke kun forbeholdt tilmeldte til det faglige forum.«
»På den måde skal vi selvfølgelig hele tiden prøve nye idéer af, evaluere og holde fast og videreudvikle de gode af dem,« lyder det fra festivalens koordinator, der også glæder sig over, at det nye initiativ med en fælles fredag aften med åbningsforestilling blev godt modtaget.«
»Så derfor holder vi fast i en officiel åbning fredag, der samler alle på festivalen og giver en fælles oplevelse. I år er vi rigtig glade for at kunne præsentere en danmarkspremiere, nemlig teenageforestillingen ‘Teenage Riot’ af de belgiske kompagnier Kopergietery og Ontroerend Goed. Foruden at etablere en fælles oplevelse og start på festivalen, er tanken også at præsentere noget nyt, der både kan inspirere og skabe debat.«
Festivalen og dramaturgiatet
Det vakte vældig røre i børneteaterkredse, da festivalen for nogle år siden indførte et dramaturgiat og dermed ændrede begivenheden fra en invitationsfestival til en kurateret festival for særligt udvalgte.
Det nuværende dramaturgiat består af garvede folk fra dansk børneteater i form af Bodil Alling, kunstnerisk leder af Teatret Gruppe 38, Peter Seligmann, skuespiller og leder af Teater 2 Tusind. Stephan Pollner, skuespiller, producent for (&)Pollner Teaterproduktion og nyslået leder af Teater Vestvolden samt Lene Vestergård, skuespiller, instruktør og medlem af Scenekunstudvalget.
Og Stine Kamstrup Knudsen er også her tilfreds med samarbejdet mellem koordinator og udvælgerkorps.
»Programlægningen foregår som et samarbejde mellem dramaturgiatet og jeg selv som ansvarlig for festivalen. Vi har en rigtig fin dialog, hvor dramaturgiatets opgave er at se og anbefale forestillinger, mens jeg samler trådene og har et blik på spredning i forhold til aldersgrupper og genrer, at der er nye forestillinger, noget udendørs osv. Det er et rigtig spændende arbejde, og udfordringen er selvfølgelig, at der produceres rigtig meget teater i Danmark – og desværre er det ikke menneskeligt muligt at få set alt og alle. Men dramaturgiatet gør et stort stykke arbejde og lægger mange kræfter i at komme vidt omkring – og det sætter jeg rigtig stor pris på,« siger hun og opfordrer i samme åndedrag teatrene til at sende hende turnelister, spilletidspunkter og information om nye og kommende forestillinger, som hun så vil sende videre til dramaturgiatet.
Lene Vestergård træder i øvrigt ud af dramaturgiatet efter dette års festival, idet en dramaturgiatfunktion er mindre kompatibel med arbejdet som medlem af Scenekunstudvalget. Der vil blive udpeget en efterfølger til dramaturgiat.
Ønske om et online-billetsystem
Men nu er Stine Kamstrup Knudsen og hendes stab, der også består af ca. 60 frivillige hjælpere, klar til at gøre festivalen til endnu en velorganiseret og – fungerede en af slagsen, når det går løs fredag den 16. september 2011.
Og så skal det primært dreje sig om teater, inkl. uddelingen af ca. 8.000 gratis adgangskort til scenekunst for børn og unge.
Horsens er fortsat et tilløbsstykke – og selvom mange forestillinger givet vil være udsolgt op til weekenden, kan det altid betale sig at kigge forbi billetudleveringen for at sikre sig uafhentede billetter. Traditionen tro vil der tillige givet være mange billetløse ved de mange forestillingslokaler, der satser på både hjerte- og husrum hos de deltagende teatre.
Stine Kamstrup Knudsen fortæller i øvrigt, at festivalen som led i den fortsatte udvikling gerne vil kigge nærmere på billetsystemet generelt.
»Sidste år gik systemet helt ned pga. telefonstormen, da der blev åbnet for billetbestilling for private. Vi kunne godt tænke os et mere moderne billetsystem med online-bestilling, men den slags koster penge. Vi er i gang med at undersøge markedet, men umiddelbart er det ikke lige til at finde et færdigt system, der imødekommer vores ønsker og krav til et billetsystem,« siger hun.
De unge anmeldere – og børneteateravisens…
Helt i tidens ånd med brugerinddragelse som det absolutte mantra i forsøget på at skabe kontakt til især de unge teaterinteresserede, har Horsens-festivalen også dannet sit eget anmelderkorps.
Det består af en gruppe teaterinteresserede unge fra Horsens i alderen 14-18 år, hvis opgave er at se forestillinger og siden anmelde forestillinger produceret til et ungt publikum.
Anmelderne lægges ind på festivalens hjemmeside og på Facebook, og ganske som tilsvarende tiltag omkring den store festival i april, er målet via denne ung-til-ung-formidling at få deres jævnaldrende gjort interesseret i at se scenekunst.
Festivalkoordinator Stine Kamstrup Knudsen, fortæller, at lokale medier, som magasinet Spot On, der udgives af ungdomsskolen her i Horsens, følger med anmeldelser og interviews med de unge.
»Det er ganske nyt, at vi i år bruger noget ekstra energi på at formidle til de unge. Derfor skal det initiativ selvfølgelig evalueres, og vi skal vurdere om og eventuelt hvordan det skal fortsætte,« siger hun.
I skrivende stund ligger der på hjemmeside/Facebook anmeldelser fra tre-fire af den kommende festivals forestillinger fra Þrándur (17), Frederikke (16), Camilla(16), Sara(14), Lars (18) og Haris (16), hvis baggrund og teaterinteresse man kan læse mere om på festivalens hjemmeside.
Vil man også gerne have de professionelle kritikeres vurderinger af festivalens forestillinger, ligger der omkring 30 anmeldelser af de deltagende forestillinger parat her på portalen (se faktaboks) – og det er planen at bringe anmeldelser de resterede festivalforestillinger i tiden efter Horsens 2011…
Se mere om Horsens Børneteaterfestival på www.boerneteaterfestival.dk