18. maj 2017

Se spirerne folde sig ud

Så er det ved at være tid til at se DramatikerVæksthus-projektets seneste afgangshold nærmere an – og det sker ved en staged reading for DV 2015-17 på ZeBU på Amager torsdag 8. juni kl. 19,00-21,30, hvor der bliver vist uddrag fra de seks afgangsspirers værker, udsat for skuespillere og instruktør.

Og som så meget andet i juni måned er det i øvrigt ganske gratis arrangement i år blevet en del af CPH Stage-festivalen, hvorfor den nødvendige tilmelding skal ske via billetten.dk og dette link.

DramatikerVæksthus er et målrettet udviklingsprojekt, der skal sikre nye dramatikere til de professionelle børne- og ungdomsteatre – og en række særdeles erfarne teaterfolk har været en del af seneste hold i form af scenekunstnere som Kristian Holm Joensen, Christine Albrechtslund og Betina Birkjær, instruktør og teaterleder Marie Kilsgaard Møller. Dertil kommer dramaturg og underviser Birgitte Alme samt Rasmus Elvers, der ligesom flere af de øvrige allerede har erfaringer fra eller sågar skrevet stykker til børneteatret.

Man kan se deres cv på hjemmesiden www.dvhus.dk

På den kommende staged reading er der uddrag fra:

– 'Vilde Mille og Pylremor' af Betina Birkjær

– 'Voksenklubben' af Marie Møller

– 'Ole Ellen søger en ven' af Rasmus Elvers


– 'Midt mellem voksne træer' af Christine Albrechtslund

– 'Et studie i rosa' af Birgitte Alme


– Børge uden B' af Kristian Holm Joensen

Det er en oplagt mulighed for ikke mindst teaterledere at møde frem og spotte nye manuskriptleverandører – selvom teateravisen.dk desværre ofte må konstatere, at teaterfolket kunne møde frem i noget større antal for derved også at vise deres støtte til DramatikerVæksthus-projektet…

Og mens DV 2015-17 gør klar til mødet med offentligheden 8. juni, er et nyt kuld allerede under opsejling.

Der er således frist for ansøgninger til DV-holdet for 2017-18 allerede 15. juni  med efterfølgende optagelsesweekend på Teatret Fair Play i Holbæk 25.-26. august for 12 udvalgte ansøgere, hvoraf seks forventes optaget på DV 17-18.

Se artiklen 'Et eksperimenterende frirum

Se også reportagen fra seneste afgangshold i juni 2015, 'Fra spirer til stængler'

https://teateravisen.dk/fra-spirer-til-staengler.html

(Billedet: Afgangsspirerne fra hold DV 2015-17, hvis værker kan opleves ved staged reading 8. juni:  Marie, Rasmus, Christine, Birgitte. Forrest: Kristian og Betina. Foto: Kenneth Gall)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne